Torsdag den 18. november 2004, kl. 17-20 i Vartov, Farvergade 27H, 1. sal (Hjørnestuen) 1463 København K.

Referat

Seminaret startede med en velkomst ved AKKS formand Villy Dall, der kort sagde at dette seminar dybest set handler om hvordan amatørkulturen får adgang til kommunal finansiering i forbindelse med den kommende strukturreform - og at de tre oplægsholdere var blevet bedt om at forholde sig hertil udfra deres forskellige positioner og erfaringer i det lokale kulturliv.

Første oplægsholder var Lars Stentoft (LS), kultur og fritidschef i Ålborg Kommune.

LS oplæg koncentrerede sig om at give indsigt i hvordan man i den kommunale forvaltning vægter kultur og fritidspolitikken uanset strukturreform - og hvordan man via et kendskab hertil og til det kommunalpolitiske system og dets interaktion med medierne kan fremme sin sag. Hans dagsorden bestod af 3. overordnede punkter:

1. Værdier/rationaler i kulturpolitikken Herunder handlede det især om de værdier/rationaler der lå til grund for uddelingen af penge i det kommunale. Man skal således forholde sig til en instrumentaliseret udgave af værdier/rationaler. Hvorfor spørgsmålet ofte vil blive. Hvad fremmer min sag andet end kunsten?

2. Det kommunalpolitiske system

3. Medialiseret folkestyre eller hvorfor skal man have medierne med i alt hvad man gør?
Hvad angår de værdier/rationaler der har præget kulturlivet i Danmark inddelte LS dem i en række kulturpolitiske mega-trends knyttet til årtierne siden oprettelsen af Kulturministeriet i 1962:

60erne var således præget af tankerne om en demokratisering af kulturen. Alle har ret til kulturoplevelser - også provinsen.
70erne var præget af tankerne om kulturelt demokrati. Hobby begrebet gør sit indtog samt det selv at være aktiv.
I 80erne var det Thorkild Simonsens grundide om, at den bedste socialpolitik er en god kulturpolitik, der var i højsædet.
Mens 90erne var karakteriseret ved sponsorsamarbejde mellem kultur og erhverv og en opfattelse af kultur som profilering af en kommune.
Fra 2000 og frem er dette blevet skærpet og i dag handler det meget om kultur og erhverv, kultur som erhverv og kreative alliancer. Mange kulturelle aktiviteter bruges til at markedsføre en region.


Disse kulturpolitiske mega-trends så man iflg. LS afspejlet i de kulturpolitiske mål i Ålborg Kommune (og mange andre steder). De er lig med følgende (Der er ikke tale om en prioriteret rækkefølge. Disse mål eksisterer ofte samtidig):

· Den kunstneriske og æstetiske værdi - ekspression. De fleste midler tildeles efter dette rationale (i Ålborg er det iflg. LS 90 % af midlerne. Det er her de faste kulturmidler ligger til teatre mm., mens de frie midler ofte tildeles efter nedenstående værdier)
· Oplysning - indsigt, dannelse, refleksion, viden
· Social udvikling - identitet, fællesskab, sundhed, integration
· Underholdning - afslapning, leg, rekreation
· Økonomisk vækst - "branding", turisme, erhvervspolitik. Man ser i stigende grad større projekter med dette formål og der satses p.t. på dem i forvaltningen

Er disse værdier udtryk for "i takt med tiden", modeluner eller gammel vin på nye flasker? Det er vel sådan set ligegyldigt iflg. LS. Han illustrerede sin pointe med en lille historie om hvordan man sælger en guitar på forskellige måder til forskellige mennesker. Essensen i denne historie var at det samme instrument repræsenterer forskellige værdier for forskellige menneske. Det er derfor vigtigt at vurderer hvilke værdier og formål ens projekt realiserer. Kan man se dem og spille på dem, så kan man fremme sin egen sag.
Herefter gik LS over til at beskrive det kommunalpolitiske system og han understregede i denne sammenhæng at et byråd og en kommunalforvaltning ikke er en koncern med klart afgrænsede kommandoveje. Det er et politisk system, der består af lægfolk, ikke faglige eksperter. De er desuden under tidspres, vant til at være uenige og til at man hele tiden vil have fat i dem.

Hvordan man kommer i dialog med dette system, havde LS følgende anbefalinger til:

· Opbyg kontakt til de lokale politikere og embedsmænd (Dette mener LS ville blive lettere i de nye storkommuner, da de store kommuner er mere professionelle. Det er dem der driver kulturpolitik. De små kommuner har ofte ikke en gang en kulturpolitik).
· Vurder jeres repræsentation i Folkeoplysningsudvalget. De store kommuners Folkeoplysningsudvalg har mange penge, så vær bevidst om hvem I sender.
· Sid i baggrundsgruppe for et politisk parti, hvor I kan tale amatørkulturens sag
· Brug de lokale medier - opbyg gode relationer.

Med den sidste overskrift bevægede LS sig over i det sidste punkt på hans dagsorden: Medialiseret folkestyre. I dag er det iflg. LS sådan at medierne selv sætter historier i gang. Han refererede i denne sammenhæng til en 24 timers tv-event med 6 borgmestre, der skulle udarbejde en turismepolitik på direkte tv i Ålborg. Det var iflg. LS den nye måde medier skaber overskrifter på og medier har brug for aktører. LS kom med endnu et eksempel på taktisk udnyttelse af medier med en sag omkring slidte skolebøger i Ålborg, der blev skrevet om i en lokalavis. Hele sagens billedmateriale vidste sig at være konstrueret, men på det tidspunkt det gik op for folk, så havde politikerne udtalt sig og var så at sige blevet fanget på det forkerte ben og skolen fik flere penge.
For at illustrerer samspillet mellem interesseorganisationer - medier - politikere nævnte LS den såkaldte jerntrekant, der illustrerer et samspil, der er benhårdt, glat og kan gå ekstremt hurtigt. Det er et samspil, det kan være godt at forstå, hvis man vil fremme sin sag.

LS rundede af med at sige, at han synes der er masser af muligheder for at tiltrække politikerne til amatørernes sag. Ikke mindst fordi det er en politisk ufarlig plus-sag. Men det kræver nogen til at tænke i store begivenheder (medie-stunts). Man skal selvfølgelig have fundamentet og argumenterne i orden, men så skal man prøve at få opmærksomhed via et stunt. Amatørkulturen står ikke øverst på dagsordenen ved kommunesammenlægningerne, men udnyt situationen. LS kunne f.eks. godt forestille sig en event omkring hvordan man får to/tre nye kulturer til at spænde sammen i en kommune.

Dette afsluttede LS oplæg, men herefter blev der stillet en række spørgsmål fra salen. De kredsede primært omkring hvordan man som projekt, organisation eller institution tackler det at skulle arbejde sammen med flere forvaltninger og hvordan man i praksis prioriterer de ovennævnte værdier i forvaltningerne. Hvortil LS svarede at spillet mellem de forskellige forvaltninger og rådmænd er meget personafhængigt. Man skal derfor finde en række nøglepersoner og komme tættere på dem. Man må lære systemet at kende og finde ud af hvem der er stærk og så skal man ikke være bange for at bytte ære for indhold. Men han understregede også at man i Ålborg Kommune arbejder tæt sammen og at Kultur- og fritidsforvaltningen her godt kan foreslå en anden forvaltning, der berøres af et projekt, at medfinancierer det (patchwork økonomi). LS gjorde i den forbindelse også opmærksom på at de nye kommuner måske nok vil være mere udfarende. F.eks. ved at man ansætter flere konsulenter. Hvad angår at få kontinuerlig driftsstøtte sagde LS at det, efter hans mening, var dem der gang på gang skabte gode projekter, der fik mulighed for hen ad vejen at få driftsstøtte. Man skal mao. bevise sit værd.

Anden oplægsholder var Steffen Hyldig (SH), musikskoleleder og kor- og orkesterleder under folkeoplysningsloven i Bornholms regionskommune.

SH lagde ud med at fortælle at hans foredrag dels handlede om de erfaringer man har fra kommunesammenlægningen på Bornholm og dels om hvordan man har lavet og laver lobbyvirksomhed lokalt på Bornholm.

Han startede med at beskrive kulturlivet på Bornholm som sæsonbestemt. Det var således i vinterhalvåret når turistsæsonen var overstået at Bornholms indbyggere selv var aktive. Bornholm var desuden iflg. SH præget af et højt aktivitets niveau, som i årene op til kommunesammenlægningen eksisterede lidt på trods, da amtet, der var kulturelt hovedbærende, og kommunerne hele tiden var i indbyrdes kamp. For at løse disse stridigheder ansatte amtet en kulturkoordinator, men denne havde nok så meget koncentreret sig om at lave sine egne events. Derfor glædede det Bornholmske kulturliv sig faktisk til kommunesammenlægningen, som man håbede ville føre til "orden i sagerne".

Allerede op til sammenlægningen skete der imidlertid mange underlige ting med rod i den usikre politiske situation, hvilket fortsatte efter valget. Problemet var at 2/3 af politikerne ikke blev genvalgt til valget, da der ikke var pladser nok - og at dem der blev valgt, ikke fik de poster de gerne ville have haft. Det førte til nye politiske fraktioner og man oplevede en heftig politisk magtkamp, der var uskøn. Denne kamp varede hele den første valgperiode og længere - og det er en kamp som man iflg. SH sandsynligvis også vil se andre steder. Og al denne politiske usikkerhed og magtkamp er svær at håndtere for kulturlivet. For hvis den ene politiker kan gå med på en ide, så er den anden helt sikkert imod.

Det var også et problem at manøvrere i forhold til embedsmændene, der ikke altid var ansat udfra kvalitative kriterier. På Bornholm fik man f.eks. en kulturchef, som er idrætsmand og som først nu begynder at finde kulturområdet interessant. Heldigvis fik amtets kulturkonsulent lov til at bibeholde sin stilling, så der var lidt kontinuitet.

Den politiske kamp er desuden afspejlet i den organisatoriske struktur man har i Bornholms regionskommune i dag, hvor der under regionsrådet, er en direktion der består af kommunaldirektører. Først herunder har man regionens virksomheder, såsom sygehuset og musikskolen etc. og først herunder finder man de forskellige sekretariater.

Oven i hele dette politiske spil omkring sammenlægningen, var det administrative system så også ramt af kaos flere måneder efter sammenlægningen. Alene det at koordinere de forskellige telefon- og edb systemer tog lang tid - og dette gjaldt også embedsmændene. Derfor eksisterede man i lang tid i et slags vacuum, hvor det f.eks. var svært bare at komme igennem til forvaltningen.

Med disse erfaringer "in mente" er det derfor iflg. SH meget vigtigt, at man så snart man ved hvordan kommunesammenlægningen ser ud i sit lokalområde, opsøger hinanden eller mere præcist opsøger dem man har fælles interesser med og etablerer netværk. Det er desuden en god ide at disse netværk udarbejder en konkret plan for fremtiden, hvor også ledelsesposterne f.eks. er fordelt. Fordi det er bedre at man selv fordeler posterne end at de kommunale embedsmænd gør det, da der ikke er nogen garanti for at embedsmænd eller politikere ved noget som helst om den frivillige kultur.

På trods af alle disse dårlige erfaringer fra den Bornholmske kommunesammenlægning nævner SH dog også, at der var positive erfaringer. I forbindelse med sammenlægningen gjorde Folkeoplysningsudvalget f.eks. det, at man undersøgte hvor mange penge der reelt de sidste 5 år var blevet brugt til kulturelle formål. Her fandt man eksempelvis ud af, at en portion penge, der havde været afsat til "ydermole-sikring" er blevet brugt til et halvtag og penge blev derved overført til "Fritds- og kulturvirksomheden". Denne undersøgelse medførte at man fik et helhedsbillede af hvor mange penge der var gået til kultur - og derved fik man sikret en hel del flere penge til området. Det handler mao. om at bruge kommunesammenlægningen til at finde de kulturelle kroner, som ikke står på de kulturelle konti.

Så en kommunesammenlægning byder iflg. SH både på en række positive muligheder og nogle meget rodede forhold, som gør at man skal stå meget fast og kan få stor glæde af et netværk.

Når disse netværk skal have indflydelse på det politiske spil er der iflg. SH to ting der især gælder:

· At man repræsenterer stabilitet og sikkerhed, og er kendt herfor af politikerne.
· At man giver politiske løsninger og samarbejder med kulturudvalget.

Man skal iflg. SH sørge for at give politikerne noget der er solidt og holdbart og ikke være bange for at lade dem løbe med æren, så får man både dem og embedsmændenes opmærksomhed. Det gode rygte er heller ikke at kimse af. Det hjalp f.eks. SH, at han tidligere havde været meget aktiv i et udvekslingsprojekt med den tyske ø, Rügen, der på det tidspunkt stod højt på politikernes dagsorden. Dermed havde politikerne et kendskab til både hans person og arbejde.

Til gengæld synes SH, med reference til LS oplæg, at det er anderledes svært med medierne på Bornholm på trods af et fantastisk presseopbud i form af en egen avis og flere tv-stationer - og det samme gælder samarbejder mellem kultur og erhverv. Han synes i det hele taget det er svært med de større projekter fordi det er et stort arbejde at finde finansiering. Det bedste han i den forbindelse kunne forslå var at man knytter et udrykningshold af aktive pensionister til sit netværk, der har tid til at gøre dette meget store stykke arbejde.

Derfor var han også talsmand for at de landsdækkende kulturelle organisationer skal arbejde for at få etableret faste fonde, så de aktive ikke skal bruge så meget tid på at søge penge. I den forbindelse efterlyste han også flere bilaterale fonde, som kun kræver samarbejdspartnere fra to lande frem for fire, som det er nu. Det sidste gjorde det f.eks. meget svært at lave samarbejdsprojekter med svenskerne, hvilket ellers er oplagt på Bornholm.

Herefter var der atter spørgsmål fra salen, der primært omhandlede hvorvidt alle disse "tricks" ikke var en glidebane og det kulturelle område ikke var vigtigt i sig selv. Hertil svarede SH, at det jo handler om at etablere et godt samarbejde med nogle der, som udgangspunkt, ikke er interesserede. Politikerne skal have at vide at de er interesserede. Det er kunsten og det er derfor vigtigt at gå politikerne i møde. Han mente heller ikke at det ene nødvendigvis udelukkede det andet. Selvfølgelig skal man ikke stille op for enhver pris til alt, men man må få gjort kulturens betydning klart for politikerne. Man må dem fortælle om de gode oplevelser og give dem noget de kan bruge.

Den tredje oplægsholder var Marie Berthelsen (MB), kulturprojektmedarbejder i Roskilde kommune, koordinator for en del af den ikke-musikalske underholdning på Roskilde Festival og autodidakt eventmager.

MBs oplæg koncentrerede sig om at fortælle om erfaringerne med netværksdannelse i Roskilde - og hun startede med at understrege at hele hendes arbejdsområde bygger på netværk - både internationale netværk, nationale netværk og netværk lokalt i Roskilde.

MB fortalte, at man allerede i 2001 lavede en børnekulturhandleplan i Roskilde, der var udviklet på niveauer. Det var godt fordi politikerne var med og fordi man så kunne ansøge om og få en børnekulturkonsulent. Samtidig oprettede man et Børnemusiknetværk og et Museumsnetværk. Disse netværk bestod af en bredt sammensat gruppe, der med det samme kastede sig over noget helt konkret. Børnenetværket lavede en børnekulturuge og de 5 museer i museumsnetværket lavede et projekt de kaldte "Rejse i Tiden". Pengene til at realisere projekterne kom efter MBs mening fordi man var så hurtig med en handleplan og derfor kunne søge relevante statslige fonde.

I den efterfølgende kommuneplan 01-13 besluttede man så, at Roskilde skulle "brandes" som Musikbyen Roskilde og som hjemsted for kultur og kreative miljøer. I forlængelse heraf tog amtet initiativ til en stor musikkonference, hvor man inviterede alle mulige forskellige musikfolk og spurgte dem om de ville være med til at "brande" Musikbyen Roskilde. Det resulterede bl.a. i en række dialogmøder og udgivelsen af to bøger, som redegjorde for tankerne bag arbejdet.

Som et resultat af konferencen etablerede man endvidere netværket Fødekæden, hvis hovedformål var at indkredse hvordan man skaber et musikmiljø fra "vuggestue til grav" i Roskilde. Herunder lavede man bl.a. en kortlægning af Roskildes musikhistorie, hvorfor man oprettede netværket Roskildes musikhistorie. I forlængelse af kommuneplanens intentioner oprettede man også netværkene Kultur og Erhverv og Havneforum.

Herefter gennemgik MB de forskellige netværks mål og interessenter:

Netværket fødekæden bestod af Musisk Skole, musiklærere, musikudøvere, seminarielærere, SFO og klubber samt Roskilde Bibliotek og Kulturafdelingen. Netværkets formål og konkrete projekt var at aflevere en rapport med en specifikation af indsatsområder, der skulle styrkes hvis fødekæden skulle styrkes.

Netværket Roskilde Musikhistorie, bestod af Roskilde Katedralskole, Roskilde Museum, RUC, Kulturelt Samråd, Roskilde Bibliotek, Lokalhistorisk Arkiv og Kulturafdelingen og skulle kortlægge Roskildes musikhistorie.

Netværket Erhverv og Kultur bestod af Roskilde Egnens Turistbureau, Ro´s Torv, Roskildes Stjernebutikker, museer, Roskilde Festival, Roskilde Erhvervs og Udviklingsråd, hoteller, Gimle Ungdomskulturhus, Roskilde Domkirke, Planlægningsafdelingen og Kulturafdelingen.

Netværket Havneforum bestod af interessenter i havnen, som Vikingemuseet, restauranter, Handel- og Havnekiosken, Vandrehjemmet, idrætsforeninger, gallerier, musikudøvere, Gimle- Ungdomskulturhus, Sct. Jørgens Lokalråd, Havneselskabet og Kulturafdelingen.

Fælles for alle netværk var at de havde noget konkret at lave og at de til at starte med fik hjælp fra Kulturafdelingen, men MB understregede at de efterhånden er meget selvkørende og at det også var meningen. For at få et velfungerende netværk var det iflg. MB vigtigt med følgende:

· Klart kommisorium med ansvar
· Kommunen har rolle som fødselshjælper
· Konkrete projekter
· Arbejdsgrupper
· Politisk bevågenhed

Det er iflg. MB endvidere vigtigt at politikerne er med til at formulere kulturhandleplanen. Fordi det iflg. MB giver dem et medejerskab og dermed en interesse i de kulturelle projekter og netværk. Hun understregede også at kommunen har været en stor drivkraft i hele projektet især mht. til musikkonferencen, men også som igangsætter og tovholder på netværkene.
MB var også inde på at det kunne være vanskeligt at få de professionelle erhvervsdrivende og de frivillige til at mødes, men her var de fælles konkrete aktiviteter vigtige. Hun tilføjede at amatørerne ved medvirken i et netværk får større synlighed og måske nye medlemmer, men vigtigst af alt, så "får man set hinanden i øjnene" - og det kan føre til meget. Fra salen lød det at amatører har kompetencer ligeså vel som professionelle og at det gælder om at man mødes om noget nyt og på ny "grund".
Herefter fortalte MB om hvad der var hendes opgaver som kulturprojektmedarbejder. Det var at:

- Udvikle og afvikle kulturprojekter
- Afvikle kulturprojekter udefra
- Assistance til kulturforeninger

Marie gav i den forbindelse nogle eksempler på kulturprojekter hun havde været med til at sætte i gang og/eller afvikle. Det var bl.a. Margrethefjorden ´96, Streetcult, Trekronernatten, blomsterfestival, Images of… og Auschwitz-dagen. Hun understregede at netværkene godt kan tage initiativer. Stjernebutikkerne tog f.eks. initiativet til blomsterfestivalen.
MB afsluttede med at sige, at hendes job grundlæggende består i at se en masse samarbejdsmuligheder på kryds og tværs. Hvad angår de nye storkommuner tror hun på en fremtid, hvor de nye storkommuner ansætter kulturkoordinatorer og opretter egentlige projektstationer.


Ref/Susan Fazakerley 1. december 2004