            |
AKKS - Konferencer, seminarer, kurser mv.
Den 16. – 17. april 1999 afholdt AKKS konferencen ”Kulturamatørerne, regionale kulturforsøg og folkeoplysning” på Askov Højskole.
Tema
Kulturamatørerne udgør en af de største folkelige bevægelser i Danmark. Overalt i landet udfolder mange mennesker sig i foreninger inden for teater, korsang og musik. Det er mennesker, der på amatørplan har valgt at beskæftige sig med kunstneriske udtryksformer, men som samtidig ønsker at udfolde sig i et fællesskab i en skabende proces. Som aktiv fritidsbeskæftigelse udgør den foreningsbaserede amatørkultur i amter og kommuner en væsentlig del af det lokale kulturliv. Det er derfor ikke ligegyldigt, hvordan de - økonomisk og politisk – bliver tilgodeset.
Kulturminister Jytte Hilden igangsatte i 1995 de regionale kulturforsøg, der indebar, at staten uddelegerede økonomi, ansvar og kompetence på kulturområdet til 9 udvalgte lokalområder og regioner. Det var først og fremmest den professionelle kunst, der indgik i forsøgene, men i nogle områder har man valgt også at inddrage kulturamatørerne. Disse forsøg afsluttes og evalueres i 1999.
Den nuværende kulturminister, Elsebeth Gerner Nielsen skriver i Kulturkontakten i december 1998, at ”det er et af kulturpolitikkens mål, at understøtte menneskets udvikling, så det kan tage vare på sig selv og det fællesskab, det er en del af. I det lys udgør foreningslivet i Danmark et væsentligt fundament for realiseringen af centrale kulturpolitiske mål. Deltagelse i foreningslivet kan skærpe og udvikle erfaringerne med det fælles liv, og det kan bidrage til en afklaring af den enkeltes og fællesskabets identitet. I mødet med andre lærer man sig selv at kende, og man får en bedre forståelse for andres handlinger”.
Med en politisk stillingtagen til kulturregionalisering, revision af Folkeoplysningsloven og kulturministerens udmelding er der for alvor sat fokus på kulturen og civilsamfundet i 1999.
Men hvordan bør kulturamatørerne placeres i disse lovgivninger?
Hvorledes kan kulturamatørerne være medudviklere af civilsamfundet set i lyset af statslig, regional og kommunal politik?
Program
Fredag den 16. april
Kl. 19.30 - 19.45:
Velkomst v. næstformand for AKKS, Villy Dall
Kl. 19.45 – 22.00:
Strategier for lokal kulturpolitik set i lyset af kulturregionaliseringen
Leder af Center for Kulturpolitiske Studier, mag. art. Dorte Skot-Hansen
Lørdag den 17. april
Kl. 9.30 – 12.00:
Fremtidens civile velfærdssamfund,
Analytiker i Greve kommune, Ph.d. Carsten Jensen
Kl. 13.00 – 15.00: Folkeoplysning/kulturregionalisering
Paneldebat: Hvordan kan lovgivningen sikre rammerne, og hvilken rolle spiller kulturamatørerne i lokalsamfundets kulturudvikling?
I panelet kulturkonsulent i Salling-Fjends, Evald Kjeldberg, kulturchef i Herning kommune Lars Stentoft, medlem af den centrale arbejdsgruppe for revision af Folkeoplysningsloven og sekretariatsleder i LOF Jens Skipper Rasmussen og formand for Dansk Amatørmusik Union, cand. mag. Bente Schindel Samsing.
Ordstyrer: Helge Birck Pedersen, formand for AKKS
Evald Kjelberg, kulturkonsulent i Salling-Fjends
Den 1. januar 1996 startede de regionale kulturforsøg i Salling-Fjends. Man har i Salling-Fjends satset på den brede folkelige kultur. Styringen er sammensat af ti fagråd bestående af lokale ildsjæle samt en styregruppe bestående af de fem kulturudvalgsformænd. Øverst i pyramiden kommunalbestyrelserne. Styrken i forsøget har været de ti fagråd, hvor råd med både professionelle og amatører, har fungeret bedst.
Regionen har fået ca. 1.6 mio. ekstra om året til forsøget, og dem ville alle fagråd naturligvis gerne have del i. Imidlertid er det også vigtigt, at hele systemet fungerer sammen, at de projekter, der tænkes frem, også kan holde, når der skal tages endelig stilling længere oppe i systemet.
Salling-Fjends er den eneste forsøgsenhed, der har taget oplysningsområdet med, selvom dette område ligger i Undervisningministeriet.
Evald Kjeldberg gjorde rede for kommissoriet vedrørende forsøgene og fremviste Salling-Fjends’ bud på en kulturkontrakt med ministeriet.
Lars Stentoft, kulturchef i Herning kommune
Vi har sikret os et velfærdssamfund, men det, der skaber mening, er kulturen.
Der er store forskelle mellem de forskellig regioner, men en række kommuner er i færd med at formulere kultur- og fritidspolitik. I den forbindelse er der brug for, at ordet amatørkultur kommer i søgelyset. Lars Stentoft opfordrede til en samlet, koordineret indsats for at få bedre forhold for amatørkulturen og gav eksempler på, hvordan en sådan kan sikre, at lovgivning og kommunalpolitik indrettes derefter.
Jens Skipper Rasmussen, sekretariatsleder i LOF
Jens Skipper Rasmussen gjorde rede for sammensætningen af det udvalg, der arbejder med revisionen af folkeoplysningsloven, og for den måde, der arbejdes med revisionen på - blandt andet med åben debat på internettet, konferencer og deputationer.
Der har været en meget livlig debat, men det er småt med konklusioner.
Selve begrebet folkeoplysning har været til debat, idet eksotiske emner er blevet kritiseret for ikke at være folkeoplysning. Man kunne lave positivlister, men det er svært at kigge på et kursus isoleret - det handler om bredden i hele udbuddet.
Loven er opdelt i to hovedområder:
1. Undervisning
2. Aktiviteter
Der er i øjeblikket ingen formålsparagraf i folkeoplysningsloven.
Folkeoplysningsloven er en rammelov. Kommunalbestyrelsen afsætter en pulje penge, men penge til lokaletilskud skal bevilges, og det fratager penge fra kan-områderne - aktivitetstilskud.
Afregningsproceduren bør være mindre bureaukratisk.
Man har diskuteret de kulturelle organisationers placering i forhold til folkeoplysningsloven. Hvor meget, man ønsker lagt ind under folkeoplysningsloven, og hvordan man kunne tænke sig det organiseret.
Bente Schindel Samsing, formand for Dansk Amatørmusik Union
Det lokale kulturamatørliv er først og fremmest et mylder af amatørkor, -bands, -orkestre og –teatre, et mylder af personer, der med stor ildhu og entusiasme dyrker deres fritidsinteresse – kunsten - i form af musik og teater. Personer, der vil bruge deres skaberevner, spille, optræde og synge uanset lokaleforhold og økonomi.
Men er musik og teater folkeoplysning, vil mange nok spørge. Et spørgsmål, der er værd at tage op til diskussion. Mit svar er ja. Det ses bl.a. i den holdning, som er AKKS’ officielle, og som formanden har givet udtryk for i sin artikel i temahæftet om folkeoplysning: ”De utallige aktivitetsformer, både de kropskulturelle, de samfunds-engagerende og de idémæssige dokumenterer trangen til at være virksomme. Disse grundtræk konstituerer dansk folkeoplysning”.
Der er en udbredt enighed her i landet om, at folkeoplysning er vigtig – for den enkelte, for fællesskabet og dermed for vort demokrati, og at vi derfor vil støtte bestræbelserne på at fremme og støtte området. Derfor er det urimeligt, at nogle grupper – nemlig de, der beskæftiger sig med kunstbaserede aktiviteter i et skabende fællesskab – skal have så ulige vilkår.
Kulturamatørerne adskiller sig på mange punkter fra den øvrige folkeoplysning. Der er behov for lokaler med en god akustik, scener, med rigtig teknik, lys, lyd samt muligheden for at opbevare rekvisitter og store instrumenter. En række øveaftener munder desuden uvægerligt ud i en koncert eller en forestilling. Dette er der heller ikke taget højde for i folkeoplysningsloven.
Et af de fælles træk ved orkestrene, korene og teatrene er foreningsopbygningen. Der vælges på demokratisk vis en bestyrelse, der har ansvar for gruppens funktioner på alle områder. Funktioner, der ikke forekommer i aftenskolen, nemlig vedtagelser omkring repertoire, anskaffelse af noder og rollehæfter, annoncering og billetsalg.
En af folkeoplysningens grundlæggende frihedsrettigheder er den frie deltagelse. Deltagelse i undervisning etableret med tilskud efter folkeoplysningsloven kan således ikke gøres betinget af medlemskab af og kontingentbetaling til bestemte foreninger. Ved deltagelse i undervisning skal der alene erlægges en deltagerbetaling. Mange kor, amatørorkestre og amatørteatre bevæger sig derfor på lovens rand ved at bede deltagere om at melde sig ind i foreningen, ligesom det er i strid med åbenhedskriteriet at sortere deltagere fra efter en optagelsesprøve. Men den demokratiske foreningsstruktur er livsvigtig for det folkelige engagement - fra det enkelte orkester til landsorganisation og paraplyorganisation, derfor er det selvmodsigende, at det er uforenelig med undervisningsbegrebet i folkeoplysningsloven.
Hvis man skal skabe bedre vilkår for amatørmusik og -teater, er det nødvendigt at tage højde for disse områders egenart i revisionen af folkeoplysningen.
Jeg har til dels gjort rede for, hvorfor kulturamatørerne ikke i højere grad bruger adgangen til folkeoplysningsmidlerne, nemlig det faktum, at den nuværende folkeoplysningslov ikke imødekommer kulturamatørernes specielle behov. Men en anden årsag kan være, at mange kommuner har haft en tradition for at give amatørteatre, -kor, -orkestre og -bands midler over kulturbudgettet, fordi de ser kulturamatørerne som en del af kunst- og kulturområdet og ikke som en del af fritids- og folkeoplysningsområdet.
Svaret er dog nok, at de hører hjemme begge steder.
De frie kulturmidler i kommunerne er imidlertid af usikker karakter. Derfor er det vigtigt at sikre alle kulturamatører i den nye folkeoplysningslov. Det gør man ved at indføje et særskilt kapitel, der tager højde for deres egenart.
Derudover er kulturamatører i mange amter og kommuner med til at bære det lokale kulturliv, og derfor mener jeg, at amter og kommuner bør bibeholde deres kulturpuljer for at fastholde kulturamatørerne som bærere af det lokale teater- og musikliv.
|
|
