            |
AKKS - Udgivelser - Pressemeddelelser
Udviklingspuljen til amatørkultur og folkelige kulturaktiviteter
pr. 01.12.2000
Amatørernes Kunst og Kultur Samråd Udviklingspulje har på sit 3. fordelingsrådsmøde uddelt i alt 1.306.500 kr. til 42 projekter.
De projekter, der har modtaget tilskud, er flg.:
- Grevinge Sogns Beboerforening og Dragsholm lokalhistorisk forening til udarbejdelse af en film om brug af det lokale landskab samt om, hvordan man igangsætter lokale initiativer. Filmen skal bruges som appetitvækker for danske landdistrikter og realiseres som en vekselvirkning mellem amatører og professionelle filmfolk. Projektet får 20.000 kr.
- 10.000 kr. gives til Sammenslutningen af Det Frivillige Sociale Arbejde i Vejen til multikulturuge, hvor kulturer og generationer mødes. Der arrangeres musikworkshop og optræden med rockmusik, kor m.v.
- Brøndby Teater får 20.000 kr. til en nystartet teaterforening, der således kan komme i gang med den første forestilling.
- Subway Club i Grenå får 20.000 kr. til en alkoholfri musikfestival for amatør- og klubbands fra hele Danmark. Festivalen skal være et arrangement hvor unge og ældre - klubmedlemmer og forældre – kan få en fælles oplevelse.
- Til F.A.C.E.-Danmark gives 112.000 kr. til deltidsansættelse af 2 kulturanimatorer. Animatorerne skal understøtte og inspirerer udviklingen af nye tværgående kulturaktiviteter i de folkelige kulturmiljøer i Storstrøms og Vestsjællands Amter, således at også det lokale amatørkulturliv og ikke kun professionelle og semiprofessionelle projektmagere får gavn af de midler til nye og grænseoverskridende kulturaktiviteter, der i dag findes i kommunalt, regionalt og statsligt niveau.
- Nykøbing Mors Ungdomsklub og Samklang får 20.000 kr. til et pilotprojekt. Èn gang om måneden i 10 måneder samles unge og ældre, danske og indvandrere til fælles sang og spil. Der spilles folkemusik på egne instrumenter. Desuden inviteres hver gang en gæstespiller. Projektet skal bygge bro mellem generationer og folk af forskellige herkomst.
- Kor 72 får 20.000 kr. til indstudering af Dvoraks requim for foreningens medlemmer på Sjælland samt koncertopførelse med Sjællands Symfoniorkester.
- Ungdomsgruppen i Viborg får 14.500 kr. til et dramaprojekt på Viborg Dramaskole, hvor det hovedsagelig er unge, der står for opsætningen. To unge fra holdet har skrevet stykket.
- Danseteatret i Århus får 20.000 til et forsøgsprojekt for 10 - 16 årige. 20 børn - som udvælges ved en optagelsesprøve - skal træne 6 timer om ugen i moderne ballet og koreografi, i drama og tekst samt musik og sang. Derefter skal eleverne ud på skoler og give opvisning og workshops samt diskutere børnenes forhold til kultur, dans og bevægelse.
- 25.000 kr. gives til Byspillet 2001 i Hedehusene ved København. Byspillet er en videreudvikling af Byspillet 1998. I 2001 skal de medvirkende børn have en fremtrædende rolle, bl.a. ved visualisering af skolescener anno 1911 via dans og bevægelse, ligesom stykket skal bæres af sangnumre, hvortil der skal oprettes et kor.
- Aftenskolen 17:48, Byhøjskolen og Saga - alle skoler i Odense – får 25.000 til verdens største stompshow. Aftenskolen 17:48 har gennem måneder uddannet instruktører til at fungere som instruktører for de deltagende, der skal slå rytme på blikdåser, papkasser og plastikposer.
- Amatørscenen 7-kanten i Janderup i Vestjylland får 25.000 kr. til nyskrevet ungdomsmusical. Amatørscenen involverer unge helt fra starten, idet man har hyret en musikdramapædagog, en skuespiller/instruktør og en stemmetræner/talepædagog til at arbejde med de unge forud for prøverne.
- Dansk Amatørmusik Union får 20.000 kr. til komponisten Andy Pape, der på organisationens ungdomskursus på Vesterlund Ungdomsskole ved afholdelse af komponistworkshops vil give de deltagende børn og unge kendskab til nutidig kompositionsmusik og til komponistens arbejdsproces.
- 16.000 kr. går til KFUM og KFUK i Danmark til pige-/kvindedag, der afholdes i Gellerup ved Århus. Danske piger og kvinder mødes med piger og kvinder fra etniske minoriteter i et miljø uden mænd for at være sammen om aktiviteter bl.a. stenmaling, orientalsk dans og kor. Desuden vil der blive arrangeret udstilling af værker af danske og etniske kunstnere.
- Fredericia Byorkester får 11.000 kr. til koncert, hvor orkestret spiller en række værker med hver sin stemning og hver sit udtryk. I koncertens 2. del vil værkerne blive gentaget, mens 4 lokale kunstnere vil skabe et billede, mens musikken spiller. De færdige billeder vil senere blive udstillet på Fredericia bibliotek.
- 36.000 kr. gives til Århus KFUM og KFUK til et multimedieprogram, hvor dagsordenen sættes af de unge selv. Der arrangeres 6 aftener, der hver især er bygget op omkring et tema, samtidig med at der kan høres live musik. Der tilknyttes desuden en videoreportergruppe, hvis opgave det vil være at lave indslag om ungdomskulturen.
- Nordisk Folkcamp får 37.500 kr. til folkemusikstævne for nordiske børn mellem 10 og 16 år. Stævnet finder sted på Højby skole ved Odense. Børnene skal lære om hinandens folkemusik og kultur. Hvert land stiller én eller flere instruktører til rådighed, der skal lave workshops i deres lands folkemusik. Der gives desuden koncerter af de enkelte landes grupper samt fælleskoncerter med alle stævnets deltagere rundt omkring Odense.
- Teatergruppen Elverfolket i Holbæk får 70.000 kr. til performance forestillingen Jord, ild, luft vand med inddragelse af teater, sang, musik, dans og billedkunst med deltagelse af amatørteater, -kor, -orkestre, -dansere og -billedkunstnere. Forestillingen skal skabe en kunstnerisk, utraditionel forestilling på tværs af skel mellem kunstarterne med udgangspunkt i de 4 elementer.
- Padborg Friluftsscene får 12.000 kr. til opførelse af skuespillet Brødrene Løvehjerte, som opføres som friluftsspil for første gang. Opførelsen kræver dyre pyrotekniske effekter og sceneild.
- 12.000 kr. går til Musikbyens Ungdomsscene og Gjellerupscenen i Århus til musicalen Joseph and The Amazing Tecnicolor Dreamcoat, der opføres med børn og unge dels fra Århus dels fra Gjellerup, som er en bydel med mere en 80% indvandrere og flygtninge.
- Teaterrødderne og Holbæk Sprogcenter får 30.000 kr. til et samarbejdsprojekt mellem de to initiativtagere. Teaterstykket drejer sig om mødet mellem en etableret dansk og en fremmed kultur. Stykket skal opføres af amatørskuespillere fra Teaterrødderne og Holbæk Sprogskole. Forud for stykket skal et fyldigt programhæfte forfattes af sprogcentrets kursister, der hovedsagelig er indvandrere/flygtninge, ligesom de vil arrangere 2 - 3 debataftener i forbindelse med forestillingen.
- Grupperne John Doe og SLOG i Lyngby nord for København får 10.000 kr. til en forestilling, der skal få deltagerne til at tage stilling til en række aktuelle problemstillinger. Spillet er såkaldt Live rollespil, der er en blanding af rollespil og teater. Der er på forhånd skabt et scenarium, hvori deltagerne improviserer deres roller.
- Åben Himmel, der er en forening til kirkespillets fornyelse får 40.000 kr. til et nyt kirkespil, der skal skildre forholdet mellem kristendommen og de fremmede religioner. Kirkespillet er ment som et oplæg til en debat om forskellige kulturer og religioner. Stykket tager udgangspunkt i Lessings Nathan der Weise. Stykket stil er minimalisme og kan som sådan lettere opføres i andre kirkerum. Her skal det opføres i Mårslet kirke ved Århus.
- Karnevalet i København får 30.000 kr. Fastelavn i København 2001. Det 8. Fastelavn i København afholdes med workshops med fokus på etnisk integration med bl.a. plankeværksmaleri, kunstudstillinger af kunst lavet af børn, lege, sang og musik.
- Forsamlingshusteatret i Thy får 40.000 kr. til oversættelse og bearbejdelse af John B. Keanes skuespil Sive. Skuespillet skal opføres af en nydannet teatergruppe i Thy Forsamlinsghusteatret. Tanken om en ny teaterforening opstod, da Thy kun teatermæssigt består af et egnsteater og en dilettant, og man derfor manglede et repertoire ud over revyer og dilettanter. Forsamlingshusteatret skal være mobil og skal præsentere Thy-området for det folkelige teater, hvor man bliver berørt af det, der sker på scenen, fordi det handler om mennesker og menneskelige relationer.
- 15.000 kr. går til Willemoes projektgruppe i Assens til opsætning af amatørteaterstykke om Peter Willemoes, der blev født i Assens. Teaterstykket skal følges op af andre aktiviteter bl.a. festuge med optog, workshops samt videooptagelse af et bådeløb - en gammel tradition i Assens. Desuden skal opføres en fælleskoncert med en nykomponeret Willemoesmarch.
- Dansk Komponistforening får 66.000 kr. til projektet Kan børn tåle ny musik?. 3 musikskoler – Brøndby, Gladsaxe og Hvidovre -deltager i et undervisningsforløb, hvor der arbejdes med tre udvalgte komponister. Lærere og elever på musikskolerne skal arbejde med nykomponerede værker af Fuzzy, Niels Rosing-Schow og Morten Olsen. Værkerne indstuderes og opføres på musikskolerne. Derefter udarbejdes rapport over forsøget i et forsøg på at få flere musikskoler til at spille ny musik.
- 40.000 kr. går til Sammenslutningen af folkedansere i Fyns Amt til et gruppespil om mennesker i et landsbysamfund. Spillet - der skal opføres i Den Fynske Landsby - laves som en blanding af teater, fortælling, dans og musik.
- 30.000 kr. tildeles Klitmøller skole i Hanstholm kommune til børneteater og musikuge i Hanstholm kommune. Projektet skal give børn i kommunen mulighed for at arbejde scenisk på samme vilkår som voksne amatører og give dem kreative udfordringer i professionelle rammer. De projektansvarlige vil ansætte professionelle kunstnere, der kan give børnene kvalitet i arbejdsprocessen.
- Torup Sogns Menighedsråd får 10.000 kr. til amatøraktiviteter i forbindelse med Kynæs kirkes 100-års jubilæum. Kirken er beliggende ved Hundested. Aktiviteterne er bl.a. korkoncerter.
- 21.000 kr. går til gruppen De kåde pengsjonister. Med udgangspunkt i debatten på tværs af generationer og i personlige ungdomsoplevelser ønsker gruppen - i samarbejde med en professionel dramaturg - at tilrettelægge et teaterforestilling, der skal opføres på skoler i Vestsjællands Amt. Stykket skal med udgangspunkt i egne erindringer i en kunstnerisk bearbejdelse lægge op til en debat om førtidige og nutidige problemstillinger.
- Jorden rundt på Amar får 52.500 kr. til aktiviteter på Amager. I et gammelt børnebassin bygges de 5 verdensdele op som legeplads samt en scene, hvor børnene kan optræde. Desuden skal unge med forskellig etnisk baggrund vise deres kultur. Aktiviteterne skal bl.a. bæres af frivillige foreninger på Amager.
- Esbjerg Børne- og Ungdomsteater får 30.000 kr. til projektet En god nats historier i 2001 - eller 2001 nats eventyr. Børne- og Ungdomsteatret vil holde åben nat en nat i februar 2001, hvor mindst 100 børn og unge skal fortælle hinanden historier. Historierne skal kobles sammen til en teaterforestilling, der skal ende med at blive en sommerforestilling i teatrets cirkustelt i maj/juni 2001.
- Foreningen De splittergale får 40.000 kr. til en forestilling indeholdende gårdsang, folkemusik og teater. Projektet laves af gruppen De Splittergale, der er en musik- og gøglergruppe bestående af psykiatribrugere. Gruppen skal gennem workshops for bl.a. folkemusikere, behandlere og patienter fra det psykiatriske miljø i Køge inspirere disse til selv at etablere en lignende gruppe.
- 20.000 kr. går til Lillebælt Dukketeaterforening og Amatørscenen 55 til projektet Kampen for friheden. Projektet skal i en kombineret forestilling med dukketeaterremedier og skuespillere fortælle historien om Fredericias grundlæggelse. Forestillingen er planlagt opført 4 gange på en del af Fredericia Vold.
- 50.000 kr. går til grupperne Billedspor og Loony Tunes fra Århus til et korværk Vandrer - en billedmusikalsk rejse, der visualiseres af skulpturelle figurer og dansere. Vandrer er en vandring i mørket mod lyset, hvor produktion og proces vil være et møde mellem tradition og eksperiment via korets afsæt i mere velkendt rytmik og sats og teatrets visuelle og kropslige udtryk.
- Teater Rabarbar Rødderne fra Nørrebro i København får 20.000 kr. til en teaterforestilling lavet over en improvisation. En manuskriptforfatter og 2 instruktører følger i en måned gruppen, der improviserer. Manuskriptforfatteren skriver med inspiration i denne improvisation teksten til en forestilling, som gruppen derefter opfører. I forbindelse med forestillingen tages kontakt til en scenografelev fra Danmarks Designskole, der kan skabe et univers, hvor ...en virkelighed på sekunder kan forandres til en anden blot ved brug af f.eks. en ny brug af en rekvisit.
- Foreningen Børn, Kunst og Billeder får 50.000 kr. til et landsdækkende projekt Krop og Kunst. Foreningen udfærdiger et temaoplæg for at spore de medvirkende ind på temaet og give dem lyst til selv at udvikle det sammen med de børn, der arbejdes med. Derefter vil der blive afholdt to seminarer, hvor et overordnet oplæg suppleret af praktisk arbejde præsenteres. Dernæst arbejdes der praktisk med temaet rundt om i landet og endelig udvælges et børneprojekt til den afsluttende konference i november.
- 20.000 kr. tildeles gruppen Elvergus - en nystartet teaterforening, der har til formål at spille teaterforestillinger på det gamle Bellahøj Friluftsscene, der ikke har været i brug i mange år. Gruppen forsøger at få teaterlivet i gang i et område - Bellahøj/ Nordvest kvarteret i København - der er forholdsvist kulturløst. Gruppen skriver selv det første stykke, der skal have premiere i 2001.
- Holbøl Foredrags- og Idrætsforening får 15.000 kr. til opsætning af musicalen Hede kys af Claus Senderovitz. At sætte musical op er nyt for egnen, og der er allerede tilsagn fra en lang række personer. Området ved Holbøl er geografisk stort, men tyndt befolket. Derfor ønsker foreningen at højne livskvaliteten for de herboende.
- Gruppen Skopet/Teleskopet i Ålborg får 31.000 kr. til et videoprojekt, der skal invitere lokale ikke-etablerede kunstnere (amatører) inden for fem kulturelle genre til at samarbejde omkring en produktion af et månedligt kunstprogram til kabel-tv: Art-tv. Projektet skal motivere til tværgående kulturelle videoprojekter. Landsdelens amatørkunstnere skal inviteres til at finde sammen i tværgående projekter med videomediet som formidlingsredskab.
- Den pakistanske gruppe Kulturprogrammet får 50.000 kr. til en kulturfestival for indvandrere og danskere, som skal afholdes i København. Mange indvandrere har lært og forstår dansk i dagligdagen, men i de pakistanske hjem tales der både dansk og pakistansk, ofte fordi forældregenerationen (1. generationsindvandrere) ikke behersker sproget så godt som deres børn. Denne problematik vil ansøgerne beskrive i et teaterstykke, der både foregår på dansk og pakistansk. Stykket skrives af både børn og voksne i samarbejde med en professionel manuskriptforfatter på de to sprog. Der inviteres desuden andre etniske grupper til festivalen, så ideen senere kan genbruges på andre sprog. Det er også meningen, at ideen skal eksporteres til andre danske byer med henblik på at danne kulturelle foreninger for indvandrere (de nuværende indvandrerforeninger er ikke specifikke foreninger for kunstbaserede aktiviteter). Målet er at danne en landsforening for kunstbaserede aktiviteter blandt indvandrere.
- Endelig får Kvarterløft Holmbladsgade-kvarteret og amatørteaterforeningen Den sidste Brik i København 50.000 kr. til et projekt, der skal afspejle kvarterets rigdom fra en ny vinkel. Der skal arbejdes med en blanding af amatører og professionelle musikere, komponister, lydkunstnere, dukketeater, dansere m.v. i både enkle udtryk (børnegrupper) og mere sofistikerede kunstneriske udtryk (voksne). De optrædende er en del af hverdagen i en performance, der udspiller sig i kvarterets gader, skoler, foreninger osv.
Yderligere oplysninger fås hos:
Amatørernes Kunst og Kultur Samråd
Sekretariatsleder Tina Møller Jakobsen
Farvergade 27D, 3. sal
1463 København K
Tlf.: 33 14 10 94
E-mail: akks@mail.dk
|
|