            |
AKKS - Udgivelser - Temahæfter
AKKS TEMA 1-99
Folkeoplysning
Indhold
- Forord
- Det civile samfund må bygge på det skabende i mennesket
- Kulturpolitik og folkeoplysning er uadskillelig
- Foreningen og folkeoplysningen. Mere end støj
- Amatørkulturen bør tilgodeses
- Regional kultur eller folkeoplysning
Forord
Kulturamatører og folkeoplysning
Amatørernes Kunst og Kultur Samråd, AKKS, præsenterer hermed sit første temahæfte i en forhåbentlig lang serie, der med udgangspunkt i aktuelle emner præsenterer tanker, ideer og synspunkter.
Formålet er at inspirere til debat og udvikling i den del af kulturlivet, som AKKS repræsenterer, de kunstbaserede aktiviteter på amatørplan.
AKKS områdets kerneaktiviteter er forankret i lokale foreninger. Der er AKKS-foreninger overalt, selv i de yderste kroge af landet, hvorfor AKKS pr. definition er en fuldt ud decentraliseret kulturinstitution i Danmark. Organisationens identitet er bestemt af lokale initiativer og aktiviteter.
Derfor er vi i den aktuelle kulturdebat optaget af revisionen af folkeoplysningsloven og af kulturregionaliseringen.
Vi har valgt at give et bud på et overordnet formål og et dannelsesperspektiv for folkeoplysningen og at stille forslag om at opdele loven i tre søjler, hvor de kunstbestemte aktiviteter på amatørplan får en selvstændig placering.
Dette understøttes i dette temahæfte af en beskrivelse af sammenhænge mellem amatører og folkeoplysning samt af de enkelte problemstillinger i den nugældende folkeoplysningslov set fra lokale kulturamatørers side.
Endelig rundes der af med at perspektivere amatørernes rolle og placering set i lyset af den aktuelle debat om regionalisering.
Helge Birck Pedersen, formand
Det civile samfund må bygge på det skabende i mennesket
Forslag til et overordnet formål for folkeoplysningsloven, en perspektivering af et dannelsesbegreb samt en tredeling af lovens hovedområder. Artiklen giver udtryk for AKKS’ officielle holdning til folkeoplysningen.
Af Helge Birck Pedersen,
formand for Amatørernes Kunst og Kultur Samråd, AKKS.
Baggrund
I Danmark spiller folkeoplysningen en speciel rolle ved det faktum, at problemer i samfundsudviklingen oftest bestemmes af befolkningens egne tanker og ideer om ønsker og behov.
Folkeoplysningens dagsorden er som regel sat af fremsynede mennesker, der engagerer sig i tidens problemer og tager konkrete initiativer.
Lovgivningen har efterfølgende legitimeret og styrket indsatsen ved at skabe rammer for initiativerne.
Hvad er folkeoplysning
Der er gjort mange tilløb til at afklare folkeoplysningsbegrebet, men ingen definitioner rummer den endegyldige sandhed om, hvad folkeoplysning er. Folkeoplysningens egen historie belyser bedst, hvad folkeoplysning handler om, og hvem, der er dens aktører.
Folkeoplysningens indhold beror altid på givne omstændigheder af både erkendelsesmæssig, politisk, økonomisk og teknologisk art.
En væsentlig pointe, der ikke har forandret sig gennem tiderne, er, at indholdet ikke er bestemt af statslig eller anden institutionel styring, og at initiativer kan tages af alle.
Til gengæld lykkes folkeoplysningen kun, hvis der frivilligt sluttes op om aktiviteterne fra brede kredse i befolkningen.
Demokratiet
Den demokratiske indflydelse i form af store frihedsgrader i lovgivningen, brugerindflydelse og medbestemmelser kendetegnende for området.
Samfundets interesse
Der er kerneelementer i folkeoplysningen, som skiftende tider ikke forandrer. Det er respekten for, at folk kan og vil selv. Vi lever i et samfund, hvor staten ikke blot tillader, men snarere tilskynder dette.
Det kommer klart til udtryk i lovgivningen, der sikrer rammer med respekt for initiativtagernes egenart og egen forvaltning.
Der er tale om, at frihedsrettigheder sikres via lovbundne tilskud til undervisning, aktiviteter, lokaler m.v. ud fra et lokalt forvaltningsprincip. Dette baseres på frivillighed og samarbejde.
Loven
Disse grundbetingelser samles i bemærkningerne til gældende folkeoplysningslov om det frie initiativ, fri deltagelse, frit emnevalg og lærervalg samt det frie lokalevalg med respekt for områdernes egenart, egenforvaltning og selvbestaltethed.
Videre udvikling
Overalt i folkeoplysningskredse er der enighed om, at disse rammer og betingelser som grundprincipper er optimale for den videre udvikling.
Kritik
Den voldsomme kritik, der fra tid til anden rettes mod folkeoplysningen, skyldes ikke rammerne, men at de mange frihedsgrader af og til fører til aktiviteter, der af dele af befolkningen ikke kan respekteres som værende folkeoplysning, men snarere betragtes som underholdning, hobby, ferieaktiviteter m.v.
Desuden forekommer der indhold i folkeoplysningen, der ikke nyder respekt som værende samfundsgavnlig, og som derfor efter de flestes mening ikke bør nyde offentlig støtte.
Forslag
Med henblik på at undgå dette, har Amatørernes Kunst og Kultur Samråd, AKKS, udarbejdet en skitse til en samlet formålsbestemmelse for folkeoplysningen.
I tilknytning hertil har Samrådet formuleret et dannelsesperspektiv, der måske kan være brugbart i folkeoplysningens videre udvikling.
Endelig foreslår Samrådet en opdeling af loven i tre hovedområder eller søjler, der placerer kulturamatørerne i et selvstændigt kapitel.
Skitse til en samlet formålsbestemmelse for dansk folkeoplysning
Baggrund
Der findes to historisk dokumenterbare kulturtræk, der med rette kan betegnes som grundtræk i den danske befolkning:
- Vi er ”foreningsdannere” – et udtryk for vores trang til at være sammen om noget og til at løse opgaver i fællesskab.
- Vi har en hang til at lære og være virksomme livet igennem.
Aftenskolernes udvikling dokumenterer lysten til at lære. De utallige aktivitetsformer, både de kropskulturelle, de samfundsengagerende og de idémæssige dokumenterer trangen til at være virksomme. Disse grundtræk konstituerer dansk folkeoplysning.
Historien
I Danmark har vi en 150-årig lang erfaring på området.
Som en udløber af oplysningstiden og som bærer af det spirende demokrati i midten af forrige århundrede har folkeoplysningen skabt det demokratiske samfund, der i dag er blevet en livsform.
Videnskaben
Den naturvidenskabelige udvikling har bragt os et velfærdssamfund, som vi end ikke turde drømme om for blot 50 år siden. Den materielle velfærd er sikret. Men samtidig har den tekniske udvikling, inklusive informationsteknologien, skabt usikkerhed og angst for, at der manipuleres med os. Den tekniske udvikling og den store informationsmængde behøver tolkning. Hvad sker der med os, hvad er det for et samfund, vi udvikler?
Opgaven
At belyse dette er en fokeoplysningsopgave. Videnskabsmanden, specialisten, teknikeren er i princippet inhabil, da videnskab og teknologi udvikles af egen indre logik. Hvad der er brug for, er almindelig, sund dømmekraft.
Udviklingsproblematikken er global, oplysningshorisonten er global, men problemerne skal løses, og livet leves lokalt.
At stille spørgsmål til de globale udfordringer og finde svar på lokale livsformer er en folkeoplysningsopgave.
Med dette er folkeoplysningens perspektiv og spændvidde skitseret ved fire modsatrettede forhold: Individets og samfundets udvikling i lokalt og globalt perspektiv.
Folkeoplysningens perspektiv og spændvidde:
Formål
Det overordnede formål for folkeoplysningen kan herefter bestemmes således:
Folkeoplysningen i Danmark har til formål at fremme borgernes muligheder for at bidrage til samfundets videre udvikling set i lokalt og globalt perspektiv.
Dette er ikke en social opgave, men en kulturel opgave.
Det er således folkeoplysningens opgave:
- at opfange borgernes interesser
- at udvikle almene kompetencer*
- at tage vare på samfundets kulturelle velfærd
* Vi er opmærksomme på, at folkeoplysningen i Danmark ikke er og ikke skal være kompetencegivende. Netop herved adskiller den sig fra de mere formaliserede kurser og uddannelser. Brugen af ordet kompetence relaterer til en redefinering af intelligensbegrebet. Den amerikanske psykolog Howard Gardner definerer de forskellige typer intelligens som kompetencer. Den traditionelle danske brug af ordet kompetence knytter sig til aftaler med et givet arbejdsmarked. Da der jo ikke tale om dette i folkeoplysningen, vil vi foreslå, at man indarbejder begrebet ”kompetence”. For at tydeliggøre hensigten foreslår vi, at det kombineres med ordet ”personlig”.
Etik
Hvor folkeoplysningen tidligere har været præget af tilværelsesoplysning, vil hovedvægten fremover ligge på tilværelsestolkning. Heri ligger et etisk perspektiv nemlig evnen til at overskue konsekvensen af både personlige handlinger og samfundsmæssige beslutninger.
Dette bør være kernen i folkeoplysningens selvforståelse.
Som konsekvens heraf må folkeoplysningen definere et dannelsesperspektiv.
Dannelsesperspektiv
Dannelsesperspektivet skal ses i lyset af folkeoplysningens overordnede formål.
Folkeoplysningen må bygge på deltagercentring, dvs. med udgangspunkt i deltagernes forudsætninger.
Al undervisning i folkeoplysningen, alle arbejdsformer og aktiviteter, bør styrke deltagernes iboende muligheder set i forhold til individ kontra samfund.
Spændvidden er bestemt af dimensionen lokal – global, der udgør et spændingsfelt, hvori deltagerne kan udvikle indsigter, erfaringer og oplevelser samt definere, kategorisere og vurdere i dialog med andre.
Målet for denne proces kan beskrives som myndiggørende. Det er i princippet et forsøg på en opfyldelse af Grundtvigs vision om, at alle skal være oplyste og nyttige samfundsborgere.
Indhold og metoder skal kunne indgå i et offentligt diskuterbart vurderingsgrundlag og knytte sig til demokratiske værdier.
Myndiggørelse
Begrebet ”myndiggørelse” rummer tre grundelementer, som den moderne folkeoplysning kan bygge på.
Personlig kompetence
Den personlige kompetence rummer udvikling af evner og færdigheder, som er nødvendige for at kunne varetage borgerens rettigheder og pligter i samfundet. Den myndige person afprøver de samfundsmæssige udfordringer i egen bevidsthed og bidrager aktivt til samfundets videre udvikling, både med et samfundskonstruktivt og et samfundskritisk aspekt.
Social kompetence
Med social kompetence går borgeren aktivt ind i det demokratiske samfund og erkender, hvad der er nødvendigt for at kunne være samfundsdeltager. Borgeren bidrager tillige aktivt til udviklingen af samfundets politiske, kulturelle og økonomiske institutioner.
Æstetisk kompetence
Æstetisk kompetence opstår ved aktiv beskæftigelse med kunstneriske og kunstbetonede udtryksformer.
Der er tale om en æstetisk proces, der rummer mulighed for frigørelse.
Frigørelse fra manipulation og samfundsmæssige tvangsformer ved selv at forholde sig produktivt skabende.
Kompetencerne kan ikke skilles ad, men er indbyggede i hinanden og betinger hinanden.
Deltagerrollen
Deltageren i folkeoplysningen skal tænke og handle ud fra eget standpunkt og derved arbejde med egne muligheder. Ved hjælp af folkeoplysningen skal deltageren blive bekendt med grundlæggende normer i samfundet. Deltageren skal lære at se den samfundsmæssige og kulturelle virkelighed ikke blot som noget objektivt, men som noget, der på én gang former mennesker og samfund, og som samtidig kan formes af mennesker.
Folkeoplyserrollen
Folkeoplysningen bør være katalysator for denne proces. Sker det, vil folkeoplyserens rolle blive formidling, uanset om der er tale om en lærerrolle, en aktivitetsbestemt lederrolle, eller en instruktørrolle i forbindelse med æstetiske processer.
Åbenhed
Folkeoplysningen er defineret ved, at den skal være åben for alle. Dvs. at der skal være plads til alle, rum for alle og tid til alle.
Det stiller store krav til deltagerne. Det fordrer, at demokratiet fungerer i folkeoplysningens hverdag, i folkeoplysningens praksis.
Aktiviteter
Folkeoplysningsaktiviteterne består af følgende 3 elementer:
- læring
- fysiske, idébestemte og samfundsengagerende aktiviteter
- æstetiske udtryksformer
Forslag til tre kapitler i folkeoplysningsloven
AKKS foreslår, at den kommende folkeoplysningslov opdeles i tre søjler: Undervisning, aktivitet og kunstbaserede udtryksformer, der hver især defineres ved indholds- og afgrænsningsbestemmelser m.v.
Til hver søjle bør der desuden – ud fra det overordnede formål – udarbejdes en formålsbestemmelse.
|
Undervisning |
Aktivitet |
Kunstbaserede
udtryksformer |
| Aktører |
Aftenskoler |
Fritidsforeninger |
Kulturamatører |
| Aktiviteter |
Undervisning |
Idræt, idébestemt –
og samfundsengagerende foreningsarbejde |
Æstetiske udtryk |
| Metode |
Tilegnelse |
Stræben |
Skabelse |
| Formidler |
Lærere |
Ledere |
Instruktører |
Konklusion
Problem
Det nye i ovenstående model er en udskillelse i søjle III af kulturamatørerne, der er kommet i klemme imellem undervisning og aktivitet i den nugældende lov.
Med oprettelsen af mindst 5% puljen forsvandt reelt muligheden fra den tidligere fritidslov til at give tilskud til kulturelle arrangementer.
Tilskud skal som oftest hentes i form af underskudsgarantier, og det er ikke unormalt, at kulturamatørerne står sidst i køen, når der skal fordeles tilskud til folkeoplysning.
Kulturamatørerne er meget synlige i den lokale kulturprofil, men for det meste svagt repræsenterede i folkeoplysningsudvalgene.
Muligheder
Ved lovrevisionen i 1990 fik aktiviteterne særskilte rammer med vækst til følge. Det er AKKS’ opfattelse, at et særskilt kapitel i den kommende lov, hvor kulturamatørerne er sikret – både økonomisk og med hensyn til repræsentation i de lokale folkeoplysningsudvalg – vil styrke et område, der i forvejen – både kvalitativt og kvantitativt – arbejder godt, men som ikke er tilstrækkelig tilgodeset i den nuværende lovgivning.
Om det kunstbetonede siger Villy Sørensen flg.:
” …kunsten (er) ikke kun… udtryk for tidens tendenser, men netop en protest mod umenneskelige tendenser i tiden. Naturligvis er større borgerdeltagelse såvel i det politiske liv som i kulturelle aktiviteter noget der bør tilstræbes i et demokrati, selv om det skulle give både de professionelle politikere og de professionelle kunstnere en anden status i samfundet. Målet er ikke at skabe bedre kunst, men at skabe et bedre samfund, men det er ikke modsætninger; det gode samfund må i høj grad bygge på det skabende i mennesket, ikke blot i kunstneren”. (Villy Sørensen:
Demokrati og kunsten,
Gyldendal 1989)
Kulturpolitik og folkeoplysning er uadskillelig
En kulturpolitik, der ikke satser på befolkningens engagement både i form af forståelse, interesse og direkte deltagelse, bliver en elitær kulturpolitik, der i virkeligheden har til formål at udøve magt, smagsdommeri og kontrol.
Af Villy Dall, landsformand for Dansk Amatør Teater Samvirke, DATS.
Amatørerne kom før de professionelle kunstnere, og i alle samfundslag har der siden oldtiden været folk med kunstneriske anlæg og tilbøjeligheder, folk som på én gang blev beundret og afskyet, men som ikke kunne lade være, altså rigtige amatører.
Men i moderne forstand mener jeg at kunne fastslå, at hvor f.eks. den verdslige amatørkorbevægelse af i dag har sine rødder i skandinavismen i midten af 1800-tallet, så voksede den danske amatørteaterbevægelse først efter Anden Verdenskrig med en fornyet tro på folkets ret og muligheder frem som en - ganske vist sen - sildefødning af de folkelige bevægelser, der opstod i Danmark efter 1864. Man kan også sige, at folkeligt set har amatørkorene af i dag deres rødder i byernes borgerskab og arbejderstand, mens amatørteatret af i dag har sine rødder på landet.
Det var dog i det frugtbare møde mellem på den ene side jysk folkelighed, når den er mest åben for politiske muligheder og mest humanitær i sin indstilling til mennesket, og på den anden side både en international kunstforståelse og en kulturel internationalisme, at Dansk Amatør Teater Samvirke blev skabt. Derigennem fik samvirket - på én gang bevægelse og organisation - det spændingsfelt, som gav dynamikken til udvikling, og derfor har DATS siden 1970 været den eneste centrale repræsentation for dansk amatørteater.
Sådan ser udviklingshistorien ud for mig, når jeg ser helt bort fra personer og tilfældigheder, hvilket man naturligvis ikke kan. Men opgaven her er ikke at skrive eller beskrive DATS’s historie - selv om vi 14. november 1998 fejrede samvirkets 50 års jubilæum.
I DATS’s vedtægter står, at arbejdet skal udføres “i nøje tilknytning til det bestående foreningsliv, det folkeoplysende arbejde, amatørscener og teatergrupper, skoler og undervisningscentre af enhver art, institutioner, fritidsklubber, biblioteker m.v.”, og det er da også alle disse steder, at vi i dag finder amatørteateraktiviteter. Fra starten blev der lagt vægt på, at DATS ikke skulle skabe en ny organisation fra top til bund, men derimod skulle formålet være at højne amatørteaterarbejdet i de sammenhænge, hvor det i forvejen fandtes.
Spændingsfeltet
“Kunstnerisk forsvarlig tilrettelagt og positivt i sit folkelige sigte kan amatørteatret som folkeopdragende faktor få samme betydning for hele vort folkelige liv som skytte- og gymnastikbevægelsen og oprettelsen af de grundtvigske ungdoms- og foredragsforeninger har fået det efter 1864. Denne erkendelse er i glædelig vækst i vidt forskellige kredse herhjemme, hvor man mere og mere indser, at amatørteatrets muligheder for at kalde på de skabende kræfter i befolkningen, udvikle den enkeltes personlighed og formidle kontakten med mennesker, man ellers kun vanskelig får i tale, gør det til et yderst værdifuldt supplement til de nævnte prøvede arbejdsformer,” hed det bl.a. i en erklæring fra det stiftende møde i Kolding 14. november 1948.
Men i en lige så kendt programerklæring, nemlig DATS-inspiratoren Just Thornings artikel om amatørteater i DATS’s orienteringsbrev fra oktober 1949, hed det: “Forskellige forhold trængte gradvis befolkningen bort fra scenen, og folkets funktion blev tilskuernes mere end deltagernes. Den kunstart, der ifølge sin natur er mest demokratisk, blev i sin eksistens afhængig af magthavere og myndigheder. Teatret monopoliseredes af forretningsmæssige metoder, indtil den eneste mellem teater og publikum til sidst kun var billethullet. Folkets oprindelige og umiddelbare deltagelse i den dramatiske udøvelse snak ned til at blive et afbleget billede af den gamle frodighed - blev til det, der benævnes “dilettant”. Men da brød i begyndelsen af vort århundrede rundt i landene folkets trang til aktiv deltagelse i dramatisk kunst atter frem til overfladen og udviklede sig - især med udangspunkt i England og USA - gennem amatørteatret... til en af vor tids største og interessanteste kulturbevægelser... Når jeg for adskillige år siden så skarpt drog skillelinjen mellem amatørteater og dilettant, skyldes det ikke undervurdering af de kræfter, der kommer til udtryk under sidstnævnte betegnelse. Det var tværtimod det første målbevidste forsøg på også i Danmark at lede denne folkelige dramatiske aktivitet ind på den plads i det folkekulturelle arbejde, hvor den hører hjemme. Thi dilettant er den kostbare dramatiske aktivitet i misrøgtet form - rettelig udnyttet og vejledet kan den som amatørteater i lighed med i andre lande blive en af de værdifuldeste skabende faktorer i vort folkelige liv.”
Amatørteaterbevægelsen i Danmark er altså skabt i et spændingsfelt mellem den folkelige rod (befolkningens egen deltagelse i de kunstneriske aktiviteter), teatret som kunstart og et internationalt kultursyn. Og derudaf groede med tiden det, vi i dag kender som DATS’s kulturpolitiske målsætning. Den vil jeg tillade mig at citere i fuld længde:
Dansk Amatør Teater Samvirke vil:
- medvirke til at beskytte ytringsfriheden og skabe reelle forudsætninger for, at denne frihed kan udnyttes,
- give mennesket tillid til værdien af de oplevelser og erfaringer, som det får i de sociale sammenhænge, hvori det indgår,
- give mennesket mulighed for egen skabende aktivitet og fremme kontakten mellem mennesker,
- modvirke de negative virkninger af kommercialisme og konkurrence på det kulturelle område,
- modvirke aktiviteter og holdninger, som nedvurderer og undertrykker mennesker,
- muliggøre kunstnerisk og kulturel fornyelse,
- fremme udveksling af erfaringer og ideer over landegrænserne.”
Folkeoplysning og kulturpolitik
Så set fra min formandsstol er folkeoplysning og kulturpolitik uadskillelige sider af samme sag. Det kulminerede da også i den danske kulturpolitiske udvikling, da det i 1989 lykkedes daværende kulturminister Ole Vig Jensen (R) - der i sin kulturministertid også havde folkeoplysningen under sig - at få oprettet Kulturfonden.
Med støtten til de udøvende professionelle kunstnere gennem oprettelsen af Statens Kunstfond over formidlingen af kunsten til hele befolkningen gennem billetordninger og fritidslov var politikerne nu nået frem til at se på folkets egen deltagelse i de kunstneriske aktiviteter, og det nød i vor sammenhæng især de mange egnsspil godt af, idet mange scener nu for første gang fik mulighed for at betale uddannede instruktører en tarifmæssig aflønning. Men med lovændringen i 1998 blev Kulturfonden omdannet til Kulturministeriets Udviklingsfond, der har helt andre satsningsområder.
Naturligvis er amatørteatret som alt andet foreningsliv i disse år under pres fra den kommercielle kulturs underholdning og individualisering og afstandtagen fra forpligtende fællesskaber.
Men når statsmagten gør sig til et redskab for den udvikling, må det være relevant at spørge, hvad der egentlig bliver tilbage for staten. Vi oplever i disse år politiske forsøg - især nok fra Finansministeriets side - på gennem budgetmæssig kontrol og såkaldt kvalitetsevaluering at begrænse ytringsfriheden, valgfriheden, selvforvaltningen og flerstemmigheden inden for alt det, statsministeren har valgt at fordele ressortmæssigt mellem Kulturministeriet og Undervisningsministeriet. Men hvis ikke staten skal fremme kulturel fællesskabsfølelse gennem støtte til både dannelse og uddannelse, forsvinder jo selve berettigelsen for staten = fællesskabet.
Dette være sagt uden nogen som helst form for nationalromantik, ihukommende vort internationale kultursyn, der giver plads til alle former for kulturer - også kulturer, der ikke har fået noget politisk hjemland. Men netop som et udtryk for behovet for ytringsfrihed og demokratisk åbenhed.
Teatret kan kun fungere som kunstform, når det står frit, og fungerer kun som agitatorisk udtryk, når det reagerer imod noget, ikke hvis det forsøges brugt som agitation for noget. Teatrets brændsel er - har en eller flere sagt - sex og sult. Det kan ikke bruges som agitatorisk redskab for en bestemt -isme, der forsøger at sætte sig på magten eller berettige sin magt. Men det kan bruges mod enhver form for magtmisbrug.
En kulturpolitik, der ikke satser på befolkningens engagement både i form af forståelse, interesse og direkte deltagelse, bliver en elitær kulturpolitik, der i virkeligheden har til formål at udøve magt, smagsdommeri og kontrol. Derfor er kulturpolitikken i vor forståelse uadskillelig fra folkeoplysningen.
Foreningen og folkeoplysningen
Mere end støj
Der er i dag kun få kommuner, der skelner imellem musikeren, der tager guitaren med i øvelokalet for at spille i nogle timer med sit band, og badmintonspilleren, der tager ketcheren med ned i hallen for at spille nogle timer med sit hold.
Artiklen giver udtryk for Fajabefas holdning til folkeoplysningen.
Michael Balle, kasserer i foreningen for rytmiske amatører, Fajabefa.
Undersøgelser viser, at musik næst efter sport er den største fritidsinteresse for unge mellem 16 og 29 år. Over 25% af alle unge i den alder er aktivt udøvende musikere eller sangere.
Et flertal af disse unge er rytmiske musikere, og det er faktisk overraskende, at så mange dyrker den rytmiske amatørmusik, for det er en dyr fritidsinteresse.
Ikke alene må den enkelte musiker bruge mange penge på instrumenter og andet udstyr, men ofte også betale en høj pris for at få et sted at øve, hvor man ikke generer naboerne. Den helt nødvendige lydisolering er ofte så dyr, at de unge musikere umuligt selv kan bekoste den. Typisk koster det mellem 20.000 og 40.000 kr. at lydisolere og akustikregulere et øvelokale.
Egnede lokaler
Folkeoplysningsloven giver imidlertid mulighed for at få egnede lokaler stillet til rådighed. Også for den rytmiske musik. Og i mange kommuner er det rent faktisk lykkedes at få lokaler eller lokaletilskud, så de rytmiske amatørmusikere har et sted at spille deres musik.
I den forbindelse er 5%-puljen en livsnødvendighed, der mange steder sammen med midler fra Lokale- og Anlægsfonden, har stået bag oprettelsen af gode og brugbare øvelokaler.
Det duer nemlig ikke at rydde borde og stole væk i tilfældige klasselokaler efter skoletid og så benytte dem som øvelokaler, indtil pedellen går hjem klokken fem. For den rytmiske musik er det afgørende, at lokalerne er egnede, og at musikere kan sige fra, hvis klasselokalet ikke duer. Det burde det frie lokalevalg og egnethedsbestemmelsen i den nuværende lov også sikre.
I 1998 gennemført Fajabefa en undersøgelse af forholdene for de rytmiske musikere i alle landets kommuner. Vi kontaktede forvaltningerne med spørgsmål om den rytmiske musik i deres kommune.
Resultatet var skræmmende. Ud af landets 275 kommuner svarede halvdelen, at de ikke havde faciliteter for rytmiske amatørmusikere. En enkelt kommune svarede sågar, at den aldrig havde haft nogle rytmiske amatørmusikere og aldrig forventede at få nogle.
Undersøgelsen satte fokus på et væsentligt problem i den kommunale forvaltning af folkeoplysningsloven. Nye og udgiftstunge aktiviteter forsøges alt for ofte holdt hen med snak med det resultat, at de unge musikere mister modet og opgiver drømmen om at få deres egne lokaler.
Tag drømmen alvorligt
De fleste unge, rytmiske musikere, som Fajabefa til dagligt kommer i kontakt med igennem vores landsdækkende net på p.t. 85 lokalforeninger, har én ting til fælles:
De er drevet frem af drømmen om at blive til noget en dag. Derved ligner den typiske Fajabefa lokalforening nok mere idrætten end spejderne. Man kan ikke blive professionel spejder, men en drøm om at blive professionel musiker eller idrætsudøver er trods alt realiserbar.
Men i Fajabefa tager vi drømme alvorligt, selvom vi udmærket ved, at det kun er ganske få, der kommer til at gøre karriere inden for musikken (og idrætten for den sags skyld).
Vi forsøger efter bedste evne at støtte musikere i at afprøve sig selv og udvikle deres musik, indtil de selv finder ud af, om drømmen kan bære eller briste.
For der er mange gode ting i at leve illusioner ud. Der er kunstnerisk og kreativ udvikling, der er fællesskab, der er målsætninger, kompromiser, der er et alternativ til kedsomhed og lediggang, der er personlig udvikling og oplevelser.
Ting der tilsammen kendetegner den unge rytmiske amatørmusiks bud på begrebet folkeoplysning.
Foreningen
Det er i den forbindelse uhyre vigtigt, at man holder fast i foreningsbegrebet og ikke blot giver de unge musikere det hele i form af kommunalt styrede faciliteter.
Kommunalt styrede faciliteter kan være nok så gode, men man taber utroligt meget ved at gøre de unge til passive facilitetsforbrugere. De unge skal have ansvar for deres egen fritid og lære at indgå i forpligtende fællesskaber. Og foreningen tvinger selv de mest selvcentrerede karrieredrømmere til at tage stilling og ansvar i et fællesskab med andre unge.
Foreningsarbejdet er efter i vores mening et af de vigtigste redskaber i opdragelsen til at være en demokratisk, engageret og selvstændig samfundsborger.
De unge og bureaukratiet
Langt de fleste af Fajabefas lokalforeninger er i dag kendetegnet ved at være styret og oprettet af lokale unge. Det giver os den fordel, at vi ikke går i stå og bare gør tingene ”som vi altid har gjort”.
Men samtidigt giver det også væsentlige ulemper. For de unge og uprøvede bestyrelsesfolk er sjældent klar til at tackle det kommunale system. Så alt for ofte har vi set deres ønsker afvist af forvaltningsfolk med formuleringer, der ligger fjernt fra folkeoplysningslovens bogstav.
Det er nok en af de vigtigste grunde til, at over halvdelen af landets kommuner ikke har nogle øvelokaleforeninger i dag. De unge er simpelthen ikke ligeså dygtige som voksne spejderledere eller idrætsfolk til at finde ud af det kommunale bureaukrati.
Et andet stort problem er, at mange kommuner har en evne til at trække sager om facilitetsudgifter i langdrag, så de unge simpelthen er flyttet væk, for fx at tage en uddannelse i de store byer, når lokalerne langt om længe står færdige. Og det er ikke kun de kommunale forvaltningers skyld.
Folkeoplysningsudvalg
Alt for ofte har vores foreningskonsulent oplevet, at det er et genstridigt folkeoplysningsudvalg, der står bag forhalingen.
Det er som regel også de stærke og gamle organisationer, der sidder i udvalgene. I langt de fleste kommuner er det spejdere og idrætsfolk, der skal tale amtørmusikernes sag.
Og det mærkværdige sammenrend af aftenskolefolk og foreningsfolk, som loven i dag foreskriver, gør det sjældent bedre.
Vi mener, at det er utroligt vigtigt at få gjort op med den tankegang, at der findes en abstrakt definition af folkeoplysning, der skulle gøre, at aftenskoleundervisning og foreningsarbejde skulle have en hel masse tilfælles.
Kommunerne bestemmer det hele
Udspillet fra Kommunernes Landsforening i forhold til den kommende lovrevision lægger op til en afskaffelse af det frie lokalevalg og en fjernelse af lokaletilskudsbestemmelserne. Dette udspil støttes blandt andet af DGI.
I praksis vil det give kommunerne total frihed til at gøre, hvad de vil. For sports- og idrætsområdet vil det nok ikke betyde det store. I langt de fleste kommuner er idrætsfaciliteter i form af fodboldbaner, svømmehaller, gymnastiksale m.v. nemlig allerede bygget.
Men for musikområdet ser det værre ud. Mange af de øvelokaler, der trods alt eksisterer i dag, er nemlig udelukkende oprettet efter års tovtrækkeri med modvillige kommuner.
Københavns kommune
Oven i købet har vi sidste efterår set Københavns kommune forsøge at skære støtten bort fra nogle af landets største og ældste øvelokaleforeninger. Kommunen påstod, at øvelokaleforeningerne ikke var folkeoplysende og mente, at de enkelte orkestre skulle søge individuelt som kredse.
Med kredsbegrebets krav om minimum fem personer ville det give uovervindelige problemer for alle trioer og kvartetter, men det var kommunen blind for.
Bl.a. fik den 15 år gamle forening ”Sort og Hvidt” på Nørrebro uden varsel fjernet sit tilskud, og ca. 150 musikere stod klar til at blive sat på gaden.
Tidligere har der også været problemer med Københavns kommune, hvor Fajabefa indbragte en sag om urimelige beskæringer i lokaletilskuddene og en ulovlig kredsdefinition til Tilsynsrådet. Efter fem år kom der svar på sagen.
Disse sager har også deres sidestykke i andre kommuner, og det er vores indtryk, at mange mindre kommuner nøje følger de københavnske nedskæringsstrategier.
Det er en væsentlig årsag til, at Fajabefa går ind for oprettelsen af en central ankeinstans, som kan underkende folkeoplysningsudvalgenes dispositioner og træffe principielle afgørelser i forhold til fx afgræsningssager.
Musik eller badminton
Selvom der er mange problemer for den rytmiske amtørmusik, må man også sige at de senere år har budt på mange sejre. Lokalt og på landsplan. Det er gået op de fleste kommunalpolitikere, at det er en ligeså god og givtig fritidsbeskæftigelse at spille rytmisk musik, som det er at spille badminton.
Der er i dag kun få kommuner, der skelner imellem musikeren, der tager guitaren med i øvelokalet for at spille i nogle timer med sit band, og badmintonspilleren, der tager ketcheren med ned i hallen for at spille nogle timer med sit hold.
Musik er en god og udviklende fritidsinteresse, som igennem foreningsarbejdet medvirker til at skabe engagerede og ansvarlige individer. Det må ikke ofres, fordi stærke kræfter i kommunerne hellere vil bruge folkeoplysningsmidlerne anderledes.
Det er for os at se ikke et spørgsmål om ældreboliger eller øvelokaler, men et spørgsmål om man ønsker at bevare det danske demokrati og alsidigheden i vores kultur. Derfor er det afgørende for os, at der ikke sker forringelser af det nuværende lovgrundlag.
Tværtimod mener vi, at det på en række punkter bør strammes op, så der ikke på ny kan gøres forskel på musikeren og sportsudøveren.
Regional kultur og folkeoplysning
Kulturminister Jytte Hilden igangsatte i 1995 regionale kulturforsøg, der indebar, at staten uddelegerede økonomi, ansvar og kompetence på kulturområdet til 9 udvalgte regioner. Kulturamatørerne er ikke blevet begunstiget i disse forsøg. Hvor i lovgivningen hører de lokale kulturamatører egentlig hjemme?
Af Bente Schindel Samsing, formand for Dansk Amatørmusik Union, DAMU.
Formålet med de regionale kulturforsøg er at styrke det lokale selvstyre og at afprøve en ny arbejdsdeling mellem stat, amt og kommune. Forsøgene afsluttes ved årtusindskiftet, men allerede i marts 1999 forelå den endelige evaluering – udarbejdet for Kulturministeriet af konsulentfirmaet Nellemann Konsulenterne.
Evalueringen viser, at 5 ud af ni regioner (København, Frederiksberg, Århus, Odense og 4-by forsøget Fredericia, Horsens, Kolding og Vejle) udelukkende har valgt at inddrage den professionelle kunst, kulturformidlingen samt aktiviteter for børn i forsøgene
Dette valg virker naturligt i forhold til lovgivningen med tanken på, at midlerne til den lokale amatørkultur ikke kommer fra staten, men allerede ligger lokalt i folkeoplysningslovens regi eller i andre kommunale og/eller amtskommunale puljer.
Imidlertid viser en undersøgelse, foretaget af Amatørernes Kunst og Kultur Samråd (AKKS), at den professionelle satsning i de fem regioner ikke holder stik. Regionerne har nemlig etableret åbne projektpuljer eller udvidet allerede eksisterende puljer, som alle kan søges af amatører. Desuden har de givet støtte til en del rytmiske spillesteder, som amatørerne ligeledes kan benytte. Dette fremgår ikke af Nellemann-evalueringen
De 4 øvrige forsøgsregioner, dvs. Salling-Fjends, Sønderborg amt, Vestsjællands amt og Storstrøms amt, har i deres planlægning valgt i varieret grad at indrage områder fra folkeoplysningen og amatørkulturen. Regionerne har mange landkommuner og er uden større byer i nærområdet, og de har derfor tradition for, at amatørkulturen på musik- og teaterområdet – ud over at være fritidsinteresse for en gruppe mennesker – også dækker en stor del af borgernes behov for teater- og musikoplevelser. I disse regioner er der som regel ikke konkurrence fra et stort antal udbydere af professionel teater og musik.
I ingen af de ni regioners overordnede målsætning er kulturamatørerne direkte nævnt som satsningsområde. Eneste undtagelse er måske Salling-Fjends, i hvis målsætning der som første punkt står: ”Etablering af en fælles kultur- og fritidsplan for de fem kommuner”.
Regionerne og amatørerne
Amatørernes andel i de regionale kulturforsøg
Seks ud af ni regioner har i forbindelse med forsøgene oprettet eller udvidet allerede eksisterende puljer, som er tilgængelige for amatørerne. De øvrige tre regioner har bibeholdt de puljer, de havde før forsøgene.
I Vestsjællands amt, er der oprettet decentrale, rytmiske spillesteder. Der har været afholdt en komponistkonkurrence, hvor de udøvende orkestre var amatører, og der er givet tilskud til kunstnerisk arbejdende amatørteatre, til amatørteaterkurser samt til en landsfestival for Dansk Amatør Teater Samvirke.
I Storstrøms amt er der oprette amtsbigband og ungdomsstrygeorkester, ligesom der er etableret faciliteter til amatører i Storstrøms Dramapædagogiske Center.
I Salling-Fjends har man som overordnet mål haft at styrke den kulturelle identitet ved etablering af en fælles kultur- og fritidsplan for de fem kommuner. Man kunne derfor forvente, at der var igangsat en del tiltag for kulturamatørerne. Det er dog kun blevet til etablering af en 5%-pulje på 80.000 kr. årligt, der giver støtte til nyskabende aktiviteter inden for kultur og fritid. Midlerne til puljen kommer fra de enkelte kommuners 5% pulje, dvs. folkeoplysningsmidler.
Der kan imidlertid sættes et stort spørgsmålstegn ved inddragelsen af folkeoplysningsområdet i regionens forsøg. I regionens kultur- og fritidsplan for perioden er der en tendens til at ville styre mål, indhold, og emne, hvilket er helt i strid med folkeoplysningens intentioner. Heller ikke oprettelsen af fagråd – en konstruktion, der også findes i andre forsøgsregioner – hører hjemme i amatørkulturen, som jo ikke er underlagt armslængdeprincippet.
Øvrige tiltag i forhold til amatørkulturen i Salling-Fjends er etableringen og dermed brugen af et lyd- og musikstudie og brugen af ”det pludselige øvelokale” , et rytmisk, mobilt øvelokale, udlejet til regionen af staten.
Sønderjyllands amt har i kulturforsøgene som overordnet tema ikke uventet haft det grænseoverskridende samarbejde både inden for den professionelle kunst og kultur og inden for amatørkulturen og fritids- og folkeoplysningsområdet. Om sidstnævnte område har deltaget i det grænseoverskridende samarbejde er svært at læse ud af Nellemann-rapporten.
Amtet har derudover oprettet en kulturpulje, hvor en stor del af midlerne er blevet brugt af kulturamatørerne – ofte i samarbejde med professionelle kunstnere.
Etableringen af fire decentrale spillesteder i amtet har betydet øget øvekapacitet for de rytmiske amatører.
Amatørernes egen mening
Hvad mener amatørerne selv om de regionale kulturforsøg? Er de bevidste om de puljer, der er oprettet i forbindelse med forsøgene, og som kan søges på lige fod med de professionelle kunstnere?
AKKS undersøgelsen viser, at amatørgrupper i København, Århus og Odense ikke har fået nogen melding om, at der i forbindelse med de regionale kulturforsøg er oprettet en ny pulje, eller at den eksisterende pulje er udvidet.
Ved et stormøde i København om de regionale kulturforsøg gjorde forvaltningen tværtimod opmærksom på, at regionens Kulturelle Udviklingspulje var forbeholdt de professionelle kunstnere, selvom det senere har vist sig, at også kulturamatørerne kunne søge og få midler herfra.
I Odense klager amatørerne over, at midlerne fra den allerede eksisterede pulje i forsøgsperioden er blevet brugt til tværgående projekter. Det betyder, at amatørerne i perioden ikke i samme grad som før har fået gavn af puljen, da det er svært for et amatørorkester eller en amatørteatergruppe, der udelukkende er baseret på frivillig arbejdskraft, at få tid til at planlægge tiltag ud over de normale aktiviteter.
Det ser altså ikke ud til, at de regionale kulturforsøg har begunstiget kulturamatørerne, selv om det ikke kan påvises, at der evt. ligger yderligere tiltag gemt i puljerne. Dog er det glædeligt at konstatere, at det har ”dryppet” på de rytmiske amatører med oprettelsen af rytmiske spillesteder i næsten alle regioner.
Amatørerne og folkeoplysningen
Kulturamatørerne i og uden for forsøgsområderne må altså hente deres midler andetsteds, f.eks. i folkeoplysningen. Men gør de så det?
AKKS har i sin undersøgelse blandt nogle grupper både i og uden for de regionale kulturforsøg spurgt, hvor de pågældende henter deres støttekroner fra.
Af sytten (17) adspurgte grupper inden for amatørteater, -musik og -kor har seks har svaret, at de får midler under folkeoplysningsloven, mens over halvdelen (11) har svaret, at de ikke søger støtte herfra. Ingen af de adspurgte teatergrupper får støtte under folkeoplysningsloven.
Otte (8) grupper får støtte fra kulturpuljer i kommune eller amt. Disse midler gives enten som underskudsgaranti, som direkte støtte eller i form af gratis lokale (teatrene).
To grupper får både folkeoplysningsmidler og anden kommunal/amtskommunal støtte. To orkestre og en teatergruppe klarer sig helt uden offentlig støtte, dels ved kontingentindbetalinger dels ved indtægter fra koncerter og forestillinger. Der er for orkestrenes vedkommende tale om ungdomsorkestre, hvor mange af medlemmerne er på vej til en professionel karriere og derfor gerne spiller mange koncerter ofte med gode entréindtægter.
Det har ikke været muligt at få oplyst, hvorfor kulturamatørerne ikke i højere grad bruger adgangen til folkeoplysningsmidlerne. En af årsagerne kan være, at mange kommuner har haft en tradition for at give teatre, kor, orkestre og bands midler over kulturbudgettet, fordi de ser kulturamatørerne som en del af kunst- og kulturområdet og ikke som en del af fritids- og folkeoplysningsområdet. En anden årsag kan være, at den nuværende folkeoplysningslov ikke imødekommer kulturamatørernes specielle behov.
Men de frie kulturmidler i kommunerne er ofte af usikker karakter. Derfor er det vigtigt at sikre alle kulturamatører i den nye folkeoplysningslov. Det kan gøres ved at indføje et særskilt kapitel, der tager højde for deres egenart.
Endelig bør amter og kommuner bibeholde deres kulturpuljer for at fastholde de dygtigste kulturamatører som bærere af det lokale teater- og musikliv.
|
|
