            |
AKKS - Udgivelser - Nyhedsbreve
AKKS Nyhedsbrev nr. 3/2006, juni 2006
KULTURMINISTERIETS UNDERSØGELSE AF DET FRIVILLIGE KULTURELLE OMRÅDE
Den 22. maj 2006 blev den længe ventede undersøgelse af det frivillige kulturelle område offentliggjort. Undersøgelsen består af to dele. Første del ”Kommunernes støtte til det frivillige kulturliv” er udarbejdet af Kommunernes Landsforening, mens anden del ”Kultur i lyst og nød – om det frivillige arbejde i amatørkulturen” er udarbejdet af Center for Forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund. Sidstnævnte konkluderer bl.a. at :”Amatørkulturen udvikler sig…rent kvantitativt meget positivt. Både hvad angår andelen af befolkningen, som er engageret i kultur og kunst på amatør- og fritidsbasis, og med hensyn til antallet af foreninger for en kultur- og kunstaktivitet”. Undersøgelsen kan downloades på http://www.kum.dk/sw43288.asp.
PULJE TIL DET FRIVILLIGE KULTURELLE OMRÅDE
I forlængelse af offentliggørelsen af den ovenfor omtalte undersøgelse har Kulturminister Brian Mikkelsen besluttet at oprette en pulje på 2,5 mio. kr. med det formål at styrke det frivillige kulturelle område og amatørkulturen. I den forbindelse udtaler han at ”…Amatørerne yder deres vigtige bidrag til Danmarks kulturelle fællesskaber, og det er vigtigt, at også kommende generationer får tilbud om amatøraktiviteter. Vi må sikre, at der også fremover er liv i den frivillige kunst og kultur”. Det er ministerens hensigt, at puljen skal fordeles i samarbejde med AKKS, Kulturelle Samråd i Danmark og Huse i Danmark. Kulturministeriets pressemeddelelse kan læses på http://www.kum.dk/sw43297.asp. Detaljerne vedr. udmøntningen af puljen er næppe på plads før efter sommerferien, men følg med på AKKS´ hjemmeside http://www.akks.dk for mere information.
NYT MEDLEM AF AKKS
Organisationen af rytmiske amatørmusikere, ORA, er blevet medlem af AKKS. Organisationen er en sammenslutning af rytmiske øvelokaleforeninger. ORA er nyoprettet i kølvandet på Rytmisk Musik Danmarks konkurs i december 2005. Formand for foreningen er Rasmus Wehner, men den daglige ledelse varetages af Morten Chr. Hedemann. Henvendelser kan rettes til sidstnævnte på tlf.nr.: 72 30 04 44 eller på mail: morten@hedemann.net. En hjemmeside er underoprettelse på http://www.ora.dk
NY GENERALSEKRETÆR I DATS
Kristian Hald Jensen, administrator ved Teatret Møllen i Haderslev, bliver DATS´ nye generalsekretær. Han tiltræder stillingen 1. oktober 2006, hvor DATS´ generalsekretær igennem de sidste 10 år, Thomas Hauger, går på efterløn. Kristian Hald Jensen er 44 år og har bred erfaring fra både det professionelle teater og amatørteatret. For mere information se http://www.dats.dk
FORMANDSSKIFTE I MUSISK OPLYSNINGS FORBUND
Bente Schindel, der er formand for Danske Orkesterdirigenter er valgt som formand for Musisk Oplysnings Forbund. Hun erstatter Claus Thomasen på posten. Musisk Oplysnings Forbund er amatørernes eget Oplysningsforbund. For mere information se http://www.mof.net
FRA AKKS´ SEKRETARIAT
Ny sekretariatsleder
Den 1. juni 2006 vendte Tina Møller Jakobsen tilbage fra orlov og varetager nu igen funktionen som AKKS´ sekretariatsleder, mens Susan Fazakerley, der har vikarieret på posten takker af den 30. juni 2006. I den anledning ønsker hun at takke alle medlemsorganisationer og samarbejdspartnere for et udbytterigt samarbejde og en spændende og lærerig tid.
AKKS repræsentantskabsmøde
På AKKS´ repræsentantskabsmøde den 30. maj 2006 i Vejle fik AKKS´ bestyrelse et nyt medlem. I dag består bestyrelsen således af Villy Dall (formand), Anders M. Christensen (næstformand) fra Musik & Ungdom, Ulrik Hedegaard fra Dansk Amatørkor Union, Leif Kirkvåg fra Visens Venner i Danmark og Jens Damsager Hansen fra DATS. Jens erstatter Carsten Lund der ligeledes repræsenterede DATS. Suppleanter er Dorte Linde Jørgensen fra Danske Folkedanseres Spillemandskreds og Werner Ziegler fra Musisk Oplysnings Forbund, mens posten som kritisk revisor varetages af Carsten Heering Nielsen fra Dansk Amatørorkester Forbund. Et referat af repræsentantskabsmødet kan rekvireres på akks@pc.dk
STÆVNER, KURSER, KONFERENCER OG SEMINARER
Musikpolitisk konference til september
Den 22-24. september 2006 afholder Samrådet for Nordisk Amatørmusik, SAMNAM en musikpolitisk konference i Glostrup. SAMNAM er en paraply- og samarbejdsorganisation for amatørmusikorganisationer i Norden. For mere information se http://www.samnam.dk
Spillemandskredsens HØNG kursus
Under overskrifterne ”Musik for os alle - samhørighed og tilgængelighed til musikken og dansen” og ”Musik fra hjertet og fra Sjælland” afholder Spillemandskredsen et kursus på Høng Landbrugsskole fra den 25. - 27. august 2006. På kurset vil der blive arbejdet med danserytmik og mulighederne i sammenspillet. Instruktør er Michael S. Petersen. For yderligere information se www.spillemandskredsen.dk eller kontakt kursusleder Jakob Koch tlf. 56 78 83 30 eller på jakob.koch@get2net.dk
ANSØGNINGSFRISTER
Nordisk Kulturfond
Den 1. august 2006 er der ansøgningsfrist hos Nordisk Kulturfond for projekter der fremmer det kulturelle samarbejde mellem de nordiske lande. Fonden beskæftiger sig bredt med kunst- og kulturområdet og omfatter både professionelle og amatører. Fonden yder bidrag til aktiviteter, som præges af kvalitet, fremsynethed, tilgængelighed og variation, hvor både traditionelle og nye arbejdsformer kan udvikles. Bidrag kan bevilges til f.eks. konferencer, koncerter, turnéer, udstillinger, festivaler, almen uddannelse, videreuddannelse og forskning. For mere information se. http://www.nordiskkulturfond.org.
DUFs initiativStøtte
Der er endvidere deadline for ansøgninger om tilskud fra DUFs initiativStøtte den 2. august 2006. InitiativStøtten er en pulje under Dansk Ungdoms Fællesråds tipsmidler, der kan søges af både foreninger, enkeltpersoner, netværk og alternative grupper af unge til aktiviteter i Danmark. Aktiviteterne kan både være lokale og/eller landsdækkende. InitiativStøtten giver penge til initiativer der er anderledes end tidligere aktiviteter, hvor børn eller unge er med i planlægningen og afviklingen og som er drevet af frivilligt arbejde. For mere information se http://www.duf.dk
PRAKTISK INFORMATION
Til slut skal vi gøre opmærksom på at AKKS´ sekretariat holder ferielukket i ugerne 28, 29 og 30. Vi ønsker alle god sommerferie.
------------------------------
Dette nyhedsbrev er udgivet af
AKKS sekretariat
Redaktør: Susan Fazakerley
Farvergade 27D, 3. sal
1463 København K
Email: akks@pc.dk
Nyhedsbrevet kan bestilles eller afmeldes på www.akks.dk eller via mail til akks@pc.dk
|
|