            |
AKKS - Udgivelser - Pressemeddelelser
Udviklingspuljen til amatørkultur og folkelige kulturaktiviteter
Uddelinger pr. november 2005
Restbeløbet fra Kulturministeriets Udviklingspulje til amatørkultur og folkelige kulturaktiviteter er nu uddelt. 21 projekter fik således et meget eftertragtet tilskud efter benhård konkurrence. For puljen var søgt for et samlet beløb på ikke mindre end 7,5 mio. kr., men der var kun 661.898 kr. til uddeling.
I begyndelsen af november fik 21 folkelige kulturprojekter fra hele landet besked om, at de var de heldige modtagere af et tilskud fra uddelingen af restbeløbet på 661.898 kr. fra Kulturministeriets Udviklingspulje til amatørkultur og folkelige kulturaktiviteter. De 21 projekter afspejler i høj grad den kreativitet, mangfoldighed og dynamik der præger amatør- og folkekulturen i Danmark i disse år. Blandt de støttede projekter finder man således alt fra modelprojekter med sigte på at udvikle det kulturelle samarbejde i nye storkommuner, koncerter og forestillinger på tværs af kunstarter fra det sydende undergrundsmiljø, festivaler fokuseret på værdien af kunstnerisk inspiration og netværksdannelse og smalle konceptforestillinger præget af rendyrkede æstetiske udtryk.
De 21 projekter, der fik tilskud er:
- Foreningen ”De Flyvende Køer – Teater her og der” fra Silkeborg fik 10.000 kr. til forestillingen ”Tårefnug”, der blander percussion, akustisk spansk guitar, dans, maskespil og teater.
- Der gik 40.000 kr. til workshops i forbindelse med afholdelsen af Aarhus Vocal Festival, der er en ambitiøs festival med topprofessionelle instruktører og et væld af tilbud og koncerter med det mål er at give det rytmiske kormiljø et løft.
- Ung Dansescene/Juniorkompagniet fra København fik 18.500 kr. til forestillingen KAZCRASH, hvor 12 unge dansere går i dialog med professionelle performere om at skabe en forestilling i grænselandet mellem historiefortælling, kamikazedans, slapstick og poesi.
- Den Odenseanske forening Lydspectra fik 51.000 kr. til at afholde ”Under Odense”. En festival for alternativ musik, der skal give unge musikere i alderen 15-25 mulighed for at spille og mødes, og understøtte dannelsen af netværk landet over.
- Der gik 60.000 kr. til ”Kaptajn Jagd-Projektet – 150 året for udtørringen af Sjørring Sø”, der bl.a. skal styrke samarbejdet mellem beboere, foreninger og institutioner i de tre lokalområder: Sjørring-Thorsted, Hundborg-Jannerup og Vang-Tvorup.
- Den i København baserede performancegruppe ”Terra Nova” fik 32.500 kr. til at skabe en dansefilm med fysisk abstrakt bevægelse og dans.
- Der gik også 20.000 kr. til projektet ”Musikkonkurrence 06” arrangeret af Rytmisk Børne og Ungdomskulturskole i København. En landsdækkende musik-komponistkonkurrence for børn og unge mellem 12 og 18 år indenfor både klassisk og rytmisk musik.
- Masketeatret ”Dunkelfolket” fra Brovst fik 20.000 kr. til deres version af ”Hamlet” som gadeteater med akustisk musik, træmasker og store dukker.
- Landsforeningerne Danske Orkesterdirigenter og Musisk Oplysningsforbund fik 50.000 kr. til projektet ”Livshistorier”, hvor borgerne selv skal sætte ord på hvorfor de deltager i kunstneriske aktiviteter.
- Den unge dansegruppe Dancing At My Parents, fra København fik 35.000 kr. til forestillingen “69 lovesongs”, der blander moderne dans, fysisk teater, streetsportformen parkour og live akustisk musik.
- Der gik 50.000 kr. til musik-teater og dansegruppen Hexekedlen fra Odense, der vil bringe amatører indenfor gymnastik, capoira, dans, musik, drama og teater sammen med professionelle til et brag af en musikalsk opførelse med udgangspunkt i James Bond musik.
- Projektet ”Et foto undervejs” skabt af foreningen Snapshots fra Århus fik 50.000 kr. til at præsentere amatørfotografers billeder i busser rundt om i Danmark. Billeder taget af både almindelige og kendte amatører.
- Pigeklubben i ”Zone 2” fra Valby fik 40.000 kr. til at skabe en film med titlen ”Dukkeliv”. En humoristisk gyser om den ensretning der præger nutiden udført af pigeklubbens medlemmer, der alle er af anden etnisk herkomst end dansk.
- Der gik 16.525 kr. til Århus Sangskriver Værksted, der har udvalgt 15 sangskrivere til at medvirke på en cd, der skal gøre opmærksom på sangskriverbevægelsen i et dogme-agtigt udtryk, hvor hvert nummer udføres med én sangstemme og ét instrument.
- Det nystartede dramatikerværksted for unge dramatikere Dramatoriet i København fik 11.200 kr. til projektet ”input til output”, der skal kick-starte etableringen af et vækstcenter indenfor for ny dansk dramatik.
- Modelprojektet ”Børn fortæller lokalhistorie i en ny storkommune” skabt af Foreningen Rosenholm Billedskole og Landsforeningen Børn, Kunst og Billeder fik 22.000 kr. til et tværkommunalt projekt i den nye Syddjurs storkommune, der inddrager drama, fortælling, billedkunst, arkitektur, digt og rollespil.
- Bio Husets Musikforening fik 15.000 kr. til et spillemandstævne for børn og unge i Galten, hvor der spilles og danses traditionel dansk musik og dans blandet med rytmisk musik, stomp og suzukiundervisning.
- Det nyetablerede spillested for vækstlagsteater i København TeaterHUSET fik 20.000 kr. til afholdelsen af en kunst og teaterevent der skal afdække nyskabende måder at arbejde med scenografi på i amatørteaterregi.
- Gruppen Fight The Power fra Amager fik 40.000 kr. til et show, der skal afspejle det, der sker på undergrundsscenerne i Danmark. Showet indeholder hip hop, punk og hard core musik, streetart, filmfremvisning, happenings og breakdance og skal bl.a. vises i Svendborg og Fredericia.
- Det Københavnske undergrundsteater XOFIA fik 10.000 kr. til konceptforestillingen ”Fristil – Hvad laver du i din frihed?”, der blander teater, moderne dans, spoken work performance og musik.
- Sidst men ikke mindst gik der 50.000 kr. til amatørernes deltagelse i Skjern Operaens opsætning af Camille Saint-Saëns ”Samson og Dalila”. Et folkeligt projekt med professionelle instruktører.
Amatørernes Kunst og Kultur Samråd
Sekretariatsleder Tina Møller Jakobsen
Farvergade 27D, 3. sal
1463 København K
Tlf. 33 14 10 94
e-mail: akks@pc.dk
|
|