Tilbage til forsiden Information in English    


Farvergade 27D, 3. sal    
1463 København K    
Tlf.: 33 14 10 94    
E-mail: akks@pc.dk    
Hvad er AKKSNyhederVedtægterBestyrelsenMedlemsorganisationerKonferencer, seminarer, kurser mv.Bøger, temahefter, rapporter, pressemeddelelser mv.HøringssvarTilskudsmulighederKontakt  
AKKS - Udgivelser - Temahæfter

AKKS TEMA 4-00
Udvikling

Indhold
  • Forord
  • Amatører drives af kærlighed
  • Udvikling gennem 90’erne set i kulturamatørernes lys
  • Amatøren i kulturpolitikken
  • At berøre det ukendte og vove lyder af det som brister
  • Kulturel kvalitet i folkelig forstand
Forord

Udvikling

Med baggrund i AKKS-puljen til amatørkultur og folkelige kulturaktiviteter har vi med dette temahæfte valgt at sætte fokus på begrebet udvikling.

Der indledes med Kulturminister Elsebeth Gerner Nielsens artikel ”Amatører drives af kærlighed”, hvor hun gør rede for de tanker, hun har haft i forbindelse med oprettelsen af puljen. Vi skal, siger hun, ”overveje, hvilke roller amatørkulturen og den folkelige kultur skal spille i det kommende århundredes informations- og læringssamfund”. Det, mener hun, kun kan ske ved at lade ”engagerede grupper af mennesker afprøve deres bedste ideer i praksis”. Puljen skal således med ministerens egne ord vise vejen til en ”fremtidig samlet kulturpolitik for amatørkultur, folkelig kultur og det, der med et af tidens modeord hedder civilsamfundet”.

Formand for AKKS, Helge Birck Pedersen, giver et kort historisk rids af kulturpolitikken fra 60’ernes kunststøttelov via 70’ernes og 80’ernes kulturformidlingsstøtte til 90’ernes begivenhedskultur. Han beskriver, hvorledes det folkelige kulturliv i denne periode økonomisk måtte klare sig selv. Med dannelsen af AKKS bliver amatørerne synlige i kulturpolitikken, og med udviklingspuljen er der skabt mulighed for yderligere tiltag og for at få flere med i skabende og genskabende aktiviteter. Det skal ske gennem en udvikling fra det forbrugende, konsumerende til det aktiverende, kvalificerende, producerende (skabende) kulturliv.
Leder af Center for Kulturpolitiske Studier, Dorte Skot-Hansen bruger ligeledes historien til at sætte amatørernes nuværende situation i relief. I 60’erne var det oplysning og dannelse, der skulle styrke demokratiseringen af kulturen (Det humanistiske rationale). I 70’erne og 80’erne blev det dominerende billede det kulturelle demokrati, hvor initiativerne skulle komme nedefra eller fra folket selv (det sociologiske rationale).
I 90’erne derimod bliver kulturpolitikken instrumentel, idet den nu ”... skulle vurderes som et middel til at opnå især økonomisk udvikling". Markedet bliver herskende, kulturstøtte erstattes med kulturinvestering, og sponsorstøtte erstatter offentlige midler.

I dette snævre kunst- og kulturbegreb, siger Dorte Skot-Hansen, har amatørerne ikke en chance. Man har glemt, at amatørkulturen også er et sted, hvor der i sig selv foregår nyskabelser, eksperimenter, internationale kontakter og nye netværk. Amatørerne bør derfor i højere grad tages alvorligt i den rådende kulturpolitik på alle planer.

Kulturudviklingen kan også ske blandt udstødte grupper. Det beskrives af Franck Thomas Staub i artiklen ”At berøre det ukendte og vove lyden af det som brister”. Franck Thomas Staub beskriver, hvorledes mennesker med psykiske og sociale problemer sammen med professionelle kunstnere får adgang til at opdage og udvikle egne kunstneriske potentialer.

Endelig gør formanden for Fordelingsrådet, Flemming Rasmussen, rede for de overvejelser, han og rådet har i forbindelse med fortolkningen af de hovedprincipper, Kulturministeren har givet for fordelingen af midlerne fra AKKS’ Udviklingspulje. Det ses af artiklen, at rådet er stærkt optaget af at finde frem til, hvilke værdier det skal lægge til grund for kvalitets- og folkelighedsbegreberne, ligesom det er vigtigt for rådet at få skabt en debat om, hvad kulturel kvalitet i folkelig forstand er. Flemming Rasmussen slutter med en opfordring til amatørerne om at tænke nyt og gå i gang med udvikling af udtryks- og samværsformer.

Bente Schindel Samsing, redaktør



Amatører drives af kærlighed

Amatører og frivillige drives af kærlighed. Intet er vel flottere end at dyrke kunst og kultur lidenskabeligt, sådan som amatører og frivillige gør det. Derfor var det også en stor glæde for mig, da det i sommeren 2000 lykkedes – sammen med Amatørernes Kunst og Kultur Samråd, AKKS at skabe en pulje på 4 mio. kroner til udvikling af amatørkulturelle og folkelige kulturaktiviteter.

Af Elsebeth Gerner Nielsen, kulturminister

Vi befinder os i en forandringens tidsalder. Alle samfundets institutioner og organisationer må tage deres overleverede værdier op til fornyet overvejelse. Det gælder selvfølgelig også for amatørkulturen og den folkelige kultur. Traditionen for at ”almindelige mennesker” skaber kunst og kultur er født som en vigtig del af det folkelige røre i 1800-tallets bondesamfund. Den har vokset sig stærk i 1900-tallets industrisamfund. Nu skal vi overveje, hvilke roller amatørkulturen og den folkelige kultur skal spille i det kommende århundredes informations- og læringssamfund. Det kan man ikke tænke sig frem til. Slet ikke bag skrivebordene i et kulturministerium. Det finder vi kun ud af ved at lade engagerede grupper af mennesker afprøve deres bedste idéer i praksis. Det er netop det, pengene i udviklingspuljen skal bruges til. Ministeriet har sammen med AKKS opstillet nogle hovedprincipper: Alle skal kunne komme i betragtning, initiativerne skal have kvalitet, de skal kunne være eksempler til efterfølgelse, overvejende bæres af frivillige osv.

Den konkrete uddeling af midler til projekterne er overladt til et uafhængigt råd. Ansøgningerne fra landets kulturelle ildsjæle behandles af andre ildsjæle, simpelthen fordi de er bedst til at vurdere visionerne. Det er altså ikke Kulturministeriet, der afgør, om pengene skal gå til verdensmusik, til lokalspil eller til begge dele. Derfor har jeg ikke overblik over resultaterne på nuværende tidspunkt. Men jeg glæder mig meget til at se beretningen om, hvordan det første år er gået.

Amatørkulturelle skal vurderes både på processen og produktet
Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at amatørkulturen og den folkelige kultur har betydningsfulde bidrag at yde til den fortsatte udvikling af Danmarks kulturelle demokrati.

Det er selvfølgelig vigtigt, at vi har gode professionelle kulturtilbud i alle egne af landet: Teater, billedkunst, biblioteker osv. Men ligeså vigtigt er det, at engagerede frivillige får mulighed for at udfolde og udvikle deres særlige engagement og talenter.

Professionelle og amatører skal ikke måles med samme alen. Den professionelle kunst og kulturformidling står først og fremmest til ansvar for det færdige produkt – kunstværket, udstillingen, forestillingen osv. Amatørkulturelle og folkelige aktiviteter skal vurderes både på processen og produktet. Hvad betyder det f.eks. for deltagerne, for egnen og for måden at organisere amatøraktiviteter på, at 100 mennesker i alle køn, aldre og hudfarver samarbejder i måneder for at skabe et spændende egnsspil.

Byggesten for civilsamfundet
Jeg håber, at de mange gode initiativer bidrager til livsglæde og fællesskab der, hvor de opstår. Jeg håber imidlertid også, at erfaringerne bliver byggesten for en fremtidig samlet kulturpolitik for amatørkultur, folkelig kultur og det, der med et af tidens modeord hedder civilsamfundet.

Jeg ønsker AKKS og initiativtagerne landet over held og lykke med det fortsatte arbejde for at sikre, at den ulønnede kunst og kultur, der drives af kærlighed, finder former, som kan leve og trives i det 21. århundredes Danmark.

Hovedprincipperne for puljen til amatørkultur og folkelige kulturaktiviteter er flg.:

  • Alle interesserede foreninger og grupper kan komme i betragtning
  • Initiativerne skal være nyskabende, eksempelvis ved at gå på tværs af grænser mellem kunstarter, genrer, initiativtagere, amatører og professionelle m.v.
  • Initiativerne skal have kulturel kvalitet i folkelig forstand
  • Initiativerne skal repræsentere fornyelse af proces og/eller produkt, som har eksemplarisk værdi
  • Projekterne skal altovervejende bæres af frivillig arbejdskraft, men kan inddrage lønnede professionelle som konsulenter, forfattere, instruktører, komponister, dirigenter o.l.
  • Udviklingspuljens tilskud må ikke erstatte andre tilskud, herunder kommunale
  • Der kan ikke ydes tilskud til rent idrætslige aktiviteter
Afgørelser kan ikke indbringes for Kulturministeren eller anden administrativ myndighed.



Udvikling gennem 90’erne set i kulturamatørernes lys

Perspektivet i denne artikel er amatørens. Den handler om udviklingen eller mangel på samme blandt amatørerne i AKKS-organisationerne gennem 1990’erne. Området dækker både børn, unge og voksne, der i fritiden, ulønnet beskæftiger sig med æstetiske og kunstneriske udtryksformer, dvs. aktiviteter inden for amatørteater, -korsang, -musik og -billedkunst.

Af Helge Birck Pedersen, formand for AKKS

Engagementet i vort arbejde kommer fra det ugentlige samvær i den forening, vi hver især er medlem af. I dette fællesskab er vi altid optaget af en “sag”, en stræben efter at kunne gøre noget bedre, måske en søgen efter mening. Vi engagerer os i samfundet ved at sætte vort arbejde til debat, til skue, til kritik.

Hele arbejdet fødes “fra neden” dvs. af personlig interesse for en sag og et fællesskab. Vi stiller ofte spørgsmålet: “Hvad ville I gøre, hvis der ikke fandtes offentlige tilskud til jeres virksomhed?” Svaret er: Vi ville spille alligevel!

Næste spørgsmål bliver så: “Hvem er I?” Her kommer det politiske ind i billedet. Skal kunsten og kulturen være til for en elite eller for alle?

Med kunstloven i 1960’erne, der i regi af Ministeriet for Kulturelle Anliggender kom til at hedde ”Lov om kunststøtte”, var det de professionelle kunstnerne, der blev sat fokus på. I 1970’erne og 80’erne sker der en demokratisering af kulturudviklingen med fokus på kunstformidlingen. Det er her, kulturformidlingen professionaliseres. Men stadig er tænkningen bag initiativerne, at kunst og kultur tilrettelægges for nogen.

Elitekulturen

1990’erne kan beskrives som eksperimenternes årti, hvor der som aldrig før blev givet mulighed for, at initiativer kunne blomstre både inden for og uden for de traditionelle organisationer og institutioner. Det blev til begivenhedskultur, hvor den kunstneriske oplevelse stod i centrum. Iscenesættelser, performances og eksperimenteren blev fremtrædende. Den, der kunne præstere det mest originale, det aldrig før sete, blev belønnet af diverse fonde, der med forskellig målrettethed skulle skabe fornyelse i kulturen i Danmark.

Set i bakspejlet blev det elitekulturen, der vandt. De store kulturinstitutioner blev større og stærkere, der blev bygget kultur”huse” som aldrig før, både lokalt og centralt. En folkelig udviklingspulje – populært kaldet ”Højlundfonden” – blev midt i årtiet til en udviklingsfond, hvor eliten løb med pengene. Det folkelige kulturliv måtte klare sig selv. Dette i god overensstemmelse med kulturudredninger i ministerielt regi. Kulturregionalisering, hvor staten i princippet ville lægge ansvaret for kulturudviklingen længere “ud”. blev sat i værk, men landede lykkeligvis på traditionel dansk manér som et ”både og”. Udviklingen i 1990’erne belyses bedst med et eksempel fra musikområdet. Det statslige musikråd proklamerede sig i sidste halvdel af årtiet som et kunststøtteråd. Det gik hårdt ud over kulturamatørerne, der blev beskåret i millionklassen og dermed sat mindst ét årti tilbage, mens en enkelt genre af den professionelle musik blev styrket med tocifrede millionbeløb.

Kulturamatørerne

Midt i årtiet lykkedes det imidlertid at samle og styrke kulturamatørerne i Amatørernes Kunst og Kultur Samråd, AKKS. En filosofi blev præsenteret i debatbogen ”Kulturens tredje vej”, hvor AKKS ser de skabende muligheder i alle mennesker som et samfundsmæssigt udviklingspotentiale.

Med dette som baggrund falder vi naturligt ind i både Undervisnings- og Kulturministeriets regi.

I Kulturministeriet henter AKKS som landsorganisation sine støttemidler i form af tipsmidler. Det er vort mål på sigt at få sikret disse midler, så vi fortsat kan udvikle vor målsætning om at få flest mulige i samfundet til at tage aktivt del i kulturudviklingen. Det er i den henseende ikke nok at vente på en kultur, der gror “nedefra”. Væksten bliver mere frodig, såfremt der er tilskyndelse i form af pasning og pleje “ovenfra”. Det viser sig i praksis ved støtte på forskellige måder, alt efter hvor man fagligt er orienteret: Teater musik osv. Men som vist med eksemplet fra musikområdet er der tale om usikre midler. AKKS-politikken på dette område er sikre driftsmidler for alle vore organisationer i lighed med idrætten.

Fra Undervisningsministeriet støttes kulturamatørerne på børne- og ungdomsområdet gennem Dansk Ungdoms Fællesråd, DUF. Vi er hermed en del af udviklingen på det idébestemte område i demokratiudviklingen.
På voksenområdet sker det via Folkeoplysningsloven. Her er vore medlemsforeninger en del af det lokale demokrati på kulturområdet. Vi er ikke særlig synlige f.eks. i landspressen, men i det lokale perspektiv og kulturliv spiller kulturamatørerne en stor og vigtig rolle. Det er vort mål at bidrage til den videre udvikling af folkeoplysningen i Danmark, ikke bare lokalt, men også i et globalt perspektiv.

Civilkulturen

I relation til den generelle kulturudvikling, der sker på tre planer: Marked, stat og civilsamfund, definerer vi vor rolle som udvikler af civilsamfundet. Hvor markedet repræsenterer det kommercielle kulturliv, staten, det officielle kulturliv, repræsenterer vi den civile borgers interesser. Modsat mange andre kulturaktører, der efterlyser idéer og projekter og gerne vil arrangere, huse, skabe rum for, animere, kultivere osv., kort sagt levere rammer, men mangler indhold, – har kulturamatørerne et indhold i form af kulturaktiviteter. Vi har en faglighed, idet vi arbejder med og i en kunstart, som udgangspunkt og som mål for vor stræben.

Det, mener vi, gør en forskel. Vi har også et indbygget dannelsesperspektiv, idet vore aktiviteter udspilles i fællesskaber, i samvær, i samarbejde ofte med professionelle kunstnere som instruktører og dermed som forbilleder Ved at få flest mulige med i disse processer af skabende og genskabende aktivitet, mener vi at bidrage til at finde og vise veje i kulturudviklingen.

Som kulturamatører befinder vi os i et spændingsfelt – på den ene side mellem den professionelle elite, eller den semiprofessionelle søgen job i statskulturen eller i markedet, og på den anden side, den evigt søgende og provokerende subkultur, der grænser til den kulturløse del af samfundet. Sidstnævnte som den del af befolkningen, der ikke har del i, eller kontakt med kunstkulturen, men udelukkende er henvist til at leve i forbrugskulturen. Vi ønsker at gå vejen fra forbrugende, konsumerende til det aktiverende, kvalificerende, producerende (skabende) kulturliv, en vej, der kan betrædes af alle, for, som vi siger i “Kulturens tredje vej”: Menneskets skabende kræfter udnyttes ikke i vort samfund. De skabende kræfter ligger latente, dybt i vor natur.

Dette skulle gerne være et argument for, at vort arbejde bør støttes “ovenfra”, simpelthen som en investering i kulturudviklingen – det fælles skabende fællesskab.



Amatøren i kulturpolitikken
– klemt mellem demokratisering og instrumentalisering

Hvor befinder amatøren sig i den danske kulturpolitik i det skift, der er sket i begrundelser for at føre kulturpolitik fra 60’erne og frem? Og hvordan kan man fremover argumentere for, at den offentlige kulturpolitik overhovedet skal støtte befolkningens egenudfoldelse inden for musik, teater og alle de andre kunstarter? Skal argumentationen for støtte være, at egenudfoldelse fører til brug af den ”rigtige” kultur på professionel basis (den såkaldte ”trappestigehypotese”), eller at den er med til at styrke en befolkningsgruppes egen identitet, eller fordi man kan påvise, at mange amatører styrker byens erhvervsliv? Kulturpolitikkens legitimering er skiftet fra et humanistisk rationale, baseret på ideologiske/idealistiske argumenter over et mere politiserende sociologisk rationale hen mod et instrumentelt rationale med vægt på økonomiske argumenter (se skemaet). Jeg skal her kort gennemgå disse tre syn på kulturpolitikken som et forsøg på at forklare, hvorfor amatørområdet (stadig) er et felt, der har svært ved at få tilskud og støtte inden for den offentlige kulturpolitik.

Af Dorte Skot-Hansen, Center for Kulturpolitiske Studier



Det humanistiske rationale
Ud fra et overordnet humanistisk rationale, hvor oplysning og dannelse skulle styrke den demokratiske proces, satsede staten fra begyndelsen af 60’erne for alvor på at styrke den demokratisering af kulturen, som skulle udvide den politiske og økonomiske lighed til det kulturelle område. Hele befolkningen skulle – uanset bopæl eller socialt tilhør – have del i den nationale enhedskultur, og de mange nye lokale kulturinstitutioner skulle blive rammen om den formidling og fordybelse i kulturen, som i sidste instans skulle føre til en ny erkendelse. Kunsten og dannelseskulturens budskab blev betragtet som et almen gyldigt budskab til hele befolkningen, og kulturformidleren i skikkelse af den lokale bibliotekar eller museumspædagog skulle bygge bro over den kulturkløft, som skilte den brede befolkning fra kunsten.

Det sociologiske rationale
Men trods den omfattende satsning på formidling, viste kulturstatistikkerne stadig store forskelle i befolkningens kulturforbrug, og der blev stillet spørgsmålstegn ved strategien: Demokratiseringen af kulturen og dens en-vejs karakter. I kølvandet på studenteroprøret i 68, opstod der i midten af halvfjerdserne en ny strategi, hvor kulturpolitikken med baggrund i et sociologisk rationale skulle medvirke til en frigørelse af undertrykte grupper i samfundet. Kulturpolitikken skulle især baseres på initiativer, der kom nedefra, fra civilsamfundet eller folket selv. Med udgangspunkt i et bredere, pluralistisk kulturbegreb skulle det kulturelle demokrati gennemføres, hvor alle kulturformer skulle opfattes som ligeværdige, og forskellige sociale grupper selv skulle få mulighed for at udtrykke deres egen kultur inden for de rammer, som kommunen stillede til rådighed i form af medborgerhuse, øvelokaler til rockmusik m.v.

Gennem egenaktivitet skulle disse grupper finde bekræftelse på, at også deres kultur havde værdi og værdighed, og den skulle give ny identitet til marginaliserede og undertrykte grupper. Kulturformidleren skulle ikke længere docere, men som animateur fungere som igangsætter af lokale kulturaktiviteter og med usynlig hånd støtte aktiviteter, hvor der måtte være behov. Kulturen var blevet en proces, alle kunne deltage i. ”Tilskuer eller deltager” blev 70’ernes og tildels 80’ernes store kulturpolitiske spørgsmål.

Ser man nærmere på de beløb, der rent faktisk blev afsat til støtte af folkekulturen eller ”Det kulturelle demokrati” fra stat og kommuner op gennem halvfjerdserne i Danmark, var det minimalt. For statens vedkommende drejede det sig om ca. 1/2 procent af kulturbudgetterne, der gik til mere folkelige aktiviteter såsom filmværksted, “huse” og amatørvirksomhed, mens kommunerne ofrede lidt mere på området. Men generelt set var strategien om kulturelt demokrati i højere grad udtryk for ideologi end for reel politik. Og sådan er det stort set stadig: Et speciale fra Århus Universitet (Fihl Jeppesen, 2000) viser, at der i 1997 blev brugt 3% til amatøraktiviteter, midler som dog især går til musikskolerne, med andre ord til institutionskulturen.

Instrumentaliseringen af kulturen
Kulturpolitikken blev op gennem firserne og halvfemserne i stigende grad instrumentel i den forstand, at den nu skulle vurderes som et middel til at opnå især økonomisk udvikling, og graden af synliggørelse bliver et parameter for succes. Markedet og markedets vokabularium bliver herskende i denne strategi, hvor ordet kulturstøtte erstattes med kulturinvestering, og sponsorstøtte skal erstatte offentlige midler, mens det internationale bliver målestok for kvalitet og professionalisme. Publikum er nu blevet til kunder, for den instrumentelle kulturpolitik målretter sig mod segmenter eller livsstile. Med inddelingen af befolkningen i segmenter kan man målrette sit produkt til den grønne, den blå eller måske den rosa bruger.

De kultursteder, kommunerne har satset på med de senere års instrumentelle politik, kan karakteriseres som flagskibe, prestigefyldte projekter, der sigter på at skabe et positivt image. Især de mange nye kulturhuse, der er dukket op i det kulturelle landskab, har medvirket til at forlene deres hjemkommuner med et professionelt og fremtidsrettet præg. Man kan i deres annoncer følge de populære rockbands eller trendy teaterforestillinger på deres sejrsgang gennem provinsen, hvor et købedygtigt publikum står i kø for at opleve den gode underholdning, som disse kulturhuse af økonomiske grunde må satse på. Andre flagskibsprojekter har været de mange festivaler og festuger, som sætter byen eller regionen på landkortet. Kaospiloten er den person, der skal finde vej gennem labyrinten af finansieringsmuligheder, og som kan formulere ansøgninger, der har de rette kodeord: Tværgående, eksperimenterende, international, eller hvad sesam’et nu er det år.

De klemte amatører
Nu har disse rationaler ikke afløst hinanden, men de findes i varierende grad side om side i både den lokale og den statslige kulturpolitik. Men lad os holde fast i tendensen, hvor man kort sagt kan sige, at hvor staten holder fast i et snævert kulturbegreb, som karakteriserer demokratiseringen af kulturen, så bliver kommunerne i deres indbyrdes konkurrence mere og mere instrumentaliserede: De har lært af den norske kulturchef, der sagde: “Når jeg hører ordet kultur, trækker jeg min lommeregner”. I begge tilfælde kommer amatørerne i klemme: Med et snævert kunst- og kulturbegreb har amatørerne ikke en chance (som det f.eks. ses i Kulturministeriets Udviklingsfond, der benhårdt satser på ”kunstnerisk kvalitet”), og når kommunen skal synliggøre sig, er Peter Schaufuss-balletten mere oplagt end musikskolens kor.

Set i et helhedsperspektiv har man på den kulturpolitiske scene glemt, at amatørkulturen ikke bare er et vigtigt led i den kulturelle fødekæde, men også et sted, hvor der i sig selv foregår nyskabelser, eksperimenter, internationale kontakter og nye netværk. Også amatørkulturen oplever og medvirker til tidens tendens til globalisering, hybridisering og mediekonvergens. Derfor må amatørerne i højere grad tages alvorligt i den rådende kulturpolitik på alle planer. Måske skulle man opfinde et nyt rationale, der åbner for en mere mangfoldig kulturpolitik med plads for flere kulturer end dem, der enten er kvalitetsstemplede fra oven eller som bidrager til bruttonationalproduktet?



At berøre det ukendte og vove lyden af det som brister
– om teaterkunst og udviklingsarbejde

Vi lever i en tid, hvor vi mangler meningsfulde billeder, der kan forbinde os med hinanden. Tilsyneladende er det kvantiteten af billeder med fokus på det udvendige, det fortravlede samt eksponeringen af det individuelle, der har taget over på bekostning af en søgen efter de fælles billeder og oplevelser, som kan give mening til vores tilværelse. Således er det bydende nødvendigt, at der iværksættes langt flere visionære og praktiske bud på, at livet kan leves på mange måder, at tilværelsen indeholder mere end den rolle, der er tilskuerens.

Af Franck Thomas Staub, billedkunstner, instruktør og kunstnerisk leder af Billedspor

Teatergruppen Billedspor i Århus har i gennem ti år arbejdet med at skabe billeder, der udover at være stærke, voldsomme og vedrørende, også formår at bygge bro mellem forskellige kulturer. Gruppen består af amatører med psykiske og sociale problemer og professionelle kunstnere og har bl.a. den vision at skabe rum for, at såkaldte udstødte grupper får adgang til at opdage og udvikle egne kunstneriske potentialer. Tanken er den enkle, at selve det kunstneriske værk – her teaterforestillingen – både på et indre og ydre plan bliver en mulighed for at orientere sig i verden. På det indre plan må skuespilleren arbejde med at sætte spor, at skabe billeder, der rækker ud over hende selv. Fagligt og personligt kræver dette en høj grad af involvering, fordybelse og konfrontation med hidtil uopdagede sider af egen personlighed. På det ydre plan giver forestillingen skuespilleren mulighed for dels at fortælle sin historie og dels mulighed for at møde omverden hinsides lidelse og privat identifikation. Værket bliver således en adgang både til sig selv og til verden.

Dansen er selve forudsætningen
Billedspors forestillinger bygges op omkring skuespillerens arbejde med egne kropslige udtryk. Dansen er selve forudsætningen, ikke et middel til at nå noget andet, en slags skjult dagsorden, en lettere vej til større selvtillid eller en beskyttet stilling ved en kopimaskine. Dansen er billedet, fortællingen, der fortælles. Som oftest skabes billederne til forestillingerne ved at skuespilleren møder modstand i arbejdet. En basal træning i evnen til at arbejde med fysiske stilstande resulterer i, at skuespilleren må stoppe, eftersom hun oplever et for påtrængende savn, alt imens hun danser. Instruktøren fra sin side må herfra nøje vurdere, om der er ressourcer til at forfølge billedet – både personligt og kunstnerisk. I første omgang er det afgørende, at den pågældende skuespiller er indstillet på at arbejde videre med billedet. Som et slags væsen, der berører det ukendte, og vover lyden af det, som brister. Herefter kan instruktøren vælge at inddrage de øvrige skuespillere i billedet, og herfra arbejde med det som et fælles billede. Således arbejder teatret med myterne. Myterne forstået som det stof, vi er gjort af – de overleveringer og erkendelser, der binder os sammen.

Selvsagt kræver den beskrevne teatertræning stor grad af personlig involvering. Alle parter i processen skal være indstillet på at arbejde med billeder af tilværelsen, der ikke nødvendigvis er bekvemme og velkomne. Alle er deltagere, ikke tilskuere. Gevinsten er som oftest, at det anderledes og fremmede forbliver kommunikativt frem for at stækkes, og fravær erstattes af nærvær.

Masken som identifikation

Men hvorledes er det muligt, at et stærkt personligt arbejde som Billedspors kan blive vedkommende også for udenforstående, for et publikum?

Billedspors identifikation er masken - det ansigt vi henvender os til verden med. Masken forbløffer ved både at skjule og afsløre. Den skjuler individuel identitet, og afslører skjulte sider af det individuelle og det kollektivt ubevidste. Således gør masken det muligt for skuespilleren at bevæge sig fra det private rum til det personlige og herfra skabe forbindelse til publikum. Masken binder så at sige skuespiller og publikum sammen i fælles menneskelige billeder. Masken repræsenterer desuden muligheder for, at skuespilleren opnår kontakt med hidtil ukendte sider af egen personlighed og herigennem udvikler et mere nuanceret og autentisk forhold til sig selv og sine omgivelser. Herved udfordres forestillingen om, at vi bør opretholde en konstant personlighed i vores sociale og kulturelle sammenhænge.

At skabe fælles billeder
Billedspors fokus gennem ti år har været det kunstneriske udtryk, men har samtidig vist sig som et stykke udviklingsarbejde, der har styrket den enkeltes og gruppens deltagelse i den kultur, de selv er del af. Dette i høj grad ved selv at skabe kulturen, at træde indenfor og ridse i himlens dug. Dette kræver ansvar, mod og en vilje til at ville noget sammen. At søge efter det, vi skal sammen, at skabe fælles billeder, er selve rejsen. Når rejsen er endt, melder trangen til atter at søge sig på ny. Kunsten er et godt omdrejningspunkt, eftersom en af dens visioner er at stille spørgsmål ved vor kultur, ved den måde, vi gør tingene på. Centralt er det at skabe stærke billeder, der kan fortælle, formidle og forvandle. Og centralt er det, at de iværksættes og styrkes, væk fra støvede kontorer og kedsommelige mødelokaler.

Billedspor
  • er et kultursted, hvor sindslidende amatører og professionelle kunstnere sammen skaber kulturproduktioner. Billedspor arbejder med mix-media og benytter teatret, musikken og billedkunsten i sine produktioner.
  • arbejder med menneskets trang til at skabe sig selv, sit eget væsen uden på forhånd givne livsmønstre. Anderledesheden fungerer på sin egen præmis og bliver genstand for selve improvisationsarbejdet. Med afsæt i den enkeltes og gruppens oplevelser og erfaringer skabes forestillingen, der bagved sit poetiske og kunstneriske form også fremstår som formidling af udstødtes sociale og kulturelle erfaringer.


Kulturel kvalitet i folkelig forstand

Hvis økonomi er afgørende for udvikling af kvalitet i amatørkulturen og i det folkelige arbejde, er der nu mulighed for at glæde sig. For at den kulturelle bredde kan udvikle sig, har Kulturministeren i foråret 2000 bevilget 4 mio. kroner til formålet. Der er tale om et forsøg, som foreløbig varer indtil den 31. marts 2001. Som en del af sin målsætning vil Kulturministeriet realisere kulturelt demokrati og dermed skabe mulighed for kulturel aktivitet uden for de professionelle miljøer og institutioner. Et signal til den aktive amatør om at der er mulighed for at skabe noget selv og få økonomisk støtte til projektet.

Af Flemming Rasmussen, formand for Fordelingsrådet i AKKS

Kulturministeriet ønsker at videreudvikle “dansk tradition for selvforvaltede, lokale kulturaktiviteter i en tid fuld af forandring.”På Kulturministeriets vegne varetager Amatørernes Kunst og Kultur Samråd – AKKS – det overordnede ansvar og kompetence i forbindelse med puljens administration og organisation. Kulturministeriet vælger side med sin formulering om det kulturelle demokrati og prioriterer et sociologisk kulturbegreb fra den danske kulturmodel: Kultur = fælles værdier, holdninger, traditioner og livsformer i et samfund eller en bestemt gruppe. Med et klart samtids- og samfundsmæssigt perspektiv vælger Kulturministeriet at give støtte “... til det kulturelle demokratis aktiviteter, dvs. folkeoplysning, lokal kultur, amatørvirksomhed, idræt, fritidsaktiviteter etc.”Man kan altså konkludere, at udviklingspuljen bliver et udtryk for, at staten anser det som sin opgave at støtte, men ikke dirigere en kvalitativ udvikling af brede fælles værdier, traditioner og livsformer.

Kulturel dannelse
Siden Kulturfondens nedlæggelse i 1998 er muligheden for central støtte til ikke professionelle kunstneriske projekter blevet drænet til ophør. Fra en tilskudsørken breder amatørernes udviklingspulje sig nu som en kulturpolitisk oase. Samtidig lægges der op til en aktuel og nutidig debat om ”det folkelige”. Vel og mærke en debat, der tager sit udgangspunkt i de mange nyskabende projekter, som vokser frem ved hjælp af udviklingspuljens midler. Hvad er elite, og hvad er bredde i den sammenhæng? En debat, der måske også vil kunne bidrage til at flytte fokus væk fra en unuanceret og protektionistisk opfattelse af, at kvaliteten i kunstnerisk virksomhed er et spørgsmål om at have kunsten som profession. Dette synspunkt står i modsætning til den misforståede opfattelse af, at den skabende amatør ikke skal stå til ansvar for sit produkt, men primært være udøvende for hyggens skyld. “Det må være på tide, at amatørkulturen får et dannelsesprojekt, der kan sætte ild i røven på alt det tilvante og kaste os ud i helt nye muligheder.“, skriver Niels Højlund i debatbogen “Kulturens tredje vej”. Det dannelsesprojekt har med udviklingspuljen fået mulighed for at blive til en realitet.

Krævende kriterier

Til at afgøre fordelingen af udviklingsmidlerne er der nedsat et uafhængigt råd på 5 personer. Det er et krav, at disse personer tilsammen skal være kyndige på hele området således, at de kan fordele midlerne efter kvalitetskriterier. Kvalitetskriterierne er ikke nærmere angivet, men derimod har Kulturministeriet anlagt en række hovedprincipper, som uddeling af midlerne skal være i overensstemmelse med, nemlig at:
  • alle interesserede foreninger og grupper skal kunne komme i betragtning.
  • initiativerne skal være nyskabende eksempelvis ved at gå på tværs af grænser mellem kunstarter, genrer initiativtagere, amatører og professionelle m.v.
  • initiativerne skal have kulturel kvalitet i folkelig forstand.
  • initiativerne skal repræsentere fornyelse af proces og/eller produkt, som har eksemplarisk værdi.
  • projekterne altovervejende skal bæres af frivillig arbejdskraft, men kan inddrage lønnede professionelle som konsulenter, forfattere, instruktører, komponister, dirigenter o. l.
  • udviklingsmidlerne ikke må erstatte andre tilskud, herunder kommunale.
Der er tale om et sæt af offensivt krævende og dynamiske kriterier. Som sådan skal de fungere vejledende for projekter, der kan komme i betragtning.

Som nævnt er der ikke givet kvalitetskriterier på forhånd. Det er overdraget til fordelingsrådet at søge at fastlægge dem gennem sin fordelingspraksis. Det må være indlysende, at rådet ikke starter en akademisk diskussion om, hvad der er kulturel kvalitet i folkelig forstand. Det må være i god overensstemmelse med den kulturelle demokratiopfattelse at lade det komme an på et kvalificeret skøn om støtteværdighed. Det er fra den skabende og realiserede praksis, kvaliteten vil vise sig. Derfor er rådet fra starten stærkt optaget af at finde frem til samt afgrænse nogle relativt brede kerneområder, som rummer og karakteriserer amatørkulturelle projekters særlige kvaliteter. Kravet om, at projektet skal være nyskabende, er et af de principper, som rådet har behandlet indgående i forhold til mange ansøgninger. Det er et voldsomt krav at stille til amatører, hvis det alene drejer sig om den kunstneriske dimension. I dele af landet er det de udøvende amatører, der udgør det lokale kulturelle ”salt”. Man kan i visse tilfælde tale om, at den genskabende koncertaktivitet blive nyskabende, når den foregår i det forsamlingshus på den egn, hvor der aldrig før har været anden kulturel aktivitet end barnedåb, bryllup og begravelse. Der er et spændingsfelt mellem nyskabende over for genskabende. Når vi taler om amatørkultur, må vi brede nyhedsbegrebet ud til at være mere end det unikke. Nyskabende må kobles med den lokale nyhedsværdi, som yderligere må vurderes og ses i sammenhæng med de kunstneriske og eksemplariske principper.

Værdier
I enhver vurdering indgår et sæt af værdiforestillinger. Med sine valg vil fordelingsrådet komme til at markere og diskutere holdninger og opfattelser af kvalitets- og folkelighedsbegreberne. Sådan er konstruktionen tænkt, og netop fordi det er sådan, vil der også være mulighed for at få skabt en debat om, hvad kulturel kvalitet i folkelig forstand er. Vi skal ikke kun søge tilbage i det 19. århundredes romantiske og givne svar. Fra nye værdi- og udtrykspositioner må vi kunne komme videre med holdninger, der både er fremtidsorienterede og tidssvarende. Der er en stor variationsbredde i ansøgningerne, men der samler sig et billede af en række kategorier. Sporing af kvalitetskriterier retter sig i høj grad mod at finde positioner for ”det fornyende”. En del søger støtte til ”gentagelsesprojekter” – aktiviteter, der har været i gang i årevis, og som følger et traditionelt mønster. Det kan være en væsentlig begivenhed i kulturel forstand, men det behøver ikke at betyde, at det er et støtteværdigt projekt i forhold til udviklingspuljens kriterier. Ansøgninger i ”gentagelseskategorien” må bl.a. også harmonere med kravet om at repræsentere fornyelse. I disse tilfælde har rådet bestræbt sig på at søge efter noget nyt i gentagelsen. Noget, der er afgørende forskelligt fra tidligere projekter. Det vil næppe være tilstrækkeligt at søge støtte til et ændret repertoirevalg. Der er også en række helt nye initiativer, der præsenterer hybride udtryksformer. Det kan være alt fra det store begivenhedskulturelle brag med flere hundrede medvirkende til det mere raffinerede og smalle. Tilsvarende gælder det for denne type projekter, at de skal kunne opfylde puljens støtteprincipper og formål.

Selvforvaltning
Amatørvirksomhed er karakteriseret af, at der er et væsentligt element af deltagelse. I mange tilfælde er der åben adgang for nye medlemmer. I en vurdering af kulturel kvalitet i folkelig forstand indgår også stillingtagen til store projekter, der vægter mængden af deltagere over for mere smalle og formdyrkende initiativer. Det kvantitative sammen med og over for det kvalitative princip. Det er ikke tilstrækkeligt blot at være med som fyld. Samværet må være kvalificeret af et selvforvaltet ønske om at dygtiggøre sig æstetisk og gøre det ”udtrykkeligt” i et formsprog. Den kulturelle kvalitet skal søges, hvor der findes komplementær dynamik mellem den kulturelle værdi af samværet og aktivitetens kunstneriske formkrav. Det er i dette spændingsfelt, livskvalitet udvikles.

Konceptprojekter
En del af de projektansøgninger, rådet har behandlet i de første runder, har været udformet som færdigdesignede konceptprojekter med professionelle, hvor der indgår frivillige og amatører. I flere sammenhænge har der været tale om meget stort anlagte og spektakulære projekter, som en kunstnergruppe, turistchefer eller andre professionelle står bag. Eksempler på begivenhedskulturen, hvor volumen er et kvalitetsparameter. Rådet har i flere tilfælde givet afslag på denne type konceptkultur. Det har været vanskeligt at få øje på, hvor der var fornyelse eller kulturel kvalitet. Derimod lidt for meget oplæg til: Udklædt amatør går i land som Tordenskjold, og med sin hilsen kan han iscenesætte byens borgmester.

Som et kvalitetskrav bør der være tale om, at deltageren har eller kan få indsigt og forståelse i projektets proces. Det er netop i fordybelsen med projektet, der er noget afgørende i totaloplevelsen for deltagerne. Visse af projekterne i denne kategori har også et relativt stærkt præg af kommerciel hensigt. Dermed er det ikke udelukket, at der er tale om kvalitetsprojekter, men det er spørgsmålet, om det er udviklingspuljens opgave at støtte denne type folkelighed.

Udfordringen
Et er at have følelsen og en indforstået fornemmelse af, hvad begreber som kvalitet og folkelig rummer. Det er noget ganske andet at skulle konkretisere de samme begreber i en nøgtern, saglig kvalitetsvurdering i amatørkulturelle æstetiske udtryk. Kulturministeren har med sin bevilling kastet handsken. Med Udviklingspuljen spredes det kulturpolitiske budskab: Amatører, søg udfordringen i det kulturelle demokrati. Tænk nyt og gå i gang med udvikling af udtryks- og samværsformer. Skab kulturel kvalitet i folkelig forstand!