            |
AKKS - Udgivelser - Temahæfter
AKKS TEMA 3-00
Børnekultur
Indhold
- Indhold
- Forord
- Børnekultur
- Børnemagt over egne kulturudtryk
- Børn kan selv
- Kultur set i børnehøjde
- Børn er ikke bare børn
Forord
Kulturamatører og børnekultur
AKKS’s 3. temahæfte handler om børnekultur.
Helge Birck Pedersen, formand for AKKS, indleder med et kort rids af udviklingen på børnekulturens område.
I artiklen ”Børnemagt over egne kulturudtryk” er konsulent i DATS, Dansk Amatør Teater Samvirke, Maria Rosenhjerte skeptisk over for sammensætningen af det nye ”Kulturråd for Børn”. Der er for lang vej fra den kulturpolitiske scene til hverdagens øvelokale.
Der efterlyses en kulturpulje, der kan nås nedefra/udefra.
I arbejdet med teater ved og af børn og unge betones lysten til at afprøve og eksperimentere med amatørteatrets mange muligheder, et frirum at bevæge sig i – et sted, hvor fantasien, eksperimentet og selviscenesættelsen forløses i et nødvendigt fællesskab. Værdien af at arbejde med amatørteater understreges ved ordene socialisering og styrkelse af selvværd.
”Børn kan selv” skriver Michael Balle, formand for FAJABEFA, de rytmiske musikamatører. Det bemærkes, at medlemmerne i Kulturrådet for Børn udelukkende består af professionelle kunstnere og folk fra kulturinstitutioner. Artiklen betoner, at formidlingen har overtaget i børnekulturpolitikken, og det mere end antydes, at børns egne udøvelse glemmes mere og mere.
Skolekoncerterne har en tendens til at lære børnene at sidde stille og holde mund. I stedet burde børnene være musikalsk udøvende og deltagende. ”Børn kan udmærket skabe kultur selv, de får bare ikke lov”.
Ulla Jerg, formand for Danmarks Børne- og Ungdomskor, ser kulturen i børnehøjde og advokerer for, at alle børn får lov og mulighed for at opleve musik på egen krop. ”Alle” skal forstås bogstaveligt.
Forældrenes ansvar og børnenes egen interesse betones, de kulturelle forskelle fra sted til sted påpeges. Der advares mod den stigende kommercialisering med flygtig opmærksomhed og manglende fordybelse til følge. Institutionerne når mange børn ved deres arbejde, men ikke alle. Interesseorganisationerne sikrer, at der er varierede tilbud til børnene og mange frivillige, ulønnede kræfter sørger for at holde hjulene i gang. Der skal også være gratis tilbud, hvilket ofte er tilfældet med deltagelse i børnekor. Det vil sikre, at alle kan være med og – hvis interessen fastholdes – kan få del i korlejre, korstævner, koncerter og rejser.
”Børn er ikke bare børn” skriver Pia Dahl, generalsekretær i Musik og Ungdom. I artiklen gøres der opmærksom på den megen ”støj”, der er overalt i samfundet med betoning af stilhed som en menneskeret. Ud af denne skal musik ”på egne præmisser” gro frem, og de kulturelle rødder skal plejes.
Der slås til lyd for kompetenceudvikling via aktiv musiceren, – alle burde have kvalificeret omgang med sang og musik dagligt. Der ligger imidlertid en bremse i udviklingen, da børn og unge nok vil lave projekter, men ikke indgå i foreninger. Der udtrykkes ønske at kunne afprøve modeller for støtte til børn og unges musik uden de stramme foreningsregler.
Børnekultur
I 1989 vedtog FN ”Konventionen om barnets rettigheder”. Den er nu underskrevet af 191 lande. Konventionen tilkender barnet grundlæggende civile, politiske, økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder.
Af Helge Birck Pedersen, formand for AKKS
Baggrund
Børn kom for alvor på den politiske dagsorden i det 20 århundrede. Først og fremmest den skolepolitiske ”Barnets århundrede”. Men også den kulturpolitiske. Med Kulturministeriets opståen i 1960’erne udvikledes efterhånden programmerne omkring ”Kulturens Børn”.
I 1990’erne accelererede udviklingen, idet den praktisk musiske dimension kom ind i skolen.
Kulturministeriet nedsatte i 1977 en arbejdsgruppe for ”Børn og kultur”. Den peger i sit første debatoplæg på betydningen af kunsten og barnets eget skabende arbejde i ”… en samtid, hvor der var meget få alternativer til tilbudsfilosofien, der var baseret på kultur skabt af voksne for børn”.
En folketingsredegørelse i 1999 om regeringens børnekulturpolitiske indsats fører til iværksættelse af programmet ”Børn og Kultur” med flg. overordnede mål:
- Alle børns kulturelle muligheder skal styrkes
- Alle børn skal have lettere adgang til kulturarven
- Alle børn skal have flere voksenkontakter
- Alle børn skal høres
- Alle børn skal beskyttes
Et ”Kulturråd for Børn” er nu nedsat til at varetage disse opgaver.
Opgaven er vigtig
Dr. phil. Kirsten Drotner skriver Note1: ”Børn er et samfunds kulturelle næringssalt. Børn skaber fremtidens kultur, idet de tilegner sig og omformer nutidens kulturelle udtryksformer. Børn hører til de mest aktive kulturbrugere og kulturskabere. De er nysgerrige, videbegærlige og uhildede i deres tilgang til verden – hvis de får lov.”
Kunstnerne ved det
Af børn skal man som bekendt høre sandheden. Og man er ikke i tvivl om, at der er noget ganske særligt ved at se på verden med et barns øjne. Blandt flere kunstretninger i det 20. århundrede har bl.a. COBRA-kunstnerne Note2 ladet sig inspirere af børns tegninger, da børnekunstværkerne ”… ofte bryder … grænsen mellem barnets fantasi og virkelighed; børnekunsten bliver er spejl, som børnenes oplevelse af virkeligheden viser sig i.” Note3
Pædagogerne ved det
”At skabe og formidle kulturer vil sige at sprænge kedsommeligheder ved at skabe små øer af fascination,” siger den tyske socialpsykolog Thomas Ziehe. Den amerikanske, kritiske pædagog Henry Giroux taler om ”at give de mange stemmer rum og få synliggjort de kulturelt undertrykte gruppers historie”. Endelig taler den norske professor i pædagogik Erling Lars Dale om børnenes behov for at få udvidet tolkningen af deres egen livsverden.Note4
Alle tre ser kulturperspektivet som ramme for børns udvikling.
Vi ved det
I AKKS-organisationerne har vi fire landsdækkende foreninger, der aktivt arbejder med børnekultur med og ved børn og unge på frivilligt, foreningsbaseret grundlag. Som ny organisation har vi i år optaget ”Børn, Kunst og Billeder” som den femte.
Dette temahæftes artikler er skrevet af personer, der gennem årtiers arbejde i og med børnekulturen, har samlet konkrete og direkte erfaringer.
Perspektivet er globalt
I 1989 vedtog FN ”Konventionen om barnets rettigheder”. Den er nu underskrevet af 191 lande. Konventionen tilkender barnet grundlæggende civile, politiske, økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. Artikel 31 handler om fritid og kulturelle interesser: ”Sikringen af børn og unges adgang til kulturlivet i bred forstand sker i et samarbejde mellem Kulturministeriet, amtskommunerne, kommunerne og foreningslivet”.Note5
Målet er lokalt
Perspektivet er givet. Når ”Børn hører til de mest aktive ... kulturskabere” må dette betyde, at børnenes kulturelle egenaktiviteter tilgodeses – også økonomisk Kulturministeriet sætter rammerne. Vi vil gerne byde på indholdet. I en af artiklerne slås der til lyd for en kulturpulje på området. AKKS er parat til at forvalte en sådan. Vi har netværk overalt i landet.
Noter
- Kulturministeriets hæfte “Profilen” om Børn og Kultur 1999
- Kunstnersammenslutning, der blev grundlagt i 1948
- Vis.A.Vis nr. 3. Esbjerg Kunstmuseum 1999
- Lærerprofessionalisme, Unge pædagoger 1993
- Valhalla Temahæfte: FN’s Børnekonvention. 1999 (Tidsskrift i regi af Nordisk Ministerråds styringgruppe for børne- og ungdomskultur)
Børnemagt over egne kulturudtryk
– vejen er lang fra den kulturpolitiske scene til hverdagens øvelokale
I efteråret 1999 vedtog folketinget den første samlede ”Børnekulturpolitiske Redegørelse” – et kulturpolitisk manifest, der både skabte stor glæde og stor bekymring. Hvad er det så, vi kan glæde os over – og hvorfor bruge tid på at bekymre sig?
Af Maria Rosenhjerte, børne- og ungdomsteaterkonsulent i Dansk Amatør Teater Samvirke
Den ”Børnekulturpolitiske Redegørelse” omfatter børnekulturen i sit bredeste perspektiv. Den forsøger at vurdere og programsætte begrebet børnekultur ud fra en helhedsopfattelse, der består af elementer som f.eks. den sociokulturelle synsvinkel (fællesskab og samvær), et historisk og nutidsskabt identitetsbehov (kulturarvens rødder og samtidens mangfoldighed), de fysiske rammer (bedre fysiske forhold i f.eks. skolerne), institutionernes ansvar (biblioteker, museer, fjernsyn m.fl.), opfordring til langt mere tværsektionel tankegang med tilhørende armslængdeprincipper og børns kunstneriske udfoldelsesmuligheder og egenkulturelle aktiviteter.
Grundlæggende kan enhver med interesse for børnekulturområdet kun glæde sig over, at vi nu i Danmark har fået en samlet og tilsyneladende gennemtænkt perspektiveret kulturpolitik for hele børnekulturområdet. Men det er også klart, at de enkelte kulturaktører på børnekulturens forskellige arbejdsområder/interesseområder nødvendigvis må betragte redegørelsen med hver deres kritiske briller.
Børnekulturens forskellige områder er i dag præget af dybt engagerede mennesker, der ser det som deres fornemste opgave at forsøge at sikre en fortsat målrettet kvalitativ udvikling af netop deres særlige potentialer til gavn for børns udvikling af såvel kulturelle kompetencer som proces- og produktorienteret kunnen. Og det er der i og for sig ikke noget at sige til. Vi oplever jo hver især, at netop vort område (måske) er det vigtigste for børnene. Problemerne opstår derfor først, når vi i forventningen om, at nu skal kulturpolitisk helhedstænkning omsættes til bred velfungerende praksis – fra Regeringens, Kulturministeriets og Folketingets side oplever, at der umiddelbart ikke signaleres helhed, men i stedet en værdiladet vægtning af de forskellige kulturområder inden for den samlede redegørelse.
Det sætter gang i bekymringerne.
Det ny Kulturråd for Børn
Første signal på dagsorden var nedsættelsen af det ny ”Kulturråd for Børn”, der pr. 1. januar 2000 afløste det 25 år gamle ”Kulturens Børn”, og hvis hovedopgave det primært bliver at gennemføre programmet i den ”Børnekulturpolitiske Redegørelse”. Der er ingen tvivl om, at sammensætningen af rådets medlemmer skabte uro i en stor kreds af aktører, der repræsenterer børnekulturområdet, som arbejder med og af børn. Sammensætningen af rådet afspejler nærmest rent den tværsektionelle tankegang, de gamle institutioner og armslængdeprincippet. Men hvor er det/de menneske(r) henne, der forsvarligt kan tilføre rådet en for os at se utrolig vigtig viden om netop børnekulturområdet med og af børn, når helhedstanken er det bærende element i redegørelsen?
Forklaringen ligger måske dels implicit i, at der her er tale om en statslig kulturpolitisk redegørelse, som skal føres ud i livet – dels at ambitionerne i redegørelsen er alt for bredt formulerede til nogensinde af kunne rumme et helhedssyn, der magter at tilgodese de enkelte områder inden for hele børnekulturen. En beklagelig men eksisterende svaghed ved valget af en overordnet kulturpolitik. Holdnings- og vidensfundamentet er meget forskellig fra “top til bund”, og vejen lang fra den kulturpolitiske scene til hverdagens øvelokale i f.eks. foreningerne.
Når kompromiset sejrer
Men hvorfor så vælge at gennemføre en statslig kulturpolitik, der primært maler med den brede pensel, nedsætte et kulturråd for børn, der ikke just er præget af mangfoldighed, og give dette råd et økonomisk grundlag på 18 mio. årligt til at realisere rådets egne projekter og initiativer inden for rammerne af den “Børnekulturpolitiske Redegørelse”? Og hvorfor på forhånd fravælge muligheden for, at rådet inden for sit virkefelt kan afsætte en mindre millionpulje af disse 18 mio. kr. årligt til udefra kommende projekter og initiativer, hvor specielt hele børnekulturområdet med og af børn kan få mulighed for at søge projektstøtte til en nødvendighed af frugtbare børnekulturelle initiativer?
Fordi her er tale om en politisk overordnet virkeplan, der for det første har valgt at gøre sig til talsmand for et bedre børneliv set ud fra de meget brede kulturperspektiver (“intet glemt – alle Folketingets partier glade”). For det andet er det politisk nødvendigt at få redegørelsen til at udvise resultater, der kan måles og vejes (redegørelsesinitiativet skal have succes – Folketinget har udvist handlekraft). Og for det tredje skal denne redegørelse være med til at bane vejen ud til amternes og kommunernes pengekasser i sammenhæng med de kulturpolitiske satsningsområder, og her mødes parterne sikkert bedst i en kombination af sociokulturel politik og lovfæstede relationer ( f.eks. musikskoler, museer, biblioteker mv.).
Og gør det så noget? Kan vi ikke godt leve med det? Selvfølgelig kan vi det. Det er utrolig glædeligt at redegørelsen har set dagens lys. Den lægger op til stor gavn og positiv udvikling på en lang række områder. Men det er desværre også utrolig ærgerligt og meget problematisk, at den samtidig fremstår som et kæmpe kompromis og på den baggrund sender en række vigtige børnekulturelle områder ud i en usikker søgen efter et mere konkret fodfæste i både redegørelsen og omformningen af samme til kulturel praksis. Synd for de mange ildsjæle og uendelig trist for de mange værdifulde børnekulturforløb/projekter, der hele tiden lever og opstår rundt omkring i landet og nu ikke længere f.eks. har mulighed for at søge om økonomisk støtte og blåstempling af sine projekter gennem en “børnekulturfond” i ”Kulturråd for Børn”.
Det kunstneriske børnekulturområde
Fremkomsten af redegørelsen giver det store børnekulturområde, der har et fælles afsæt i det kunstneriske kulturudtryk med og af børn og unge, anledning til kritisk at stille sig selv spørgsmålene: Hvad er det, vi kan tilbyde børnene, hvad er det vi er gode til inden for vort område, og hvordan kan vi blive endnu bedre?
For Dansk Amatør Teater Samvirkes Børneteaterudvalg og Ungdomsteaterudvalg er der gennem årene kommet et stadigt stærkere overordnet tema for arbejdet, der måske bedst kan udtrykkes som: Vi skal være med til at skabe de bedste muligheder for, at børn og unge gives pladsen og retten til at skabe deres egne kulturudtryk inden for amatørteatret.
Det adskiller sig i princippet ikke fra den overordnede tone i den “Børnekulturpolitiske Redegørelse”, men det fremstår umiddelbart meget tydeligt, at hvor redegørelsen har sit udspring i en rammetænkning, der så rundt omkring i redegørelsen forsøger at etablere berøringsflader mellem f.eks. skolegangen og fritidslivet, så er indgangen for udviklingen af handleplaner i Børne- og Ungdomsteaterudvalget børns og unges egen lyst til at afprøve og eksperimentere med amatørteatrets mange muligheder.
Børn og unge går i dag generelt fra den ene velovervågede og stramt indholdsbestemte ramme til den næste. Vi glæder os derfor i Dansk Amatør Teater Samvirke over, at mange børn føler og mærker, at amatørteatret giver dem muligheden for at få et frirum at bevæge sig i – et sted hvor fantasien, eksperimentet og selviscenesættelsen kan forløses i et nødvendigt fællesskab, der hele tiden stimulerer barnets og den unges bevidsthed og fortæller at: Jeg er en del af et hele, mine ideer og handlinger er vigtige bidrag til en fælles proces, og min rolle er nok min egen men også mine medspilleres i samspillet og i den sidste ende også publikums, fordi vi er i gang med at nå frem til et fælles produkt – en teaterforestilling.
Med konstant fokus på børns medindflydelse inden for børneteaterområdet lægger vi stort vægt på at medvirke til, gennem bl.a. teaterkurser og DATS Børneteaterlederuddannelse, at uddanne og udvikle mennesker med interesse for børn og teater til på samme tid at få en god og omfattende faglig viden om arbejdet med børn og teater og samtidig overalt i arbejdet med børn og teater at tage afsæt i børnenes tanker, handlinger, historier, drømme, hverdag, erfaringer og udtryk. Alt teaterarbejde med børn handler dybest set om hele tiden at kunne skifte mellem formidlingen af en række nødvendige redskaber og konventioner i forhold til opsætningen af en teaterforestilling og lade børnene skabe deres egen ”ind- og udlevelse” gennem egne ideer, fortolkninger og bud på det teatrale rums mange udtryksmuligheder og historier.
Det er videre helt centralt i alt børneteaterarbejde, at det er børnene selv, der er instrumentet for forløsning, fordybelse og fornøjelse i det univers, der for mange børns vedkommende bevæger sig helt naturligt fra legen og over i en bevidstgørelse af begrebet drama/teater og videre til en lyst, der længes efter en mere målrettet kunstnerisk udtryksform gennem deltagelse i opsætningen af en teaterforestilling. Børneteaterlederen er den, der støtter og styrker udviklingen af barnets/børnenes teaterinteresse og deler ud af sin viden om teater i pagt med barnets/børnenes egne behov, ønsker og udviklingstempi.
Teater bruges i mange børnekulturelle sammenhænge som et redskab til øget indlæring, pædagogisk socialisering og styrkelse af selvværd mv. Amatørteatret tager afsæt i barnets lyst til at spille teater sammen med andre børn med samme interesse.
Alt andet er frynsegoder.
Det er vi gode til
Hele det kunstneriske fritidsområde, der arbejder med kulturudtryk med og af børn og unge har for mig at se en helt særlig styrke, der med afsæt i amatørteatret kan formuleres som: Vi sætter barnet og den unge i centrum for en lystbetonet udvikling, der giver plads til både den fri udfoldelse, afprøvning af kunstneriske interesser og stimulering af naturlige evner (fællesskab, ansvar, talent, samspil mv. – også på tværs af generationerne).
Vi er utrolig gode til at forene processen og produktet, så barnet både oplever hele tiden at være undervejs, tilfredsstillelsen ved at være praktisk udøvende og endelig 100 % medvirkende i fortløbende kulminationer.
Vi er med til at skabe glade børn, der har lyst til at engagere sig, og som får oplevelsen af, at: Jeg er noget særligt sammen med alle de andre “helt særlige” børn. Vi skaber blivende værdier og oplevelser, der er med til at sætte præg på barnets hverdag og virkelighed.
Vi er med til at styrke barnets oplevelse af “børnemagt over egne kulturudtryk”. Og det skaber ressourcer hos barnet, til at gå ind i en livslang dialog med virkeligheden og handle aktivt med sine tanker, følelser, behov og ansvar. For den, der har prøvet at agere levende og lystbetonet lige midt i teatersalens projektørlys, er springet kort til at fortsætte engagementet på livets mange andre “skuepladser”.
Det kan vi blive bedre til
Men der er da heller ingen tvivl om, at vi kan blive bedre til at forvalte alt det, som vi er gode til. Vi kan absolut inden for kulturområdet med og af børn blive bedre til at samarbejde. Der er behov for, at vi står sammen, men desværre er der nogle gange en tendens til, at vi oplever hinanden som konkurrenter, der står og kalder på de samme børn: Vælg os frem for de andre.
Vi har fortsat ikke den bedste kommunikation på tværs af alle sammenhænge i det musiske område. I samme kommune bor f.eks. alle kunstarter fra teater til computeranimation i og under forskellige regier (amatørscene, musikskole, ungdomsskole, billedskole osv.), men se om de får snakket ordentligt sammen og brugt hinanden i spændende tværgående projekter til glæde for børn og unge. Her kan vi håbe på, at den ”Børnekulturpolitiske Redegørelse” kan medvirke til at styrke kommunikationen og den gensidige udveksling gennem etableringen af Musiske Skoler, der er en del af programmet for redegørelsen. Men vi må også være meget opmærksomme på, at de offentlige forvaltninger så ikke tror, at de med etableringen af musiske skoler har gjort deres pligt. Det er fortsat utrolig vigtigt, at der eksisterer en mangfoldighed af gode kunstneriske tilbud inden for kulturudtryk med og af børn uden for den mere etablerede fritidsskoleform, og at disse også kan modtage støtte og søge penge til gode initiativer.
Og frem for alt skal vi være opmærksomme på de unge. De har brug for selv at være initiativtagere og igangsættere og styre og gennemføre egne ideer inden for lige deres interesseområde. Der skal være mulighed for, at de unge kan etablere sig som selvstændige grupper uden først at skulle godkendes af diverse “magthavere” i de forskellige former for etablerede regier. Vi skal hjælpe og støtte de unge og give dem rum til og mulighed for at søge deres egne kulturudtryk og -former. Og vi skal holde op med at hænge os fast i “plejermentaliteten” og være åbne over for en generation af unge, der både kan selv og vil selv. Tiden for de kloge voksne er slut – nu er det vores tur til at lære af de unge.
Ting kan gøres på mange måder
Hver gang noget sker eller skal sættes i gang, står vi over for vi et valg. I den “Børnekulturpolitiske redegørelse” har man valgt et program på baggrund af en lang række kulturpolitiske vægtninger, der har fået Folketingets støtte. Jeg tror, at vi inden for det kunstneriske fritidsområdes mange foreninger, der arbejder med børn og unge, skal vælge fortsat at gøre vort allerbedste for at videreudvikle tingene på både områdets særlige forudsætninger og med græsrodsenergiens ukuelige gåpåmod til glæde for rigtig mange børn og unge.
Vi er altid parat til dialog og erfaringsudveksling og står selvfølgelig også klar til at give en hjælpende hånd, når stat, amter og kommuner skal i gang med at få løftet redegørelsen ud i virkelighedens verden. Vi bor og lever jo lige midt i den folkelige virkelighed og amatørkulturens aktive verden, så vi ved, at alting kan lykkes – også det næsten uladsiggørlige!
Børn kan selv
Foreløbigt står det 1-0 til kulturinstitutionerne og de professionelle kunstnere, der dygtigt har formået at få målrettet de offentlige midler til sig selv. Slaget på kulturfronten ser ud til at være vundet af den passive oplevelse, mens den aktive udøvelse er sendt til tælling.
Af Michael Balle, landsformand i Fajabefa (Landsforeningen for rytmiske amatørmusikere) og formand for det nationale udvalg i Dansk Ungdoms Fællesråd, DUF.
Vi kommer fra et samfund med klaver. Og i alle dele af dette samfund ligger kulturen som en vigtig prioritering gennem de offentlige støtteordninger. Kulturen bliver set som en modvægt til de flygtige massemedier og de kommercielle tilbud, som tilsyneladende truer med at gøre børn og voksne til zapperzombier og rodløse eksistenser.
Derfor er kultur for børn også en vigtig del af skole- og børneinstitutionssystemet. Der er for børn i skolealderen masser af muligheder for at opleve kultur i form af billedkunst, musik, teater, litteratur, og museer. Men spørgsmålet er, om vi bruger kulturmidlerne på den rigtige måde. For i takt med, at der fra institutioner og skoler bliver flere og flere tilbud om oplevelser, lader det til, at børns egen udøvelse glemmes mere og mere.
En god indikator på dette kan man finde i efterdønningerne af Kulturministeriets ellers flotte børnekulturredegørelse, hvor man – i stedet for at tænke i styrkelse af børns egne kulturelle udfoldelsesmuligheder – tænker i institutioners kulturudbud. Og det er nok også årsagen til, at det nye kulturråd for børn udelukkende består af professionelle kunstnere og folk fra kulturinstitutionerne. Men hvor er børnene henne?
Det, der synes at være sket gennem de senere år, er, at det professionelle kulturliv i form af kunstnere og kulturinstitutioner har formået at æde sig mere og mere ind på børnekulturområdet, så formidlingen er kommet i front frem for børnenes egne udfoldelser.
Skolekoncerter
Et godt eksempel på, hvorfor kulturformidling for børn ikke nødvendigvis er et gode, kan man hente i traditionen omkring skolekoncerter. Det er som regel amterne, der planlægger udbuddet af koncerterne, og ser man på programmerne, finder man en række musikpædagogiske indslag, der er målrettet folkeskolen.
Men de optrædende er alt for ofte musikpædagoger, der har skabt sig en karriere ved at målrette deres kunnen til skolerne, og de bliver alt for ofte til pædagoger frem for musikere og formidlere frem for kunstnere. Der er langt mellem reelle kunstneriske indslag i disse programmer. Dertil kommer, at skoler og kommuner af sparehensyn ofte afvikler skolekoncerter for alt for mange børn ad gangen, og med den sparsomme tid, der bruges på musikken i folkeskolens undervisning, risikerer koncerterne at blive til endnu et tilbud af zapper-karakter uden mulighed for fordybelse og læring.
Det afgørende kvalitetskriterium for en skolekoncert bliver på denne måde, at musikerne har været i stand til at holde børnene fangne – at få dem til at sidde musestille og holde bøtte, mens musikken spiller. Som regel er det de underholdende indslag, som er bedst til den slags.
Hvis tanken med skolekoncerter var at skabe modvægt til pop, plat og zap i den kommercielle kultur, må man sige, at de i mange tilfælde har forfejler deres mål.
Det ville være af langt højere værdi, hvis man tænkte børnenes deltagelse ind i forløbet. Børn skal på banen og præge den kultur, de oplever, og de skal først og fremmest have mulighed for at udøve. Man kunne fx. forstille sig, at skolekoncert-karrieremusikerne i højere grad blev inddraget i den daglige musikundervisning og der lærte børnene at være musikalsk udøvende og deltagende frem for passivt lyttende. Der har allerede på museumsområdet været lavet flere spændende forsøg med at lade børn selv arrangere udstillinger. Det kunne man også prøve inden for musikundervisningen.
De får ikke lov
Kultur skal ikke kun være oplevelse. Oplevelse i sig selv er intet værd, hvis man ikke har fået redskaber til at forstå det, man ser, hører eller føler. Og den mest kvalificerede oplevelse er nu engang den, der bygger på egne erfaringer med udøvelse. Har man prøvet at slå på en lilletromme eller spille på en guitar, kan man også høre instrumenterne i musikken, og man vil være mere resonant over for nye og spændende indtryk.
Foreløbigt står det imidlertid 1-0 til kulturinstitutionerne og de professionelle kunstnere. De har i lighed med kulturen på voksenområdet, dygtigt formået at få målrettet de offentlige midler til sig selv. Så slaget på kulturfronten ser ud til at være vundet af den passive oplevelse, mens den aktive udøvelse er sendt til tælling. Det eneste, der er tilbage at håbe på, er, at de foreslåede forsøg med helhedsskolen, vil kunne genopdage børns egne ressourcer og muligheder, frem for at træne dem til passivt kulturforbrug.
Børn kan udmærket skabe kultur selv. De får bare ikke lov.
Kultur set i børnehøjde
Denne artikel burde måske være skrevet af et barn, men er i stedet forfattet af en voksen med mangeårig og mangeartet erfaring med børn i folkeskole og musikskole i håb om at kunne bidrage til forståelse og respekt for børnene.
Af Ulla Jerg, formand for Landsorganisationen Danmarks Børne- og Ungdomskor.
Et kulturlandskab er lige så varieret og spændende at gå på opdagelse i som ethvert andet landskab, både velkendt og fremmedartet med højder og dybder, flade sletter og brusende vande, ødemarker og frodige områder, vegetation af enhver art og levende væsener alle vegne. I det geografiske, fysiske landskab findes en vegetation – kunstig eller naturlig, hvor frøene, de spæde spirer og de større planter er nødvendige for det liv, der begynder med det mindste kim, og som mest af alt har brug for næringsrig og fugtig muld, læ, lys, varme og omsorgsfuld pleje at vokse op i. Nogle arter er mere robuste end andre, nogle er smukkere, ædlere, mere estimerede, men alle er uundværlige, selv ukrudt, som både kan være smukt og nyttigt. Ikke blot planter, men også dyr og mennesker hører til og er helt afhængige af landskabets frugtbarhed og karakter. Livsbetingelsernes forskellighed giver sig udslag i tilsvarende forskelle i levevis. Da et kulturlandskab er analogt med denne beskrivelse, må det være indlysende, at børnene – selv de alleryngste og endnu ufødte – er grundlaget for en kultur, hvorfor de vigtigste kulturbærere er de vordende forældre, hvis kulturelle ansvarsbevidsthed er afgørende for, hvilken kultur børnene vokser op i. Senere påvirkninger er vigtige og nødvendige, men forældreropbakning og forståelse er altafgørende for, hvilke områder barnet får lov til og mulighed for at deltage i. De kulturelle forskelle, som børn vokser op under, er tydelige. De er dels socialt, dels politisk eller religiøst betingede. Forskelle fra egn til egn, fra land til by, fra øst til vest, giver et forskelligt og nuanceret kulturliv, som kræver respekt.
Det er glædeligt at se, hvor stor opmærksomhed der det seneste tiår er blevet omkring musikformidling for spæde og ufødte børn – sandsynligvis affødt af en konference om ”Musik og børn (0 -10 år)” afholdt af Samrådet for Musikundervisning i november 1985 med deltagelse af personer fra det samlede musikliv fra børnehave til konservatorium. Ved den lejlighed blev jeg for alvor klar over, hvor stor afstanden mellem kulturbærerne i de højere luftlag og de tilsvarende på gulvplan er. Vi, der sad i gruppe med nogle af d’herrer, ærgrede os over, at vi ikke havde medbragt fotografier af børn for lettere at kunne forklare, hvad vi talte om. Der var en himmelråbende afstand, en kløft, som i vores gruppedrøftelse ikke kunne forceres. Det virkede derfor som en stor lettelse i forbindelse med afslutningsdebatten, at høre en deltager foreslå, at man kunne fremstille tryksager til jordemødres og lægers konsultationsværelser, benytte dameblade og reklamer for at komme i kontakt med de vordende forældre og brede det nødvendige budskab om musikkens vigtighed ud. Da Samrådet for Musikundervisning har taget emnet op i efterfølgende temadrøftelser og yderligere afholdt endnu en konference med titlen ”Musikkens vilkår i indskolingen” i 1987, må jeg konkludere, at det kan nytte at bringe mennesker af forskellig observans sammen om et emne, der bør være fælles forståelse for, selv om det umiddelbart synes umuligt at opnå en helhjertet accept fra alle sider.
Godt begyndt er imidlertid ikke nok. Men til alt held er bevidsthedsniveauet ført videre i musikskoleregi, hvor man mange steder opretter hold i baby-bongo, musikalsk legestue, musikalsk forskole, forskellige former for begyndende instrumentalundervisning af småbørn og minikor. Men selv om flere og flere benytter sig af disse fremragende tilbud, vil det aldrig kunne blive til gavn for alle børn, og selv om bevidste børnehaver, skoler, fritidshjem og andre institutioner gør deres bedste, vil børnekulturen være afhængig af forældrene i en eller anden grad, fordi det drejer sig om hele barnets udvikling fra spæd til voksen.
Kulturen set i børnehøjde
Kultur er som bekendt en mangehovedet størrelse. Man taler om så forskellige ting som idræt, mad, musik, bolig, færdsel, læsning og sprog. Men hvad er kultur set i børnehøjde? Det er bl.a. enkle og simple leveregler som at lære at passe på sig selv og hinanden, at tage hensyn til hinanden og hjælpe hinanden – færdselsregler, der er fælles for alle mennesker og som har mærkbare konsekvenser, hvis de ikke overholdes. Det hører med til almindelig dannelse (= kultur) at lære, hvordan man begår sig i forskellige situationer f.eks. i samvær med voksne og børn, i kirken, i forretninger, på biblioteket, i teatret og koncertsalen. Ligeledes hører det med til almindelig dannelse at fastholde børnene i valg og rammer og ikke slække på begrebet konsekvens. Mange vil givetvis hævde, at dette er banale selvfølgeligheder, – ja, vel nok, men desværre er det i virkeligheden ofte disse omgangsselvfølgeligheder, der forsømmes i opdragelsen til stor skade for den fælles kultur, vi bør bygge samfundet på.
Det er overmåde vigtigt, at børn beskæftiger sig aktivt med kultur – gerne i mange former. For ligesom det kan være svært at fremtrylle et spændende maleri med få farver på paletten, er det vanskeligt at danne et helt menneske med kun få interesser. Men her kommer det store dilemma: Hvad skal man vælge, hvornår og i hvilken rækkefølge fra det righoldige kultur-ta’-selv-bord, der lokker med fine tilbud for enhver smag og pengepung. Forældre spiller i valget en vigtig rolle og har et stort ansvar, ligesom mange faktorer såsom økonomi, transportmulighed, tidspunkt, forældrenes egne interesser og ønsker gør sig gældende. Valget kan som tidligere antydet være afhængig af familietraditioner, religiøst tilhørsforhold, ambitioner, social status og identitet, men også af bevidstheden om barnets tarv. Når børnene selv træffer valget, er de som regel i skolealderen og derfor påvirkede af omgivelserne, hvor især fællesskabet tæller, og kammeraternes valg er vigtige medspillere, hvor idoler dukker op, reklamer får magt, og hele den kommercielle verden kommer masende ind over deres hverdag med en massiv påvirkning, som i høj grad præger vaner og interesser. Jeg har mødt mange forældre med den holdning, at deres børn skal prøve så meget som muligt, hvilket f.eks. har resulteret i, at de må gå til kor et år, næste år til ridning, så være spejdere osv., uden at noget forpligter. Og uden forpligtelse til at fordybe sig, være aktiv og yde en indsats, får man ikke større lyst til for alvor at beskæftige sig med noget. Det bliver skruen uden ende med rastløse og uengagerede børn uden virkelig lyst til noget for alvor. Og det er ikke blevet lettere af, at børnene ofte får lov at zappe sig gennem mange forskellige ting, uden at de bliver dygtige til noget som helst. Vi kender alle børn med mange aktiviteter. Nogle deltager overfladisk, fordi de skal, mens andre evner at fordybe sig og dygtiggøre sig på flere fronter. Sidstnævnte er som regel de børn, der inden skoletiden har oplevet et fællesskab omkring f.eks. musik og idræt. De er lettere at fastholde i fritidsaktiviteter end børn, der først skal motiveres i løbet af skoletiden, og de har større chancer for at få et rigt liv og en spændende, aktiv tilværelse med gode venner i kulturelle interessefællesskaber.
Interesseorganisationernes fortjeneste
Hvem er det så, der skaber disse udmærkede aktiviteter for børn og fører dem ud i livet? Ud over klubber og fritidshjem er det i høj grad forskellige interesseorganisationers fortjeneste, at der er varierede tilbud også til børn, og mange frivillige, ulønnede kræfter sørger for at holde hjulene i gang, så der eksisterer en rig børnekultur, som dels varetages af professionelle dels af amatører.
Jeg kender mest til musikområdet og vil derfor i det følgende koncentrere mig om det. Som nævnt har musikskolerne i det omfang, det har været muligt at skaffe penge og kvalificerede undervisere, skabt mulighed for at drage børn i alle aldre ind i musikkens forunderlige verden, forunderlig fordi man gennem musikken når ind til alle menneskelige aspekter og udvikler færdigheder af mange slags. I flæng kan nævnes: Koncentration, opmærksomhed, samarbejde, lydhørhed, mod, selvstændighed, social adfærd og mere konkret, motorik, kropsbevidsthed og rytmesans. Kort sagt: Gennem musikudøvelse styrkes mennesket fysisk, psykisk og socialt, og jeg er overhovedet ikke i tvivl om, at man med en times bevidst musikundervisning hver dag ville styrke elevernes almene færdigheder til gavn for al anden undervisning og udvikling, – altså jo mere musik desto bedre mennesker. Desværre er forståelsen for musikundervisning generelt lille og respekten om muligt endnu mindre. Mange mennesker har ikke opdaget den positive udvikling, der de sidste ca. 20 år er sket i skoler og musikskoler, så man opfatter stadig musik som et rekreativt og underholdende fag, hvilket langtfra er intentionerne! Heldigvis er det muligt at få mange især yngre børn til at synge i kor, da det som regel er gratis og foregår på barnets egen skole. Gratisprincippet er ofte afgørende for at få alle børn med, men har den ulempe, at respekten for et gratis tilbud kan være ringe og forpligtelsen svær at hævde. Men de fleste børn er eller bliver meget glade for korarbejdet, hvis de kan fastholdes tilstrækkeligt længe til at få både udfordringer og gode oplevelser som deltagere i korlejre, korstævner, koncerter og koncertrejser. Der er dog en tendens til, at man uafbrudt skal stå parat med attraktive arrangementer for at holde børnene fast i korene, da konkurrencen fra andre fritidsaktiviteter er stor. Imidlertid tæller et godt kammeratskab, og derfor gælder det om, at der kommer flere børn fra samme klasse, eller at en vennekreds er sammen i et kor. Vigtigt er det at skabe gode vaner for børnene, så de af sig selv tager et medansvar og forpligter sig selv til at være aktive. Hvis man er nået så langt, har man skabt grobund for livslang beskæftigelse med musik eller anden aktiv interesse. Landsorganisationen Danmarks Børne- og Ungdomskor har til formål:
- ”at give børn og unge muligheder for at opleve glæden ved korsang og anden fælles musikalsk udfoldelse og dermed bidrage til deres alsidige udvikling” og
- ”at medvirke til højnelse af kvalitetsniveauet sangligt og musikalsk” samt
- ”at give korlederne glæde og inspiration til det daglige arbejde gennem kurser og samvær med kolleger”
Med denne organisation, som er udsprunget af Danske Folkekor, har vi mulighed for at bringe amatørkorsangere i alle aldre og på alle niveauer sammen om det at synge, og med et godt og brugbart valg af repertoire og med dygtige dirigenter er disse mange kor kulturbærende faktorer med flere tusinde aktører. Det er vigtigt og nødvendigt, at professionelle kordirigenter og komponister interesserer sig for amatørmusikken – herunder også børnekorene, som i høj grad har brug for godt og nyt materiale hele tiden. Man giver på så mange andre områder børnene det bedste, så hvorfor ikke her?
Jeg har et stort og utopisk ønske om, at alle børn får lov til og mulighed for at opleve musik på egen krop – eller deltage aktivt i et andet livsbekræftende tilbud f.eks. som idrætsudøvere eller spejdere. Ville det være muligt gennem børnechecken at tilbyde f.eks. én ugentlig fritidsaktivitet pr. barn og reducere beløbet med nogle kroner, således at man så at sige kan vælge aktiviteten uden betaling? Det offentlige kunne på den måde være med til at styrke børns opvækstbetingelser i almindelighed og kulturen i særdeleshed.
Børn er ikke bare børn
DSBs blad “Ud & Se” bragte i marts i år en artikel under navnet “Pop til poderne”, hvoraf det klart fremgår, at børn, fra de er ca. 3, år udgør en relativt ny og i stigende omfang attraktiv målgruppe for pladeindustrien. Der er penge i pop for poder, mange penge.
Af Pia Dahl, generalsekretær i Musik og Ungdom.
Dorte Hygum Sørensen, Politiken, musikkritiker og musikskribent fortæller i artiklen om udviklingen inden for de seneste ca. 10 år. Hun slutter af med flg. kommentar: “Nej, jeg tror ikke, det er skadeligt for børnene. Men som for de voksne mener jeg også, at det er godt for de små at have noget at vælge imellem. Det er så de voksnes ansvar at være opmærksom på det”.
Stilhed – en menneskeret
Børnene kommercialiseres mere og mere. Kulturministeren forsøgte lidt akavet at dæmme op for den udvikling ved at foreslå restriktioner på reklamer omkring børneudsendelser i medierne – men kan man politisk etablere en lille osteklokke midt i det samlede inferno af frie markedskræfter? Er det ikke som at tisse i bukserne for at holde varmen?
Børnene kan se hvad som helst på Internettet, og de børn, der har adgang til eget fjernsyn, kan se hård porno midt om natten, hvis bare de kan holde sig vågne.
Dyrkelsen af det frie valg, hvor mulighederne styres af økonomiske interesser og afladskøb, hvor børn og unge skal tage stilling til og have indflydelse på stort og småt i demokratiske processer – morgen, middag og aften, i skolen, i hjemmet og i fritiden. Hvad betyder alt dette for den opvoksende generation? Er det godt, er det udelukkende godt, er det betænkeligt, er det udelukkende betænkeligt, er der noget godt for børnene at hente i pladeindustrien, eller er det bare støj på kanalen, den opvoksende generations “Kanal 1”?
Hvad betyder det for børnene, at de stort set aldrig oplever stilhedens fryd – musik/muzak kværner lige ind i hovedet på dem om ikke før, så når de bliver afleveret i vuggestuen ... mange steder!
Hvorfor er der i øvrigt ingen – ikke mange – der taler om børnenes ret til stilhed. Mange taler meget om forurening af det, vi indtager gennem munden og næsen, men kun sjældent hører man om bekymringer i forbindelse med det støjkompleks, det nyfødte barn bliver placeret midt i – hvad med børnenes ret til stilhed og ro?
Børns manglende historiske rødder og viden om historien
Der skrives og tales med stor bekymring om børns og unges relativt lille historiske baggrund og viden i denne tid, og man ønsker historieundervisningen styrket i landets skoler. Men uden at hævde, at musikken kan redde hele verden fra undergang, vil jeg dog alligevel mene, at hvis fællessangen var blevet værnet, videreført, respekteret og dyrket i folkeskolen og i seminariernes uddannelser, som en betydningsfuld og højt skattet kulturel grundpille i vores samfund, ja – så havde børn og unge blot ved kendskabet til de gamle folkeviser, og hvad der siden gennem tiderne er skrevet, haft en ikke ubetydelig vidensmængde foruden naturligvis samværsopfattelsens stærke bånd, som enhver, der er vokset op i højskolesammenhæng, ved alt om.
Børnekulturen er de voksnes ansvar – også de voksne beslutningstageres ansvar, og her er det ekstremt nødvendigt, at der ikke tages udgangspunkt i 4-års valgperioder. For beslutninger på kulturområdet har ofte liv eller død for de kulturelle rødder til følge. Beslutninger inden for kultur og måske endda især kultur, der berører børn og unge direkte, burde altid belyses et par ekstra gange for at afdække alle tænkelige konsekvenser for fremtiden – også fremtiden i overmorgen.
Børns læsefærdigheder, matematiske kompetencer
og ... musik
Det er blevet undersøgt og beskrevet og analyseret og draget frem i alverdens debatter om børns skolefag og prioriteringen af samme i folkeskolen, at god og velkvalificeret musikundervisning, de daglige fællessange, beskæftigelse med musik på et seriøst grundlag, influerer ganske betydeligt på børnenes øvrige kompetencer. Neurologen Kjeld Fredens er vel nok den, der herhjemme har gjort den mest synlige indsat for en bevidst forståelse af dette faktum. Men det er som at råbe i ørkenen: Musikfaget i folkeskolen skal styrkes, udbygges. Men det man ser, er færre ugentlige lektioner og seminariestuderende, der ikke engang skal have musik som obligatorisk fag mere – det er den musikpolitiske virkelighed i dag. Uden at påstå, at musik fra livets begyndelse vil kunne redde hele verden fra undergang, så ville både den historiske forståelse, de nationale rødder, åbenheden og forståelse for internationale kulturer, læsefærdighederne og den matematiske logik hos danske børn, unge og senere voksne uden diskussion være bedre, end den er i dag. Det er et faktum, som alle, der beskæftiger sig med musik, kan dokumentere, og som langt, langt de fleste beslutningstagere nok har hørt, men enten ikke har fattet eller ikke har følt.
Med andre ord: Børn – alle børn i dette land – burde have krav på kvalificeret og kvantificeret omgang med musik og sang – dagligt!
Musik på egne præmisser
Anette Faaborg, direktør for Musik Informations Centret (MIC), har allerede for længe siden givet klart udtryk for sin bekymring for den manglende obligatoriske musik i børnenes opvækst. Men hun tager et andet afsæt end den brede kultur. Hun er bekymret, fordi Danmark ikke har råd til at miste alle de børn, der aldrig får chancen og dermed ikke bliver “opdaget”.
Anette Faaborg deler børnene op i kategorier: A-børnene, der kommer fra hjem, hvor forældrene bevidst får børnenes musikopdragelse varetaget. B-børnene som “følger med til musikskolen”, når naboens børn går og C-børnene, som aldrig får en chance. Det er sidstnævnte, Anette Faaborg er bekymret for. Og med rette. For uanset om C-børnene bliver elitemusikere på europæisk niveau eller ej, har de dog krav på at få grundlagt et kulturelt fundament. Og måske har netop C-børnene behov for den selvtillid og selvværdsfølelse, der følger med en velfunderet kulturel bevidsthed og kunnen / viden. Både danske og “fremmede” C-børn.
Men musikken skal ikke argumenteres på andre fags, andre fagområders, andre politiske præmisser end deres egne. Musik gør godt – for børn, unge og gamle, basta! Hvordan godt? Ja, det er netop det, man i århundreder har forsøgt at beskrive. Men hvorfor med vold og magt analysere effektivitetsgraden af et sprog, der er født uden ord – et af de få ordløse sprog, vi kender. Børn og andre mennesker har fra vugge til krukke behov for stilhedens fordybelsesmomenter, flankeret af kvalitetssamvær med bl.a. god musik som en væsentlig ingrediens.
Ved at smide fællesskabet ud med badevandet i selvforagt for vore egne kulturelle rødder, i forherligelsen af amerikanisering og kommercialisme har vi fået en situation, hvor vi “ …lever på overfladen – i det man kunne kalde et stemnings- og følelsessamfund. Derfor er vores demokrati i demagogernes vold, og de opvoksende generationer får mindre at stå imod med, de bliver som sommerfugle, der basker vildt omkring sig. Vist kan vi ikke standse udviklingen, men vi kan gøre alt for, at eleverne er rustet til at forstå de indtryk, de får gennem medierne, bearbejde dem og stille sig kritiske over for dem. Og vi kan udstyre de unge med den nødvendige viden om dansk kultur ......” (Per Stig Møller, Jyllands Posten den 12. marts 2000 i artiklen “Statsminister Auken og statsbankerotten”) . Til det sidste vil jeg tilføje viden og kunnen. For musik er også en praktisk disciplin og en færdighedsdisciplin. Man er nødt til at gøre en aktiv indsats over år for at opnå resultater.
Og børn er naturligvis ikke bare børn, de er lige så forskellige som voksne – mindst. De påvirkes og kan tage stilling til valg og fravalg, efterhånden som deres viden giver dem grundlag for det. Og ingen kan vælge og fravælge kvalificeret i sager, vi ikke har indsigt i, vel?
Musik, foreningsdannelse, demokrati og samvær
Landsorganisationen Musik & Ungdom startede i 1956 som en ny og meget attraktiv koncertarrangør for den nye ungdomsgeneration. I dag er Musik & Ungdom primært en landsorganisation for børn og unge, der selv musicerer. Musik & Ungdom modtager driftstilskud fra Dansk Ungdoms Fællesråd, DUF, og tilskudsgodkendelse er fastlagt efter meget restriktive formalia. Ja, faktisk meget umusikalske formalia. Men de er nok oprindeligt heller ikke fastlagt med musikkens samværsdimensioner for øje.
Vore medlemmer er musikskoleelever og ungdomsorkestre, der kan søge økonomisk støtte hos Musik & Ungdom, hvis de etablerer en lokalforening med vedtægter, årlig generalforsamling, bestyrelse, årsberetning og egen driftsøkonomi.
Men de unge vil meget hellere koncentrere sig om at organisere deres musikaktiviteter. De har mange spændende ideer og projekter, og de har masser af muligheder for at lære at organisere, strukturere og tilegne sig indbyrdes netværk, såvel nationalt som internationalt. Note1
Musik & Ungdom kunne formidle en god klatskilling til ren musik, hvis ikke de formelle og noget gammeldags stive foreningsdannelsesidealer kuldsejlede mange ildsjæle.
Musik & Ungdom mener naturligvis ikke, at økonomidelen skal nedtones i en sådan grad, at der kan blive tale om uforsvarlig omgang med penge, snarere tværtimod. Hvis de unge ildsjæle fik lejlighed til at omsætte deres musikalske projekter med en lokal, institutionel tovholder i ryggen og en ung økonomisk ildsjæl ved rorpinden, så ville de unge talenter og den store bredde i en hel anden grad kunne få glæde af tips- og lottomidlerne uden at samværsdimensionen, netværksdannelsen og organisationsopdragelsen ville gå fløjten.
Ugebladet “Mandag morgen” har skrevet om de unges foreningslede, og mange andre har i de senere år beskrevet, hvorledes de unge i dag ikke “gider at sidde i bestyrelser og foreninger”. Hvorfor? Fordi: Grundtvig, højskolen, fællessangen, folkedansen, forsamlingshuset og glæden er blevet væk i formalia for formalias egen skyld. Fordi nogle tipstilskudsmodtagere i starten af det sidste årti i forrige århundrede snød med nogle medlemsindberetninger.
Børn og unge i dag er ikke overfladiske og fikserede på pop for poder. I hvert fald ikke A- og B-børn. Det er min oplevelse, at børn og unge kan engageres i foreningsdannelse og vedtægter, – men det er de nære ting i deres egen interessesfære, der griber dem til indsats og sejtræk. Det er den musik, der spiller på hjemmebanen, der er drivkraften. Det er herfra ideerne springer, og det er her, afsættet findes til at gøre mere end det. Ideer udspringer: “skulle vi ikke ... kunne vi ikke ... etc.” Og svaret falder tørt og kedeligt: I skal først have styr på jeres lokalforenings formalia, så kan vi tale sammen om jeres projekt. Rent benspænd, set med børns og unges øjne – ikke fordi de er flygtige eller ansvarsløse, men fordi de er engagerede i det nære, nemlig deres musik og de kammerater, de spiller med. Det er her, de vil lægge dage og uger for at opleve det musikalske euforiske samvær. De vil gerne lære at skrive ansøgninger, at lave budget og regnskaber, for de kan godt se sammenhængen. Men vedtægter og generalforsamlinger, nej, hvorfor skal vi det? Kan opdragelse til demokratiske værdier kun finde sted i lokalforeninger? Hvis det er tilfældet, ser vort demokratis fremtid ikke lovende ud. Eller kan vi forestille os, at støtten til den musikalske eufori kan afføde engagerede, ansvarlige, sociale unge og voksne? Vore børn og unge vil gerne gøre en indsats, men den skal være vedkommende og meningsfuld, have sammenhæng og en indre logik.
Børn og unge vil gerne inddrages, vil gerne tage stilling, men det er de voksnes pligt at vurdere, hvornår vi gør dem en tjeneste, og hvornår vi gør dem en bjørnetjeneste, hvornår vi køber aflad, og hvornår vi tilbyder dem viden og indsigt af værdi for deres fremtid.
Musik & Ungdom er en landsorganisation for musikskolernes elever, for ungdomsorkestre og for unge koncertarrangører. Hos Musik & Ungdom er det vores holdning, at midlerne fra tips- og lotto kunne komme mange flere børn og unge til megen mere gavn og glæde, hvis vi ikke sad fast i midten af det 20. århundredes demokratitænkning, men turde springe frem til fremtiden og afprøve modeller for ungdomsstøtte til børns og unges musik, der hvor børnene og de unge er, nemlig midt i musikken. At turde at give slip på resterne af foreningsdannelsestanken for at lade nye muligheder for de samme værdier få plads til at blive prøvet af – det ville klæde en ansvarlig kulturminister.
Noter
1. Musik & Ungdom er en del af verdensorganisationen Jeunesses Musicales International.
|
|
