Dimensioner             Funktioner

1. Kulturel
   a. Kulturel kreativitet og kunstnerisk optræden
   b. Tilgængelighed af kulturelle goder
   c. Promovering af kulturel mangfoldighed

2. Social
   a. Fritidsaktivitet med høj kvalitet
   b. Social sammenhængskraft
   c. Undervisning og oplysning

Vojko Stopar gennemgik hver enkelt punkt inspireret af den slovenske regerings kulturprogram. Først den kulturelle dimension, som han havde opdelt i tre funktioner:

1.a Kulturel kreativitet og kunstnerisk optræden
Amatørkultur er rundt omkring forskellig: Den er tæt på traditionel folkekultur i nogle miljøer, aspirerer mod at nå samme niveau som den professionelle kunst i andre og et helt tredje sted en del af den moderne subkultur. Den ikke-institutionelle og ikke-professionelle status, der kendertegner amatørkunsten, kan både føre til kulturel kreativitet, kunstnerisk frihed og eksperimenter, og samtidig er de bedste amatørensembler mange gange på niveau med professionelle ensembler.

1.b Kulturens tilgængelighed og rum for kreativitet
Den frivillige kunst og kulturs aktiviteter bidrager til den funktion, Vojko Stopar kalder kulturens tilgængelighed. Det er en funktion, der stammer fra de grundlæggende menneskerettigheders kulturelle dimension, og som har som mål at gøre de kulturelle goder og rum for kreativitet tilgængelig for alle (dvs. både fysisk, regionalt og socialt).

1.c Promovering af kulturel mangfoldighed
Endnu en vigtig funktion for den frivillige kunst og kultur er skabelsen af kulturel mangfoldighed og kreativ pluralisme. Iflg. Vojko Stopar stammer et stort antal kreative produkter fra amatørkunsten, der også arbejder med sårbare mennesker og minoriteter – og det er bl.a. nogle af de mål, der er udtrykt i artikel 151 i Amsterdam Traktaten fra 1997 på hvilken, ideen om europæisk integration er baseret.

Herefter gik Vojko Stopar over til den frivillige kunst og kulturs sociale dimension, som han også havde opdelt i tre funktioner:

2.a Fritidsaktiviteter med høj kvalitet – at stimulere til en højere livskvalitet
Denne funktion relaterer sig til udviklingen af det sociale liv ved hjælp af kulturelle aktiviteter. Det har iflg. Vojko Stopar stor social værdi at blive inddraget i den frivillige kunst og kulturs aktiviteter, fordi det giver opmærksomhed og bekræftelse til sociale grupper og individer, som ikke kan opnå personlig tilfredsstillelse og bekræftelse i deres daglige arbejde eller familieliv.

2.b Social sammenhængskraft
De frivillige kunst- og kulturaktiviteter bidrager til social sammenhængskraft for så vidt at de

• muliggør social indlemmelse af marginaliserede grupper
• kan være et redskab til at forbedre forholdene indenfor specifikke sociale grupper
• kan fungere som psykoterapeutisk redskab og til at opretholde psykosocial stabilitet
• kan være et redskab til at opdage nye personlige muligheder og måder at handle på
• kan være en port til nye sociale forhold og forbedring af eksisterende

Vojko Stopar understregede, at den frivillige kunst og kultur/sociokulturelle aktiviteter i bredere forstand muliggør realisationen af alle de funktioner, som er nødvendige for et sundt socialt liv i et hvilket som helst moderne samfund. Men samtidig er man nødt til at advare mod denne måde at tænke på, for de sociale funktioner instrumentaliserer kultur og kunst, og de bliver dermed brugbare  - ikke på grund af deres primære funktion, men pga. af deres sideeffekter. Derfor er vi nødt til altid at være opmærksomme på forskellen mellem kunsten, som frihedens verden og kunsten, som hverdagens realitet.
Men hvorfor så understrege de sociale funktioner af kultur og kunst? Fordi det primære mål med denne konference og oprettelsen af ENVAA er at sætte vores aktiviteter ind i en bredere ramme på internationalt niveau. Og i denne sammenhæng er vores aktiviteter på det sociale felt af afgørende betydning.

Unesco
Hvis vi leder efter opbakning til vores aktiviteter i bred forstand, så kan vi f.eks. finde det i UNESCOs ”Universal Declaration on Cultural Diversity” fra 2001 og i den nyligt vedtagne ”Convention on the Protection and promotion of the diversity of Cultural Expressions”.
Den første etablerer sammenhængen mellem den kulturelle mangfoldighed og menneskerettighederne, specielt rettighederne for mennesker, der tilhører minoriteter, herunder retten til uddannelse, til at have flere sprog og til at deltage i det kulturelle liv m.m..
Den netop vedtagne konvention søger derimod at skabe en innovativ platform for internationalt kulturelt samarbejde og sikre en stats ret til at beskytte og fremme en mangfoldighed af kulturelle udtryk såvel som friheden til selv at vælge udtryk og være åben over for andre verdens kulturer.

Vi kan også støtte os til dokumentet fra den europæiske kommission: ”On fostering European Culture and Diversity”, udtrykt gennem programmer for ungdom, kultur, audiovisuel- og borgerdeltagelse.
Det primære mål i dette nye europæiske dokument er at

• give borgerne mulighed for at etablere gensidige kontakter og tætte relationer
• fremme samarbejder mellem civilsamfundets organisationer
• fremme og fremhæver fælles europæiske kulturelle præstationer.

Problemet er, at vi ikke er anerkendt som en vigtig aktør på den kulturelle europæiske scene, og at sociokulturelle aktiviteter ikke er en del af alle landes nationale ”kulturpolitikker”. Som en konsekvens heraf er de ikke anerkendt som en platform for europæisk sammenhængskraft og er som sådan ikke blevet en del af de europæiske programmer, der omhandler kultur i en bredere forståelsesramme.
Det er derfor vi har tilsluttet os ideen om at etablere et europæisk netværk for den frivillige kunst og kultur, som i fremtiden bør

• udarbejde en samlet deklaration om de frivillige kunst- og kultur/socialkulturelle aktiviteters rolle og position i Europa og præsenterer den for den Europæiske Unions og Europa Rådets organer.
• forstærke informationsstrømmen mellem de deltagende foreninger, institutioner og organisationer inden for den frivillige kunst- og kultur/de sociokulturelle aktiviteter
• realisere fælles kulturelle projekter såsom festivaler og udstillinger
• samle initiativer vedr. kulturelle projekter, udvekslinger og turneer og tilbyde hjælp med at finde relevante partnere i deltagende lande
• fremme fælles research om den frivillige kunst- og kultur/de sociokulturelle aktiviteter
• forstærke samarbejdet mellem amatørfestivaler, hvad angår informationsudveksling, koordinering af turneer, koordination af programmer m.m.
• etablere en fælles hjemmeside med deltagere fra hele Europa med nyheder af international interesse og om internationale og nationale kulturelle begivenheder som udstillinger, festivaler, konferencer og seminarer
• udarbejde fælles ansøgninger om tilskud fra europæiske strukturfonde.

Glenys Kinnock, medlem af det europæiske parlament for Wales
I Glenys Kinnocks øjne handlede oprettelsen af ENVAA i høj grad om at gøre adgangen til kultur og kunst mere tilgængelig for alle mennesker og ikke kun for eliten. ENVAA skal være med til at fremme harmoni og tolerance m.m. Kunst kan ændre mennesker og samfund, mente Glenys Kinnock, og ENVAA skal hjælpe med til at løse sociale opgaver og derved med til at udvikle EU. En god metode er ”best practise”, for det er vigtigt ikke at starte forfra hver gang.

Alun Pugh, minister for kultur, walisisk sprog og sport i det walisiske parlament
Målet for den walisiske regering er at skabe et tosproget samfund. Siden oprettelsen af det walisiske parlament i 1999 har man fordoblet kulturbudgettet, og man bruger en stor del af det på såkaldt ”community arts” (lokalkultur). Alun Pugh talte meget om kunstens fordele socialt, men især for turisme og med hensyn til det at gøre verden opmærksom på Wales. Han refererede også til en ny undersøgelse der viste, at kunst er vigtig for folk, og at manglende deltagelse (her primært som publikum) især skyldes sociale og økonomiske årsager. Iflg. Pugh var der meget at være glad for i dag i Wales, men den udfordring, man stod overfor, var, at få alle med.

Peter Tyndall, chef for The Arts Council of Wales
The Arts Council of Wales´ opgave er dobbelt, nemlig at støtte både ”acces” (deltagelse) og ”excellence” (udmærkelse) – og han opfattede deltagelse både som tilskuerdeltagelse og egendeltagelse. Også Peter Tyndall var inde på vigtigheden af at alle mennesker deltog i kulturlivet, også de socialt handicappede. Han fortalte i den forbindelse om et specielt program rettet mod de socialt handicappede under The Arts Council of Wales på 600.000 pund via tips og lotto, der havde uddelt penge til 133 projekter. Han talte endvidere om amatørkulturens vigtighed for alle led af den kulturelle fødekæde og for den kreative industri.

Session 1: Kulturel mangfoldighed i den frivillige kunst og kultur

Christine Atkinson, permanent delegeret i UNESCO for Storbritannien
Christine Atkinson vil koncentrere sig om temaet ”kulturel mangfoldighed” i forhold til UNESCO – og især til UNESCOs konventioner, som sammen med deklarationer og rekommandationer er de normative instrumenter UNESCO anvender for at give stater mulighed for at beskytte alle former for kultur. Hvad angår kulturområdet i UNESCO er udgangspunktet konventionen om ”World Heritage” og listen over bevarelsesværdige mindesmærker. Men i dag er debatten gået videre fra bevaring af kulturarven, og det handler mere om at hjælpe og beskytte kulturen i 3. verdenslande og blandt minoriteter. Det er f.eks. udgangspunktet for konventionen om ”Intangible Cultural Heritage” (den levende kulturarv), der omhandler retten til at værne om specielle kunstneriske udtryk, optræden, kulturelle rum, objekter, grupper etc., som er karakteriseret ved, at de nedarves og hele tiden ændrer sig. Danmark har endnu ikke underskrevet denne konvention, men det har lande som Letland og Litauen. 30 medlemsstater skal underskrive en konvention for at den skal træde i kraft, 27 har underskrevet konventionen om ”Intangible Cultural Heritage”. Grønland har også underskrevet, selvom Danmark ikke har. Det kan en lille gruppe gøre, selv om selve staten ikke gør det. Man kan således presse regeringerne til at implementere konventionen. Det kan man fordi UNESCOs nationale kommission mener, at civilsamfundet spiller en stor rolle – ikke kun de respektive landes regeringer. Det betyder, at UNESCO kan være talerør over for ens egen regering. Christine Atkinson informerede dernæst om deklarationen om ”Cultural Diversity” (kulturel mangfoldighed), der trådte i kraft i november på trods af, at USA og Israel var imod. Denne deklaration handlede i USA's øjne om at sætte en stopper for eksporten af amerikanske film, men det er en fejltolkning. EU har intet ønske om at stoppe importen af amerikansk film, men ønsker at sikre sin egen filmproduktion, og alle 25 lande i Europa stod sammen om at tale med en stemme overfor USA. Dermed har EU fået en høj status i UNESCO sammenhæng. Christine Atkinson fortalte afslutningsvis, at UNESCO også har kulturelle programmer bl.a. ”Creative Cities Network” og hun kom med en opfordring til konferencens deltagere om, at man arbejdede med sine respektive regeringers repræsentanter i UNESCO for at få indflydelse på dem.

Michiel de Graef,”The Fund of Amateur and Performing Arts”, Holland
Michiel de Graef introducerede ”The Fund of Amateur and Performing Arts” i Holland, der i meget høj grad sætter fokus på spændingsfeltet ”kulturel mangfoldighed”. Fonden blev grundlagt i 1979. Den fungerer efter armslængdeprincippet og modtager ca. 600 ansøgninger årligt. 30 % af ansøgningerne imødekommes. I Holland er det primært de lokale myndigheder, der har ansvaret for amatørkunsten. Amatørkunsten støttes med 48 mio. euro, og man finder den så vigtig, at den er indskrevet i den statslige kunstlov.

Amatørkunst er en del af den nationale kulturpolitik og støttes fra statslig side efter følgende kriterier:

• Kunstnerisk udvikling, fornyelse og mangfoldighed
• Eksemplariske
• Nye metoder
• Nyt repertoire
• Ny udvikling af ekspertise
• Ny forskning

Hvad angår kulturel mangfoldighed, og i denne sammenhæng havde hollænderne iflg. Michiel de Graf i første omgang primært opfattet det i forhold til de kunstneriske udtryk fra 3. verdens lande (primært de tidligere hollandske kolonier), har den hollandske politik baseret sig på to forskellige tilgange, der ofte har optrådt samtidig:

Udskilning (særbehandling) og  deltagelse (inddragelse)

Han gave følgende eksempler på tilgangen baseret på udskildning:

• Specielle budgetter for kulturelt mangfoldige projekter
• Phenix Fundation. En fond der støttede projekter med en ”opdragende” (coaching) funktion.

• Rådgivende komiteer med eksperter med forskellig kulturel baggrund
• Bredere ansøgnings kriterier
• At vurdere ansøgninger i deres egen kontekst.

Michiel de Grafs konklusion var da også, at den kulturelle mangfoldighed er under udvikling i Holland. Den nye fokus er på spændingsfeltet mellem amatører og professionelle og den gensidige inspiration, ikke så meget på kulturen fra 3. verdens lande.

Plenum diskussion under temaet: ”Europa udvider sig og globaliseringen er et faktum. Hvordan kan vi fejre hvad der er specielt ved hvor egen kultur og traditioner, mens vi stadig er åbne overfor andres?”

Til denne diskussion blev de tre oplægsholdere fra session 1 suppleret af en walesisk kunstner ved navn, Euros Lewis, der arbejder med sproglige og kulturelle projekter, der blandt andet skal udvikle strategier til at tackle landbysamfundenes krise i det moderne Wales. Euros Lewis var primært talsmand for en meget protektionistisk holdning mht. at beskytte de lokale miljøer mod den europæiske (læs: engelske) majoritets kultur, mens Christine Atkinson var fortaler for en mere blød strategi med fokus på at værne om minoritetskulturer og Michiel de Graf var fortaler for ideen om at alle kulturer med tiden ville blive absorberet i en fælles europæisk kulturel smeltedigel. Aled Rhys-Jones blandede sig i diskussionen ved at sammenfatte at Europa befinder sig i et spændingsfelt, hvor man på en og sammen gang skal absorbere nye kulturer og styrke nogle allerede eksisterende der føler sig truede. Et af de spørgsmål der også blev diskuteret var hvordan man får kulturer (som minearbejderkulturen) der er ved at gå tabt til at genopstå. Hvordan man får folk forbundet i en større verden og hvordan får man dem til at forstå at de er en del af en større verden. Nogle mente at man ikke kun skal bevare fortidens traditioner, men også kigge fremad og nogle var talsmænd for at den kreative proces og energi kunne spille en vigtig rolle i forhold til de truede kultur. Diskussionen forblev dog på et meget overordnet niveau.

Session 2: De engelske erfaringer – hvor langt er et stykke snor? – eller hvad er det vi måler og hvorfor? Og hvordan påvirker vi politikere (læs: evalueringer som politisk redskab)

Roger Hill, præsident for The National Association of Youth Theatres i England, lagde ud i denne session med at konstatere at vi lider af en overdosis af måling – og at det gør vi fordi vi arbejder i det offentlige og skal måles og vejes hele tiden. Iflg. ham handler det dog dybest set om at vi gemmer os i systemer og byrokrati, så vi undgår at tage et personligt ansvar. Vi undgår det tragiske. Vi har således skabt et ekstremt kapitalistisk overinformeret samfund, som vi ikke psykisk kan magte. Derfor fokuserer vi på numre og har glemt mystikken. Al denne måling erstatter livet. Og det er nu kommet så vidt at vi kun vil støtte kunsten, hvis den vil tage det sociale aspekt til sig (Han refererede her til en anekdote om Bill Clintons kulturpolitik). Kunst er blevet et instrument til at sikre velfærd og er således i det sociales tjeneste. I Roger Hills øjne blev kunsten dermed instrumentaliseret til at forstærke ”systemet”. Iflg. ham medfører tal begrænsninger og kontrol. Det er et livløst sprog og energien kunne bruges til noget andet, f.eks. til kunst. I en ideel verden ville vi befinde os på den anden side af velfærden, hvor det handler om kunst af lyst. Når vi skal måle effekten af kunstnerisk deltagelse må vi være klar over hvad det er vi vil måle. Han spurgte herefter retorisk: ”Hvordan måler man f.eks. positiv forandring, samarbejde, selvforvaltning og demokrati? Hvordan måler vi det man ikke kan tælle eller kategorisere? Vi skal huske at være 1. præcise. Dette gælder især sprogligt. Tal det sprog undersøgelsens deltagere bruger. Det nytter ikke at anvende et videnskabeligt sprog overfor en gruppe marginaliserede engelske teenagere. 2. Vi skal benytte os af samtale og dialog ikke envejskommunikation. Der er ikke på deltagernes betingelser 3. Vi skal ikke benytte os af evalueringsformen, men f.eks. hellere af dagbøger, hvor deltagerne med egne ord beskriver hvad de får ud af et forløb. 4. Vi skal forstå er der er et spændingsfelt mellem måling og værdier. På den ene side befinder vi os i en branche, hvor kunstens rolle er at være trigger. På den anden side handler det om at gøre folk i stand til at udleve deres drømme. Der er en vanskelig balancegang – og det arbejde ligger ikke i det offentlige, men i det frivillige. I bund og grund skal vi til at måle handlinger mellem mennesker og vi må søge nogle måder at gøre det på. Og vi må se at komme i gang.

Brendan McDonnell, leder af CECI ”Community Evaluation Northern Ireland og igennem de sidste tre år leder af en serie af forskningsprojekter hvis mål har været at undersøge og måle udbyttet af lokalsamfundenes og den frivillige sektors aktiviteter. Det har resulteret i frembringelsen af en skitse af indikatorer for social kapital, som nu anvendes af den nordirske regering, og som der arbejdes videre på. Iflg. Brendan McDonnell er en del af CECIs opgave at måle den sociale effekt af offentlige investeringer i lokalsamfund – og herunder bl.a. at måle det umålelige, som positiv forandring og andre bløde kvaliteter. Brendan McDonnell forklarede at udgangspunktet for oprettelsen af CECI i 1995 er at klimaet har ændret sig meget i Nordirland i det senere år. Der blæser kolde vinde, der gør at det er nødvendigt at legitimere sine investeringer og det gælder også investeringerne i lokalsamfundene og frivillighedssektoren. Og hvordan demonstrerer man så lokalsamfundenes og frivillighedssektorens bidrag til samfundet? Her er det iflg. Brendan McDonnell CECIs grundlæggende tese, at der bør være en sammenhæng mellem tilskuds rationalet, udbyttet og målingerne. Når han talte om udbytte, skal det her forstås som ”added value” (forøget værd/værdi). Der vigtige i denne sammenhæng var således at måle de tre nøglebegreber: ”Bonding, bridging og linking” i lokalsamfundene. Brendan Mcdonell var klar over at alt det kunne virke meget teoretisk, men iflg. ham var det samtidig en realitet, at dem der bestemmer tvinger os til at lade os evaluere og organisationerne tvinges derfor til at arbejde med disse begreber.

Meic Llewellyn, strategisk planlægger i The Voluntarys Arts Wales, ønskede i sit oplæg at besvare spørgsmålet ”Hvordan viser man sit værd over politikere?”, hvilket iflg. ham er et meget praktisk arbejde. I kraft af sin rolle som strategisk planlægger var han tidligt blevet opsøgt af diverse frivillige grupper og foreninger, der ville have hjælp til at udarbejde de evalueringer, der var fulgt med deres offentlige tilskud. Det var bidragsydernes krav, så det var ikke af begejstring for projektet de opsøgte ham. For 2-3 år siden var evaluering altid nederst på projekternes ”to do” liste og de blev udskudt til sidste øjeblik. Men iflg. Meic Llewellyn er det nødvendigt at skubbe den højere op. Men mange anså det for at være ligegyldigt, så The Voluntary Arts Wales havde været nødt til at lave kurser i det, hvor man arbejdede med at evaluere i grupper. På kurserne skulle grupperne udvikle nogle teknikker til at evaluere og her var det vigtigt at få folk med i processen og gøre den tilgængelig. Iflg. Meic Llewellyn er det således helt grundlæggende i dialogen man kan identificere de ting der har været vigtige i processen omkring et projekt.

Meic Llewellyn opsummere de gode erfaringer fra evalueringskurserne i følgende punkter:

• Tag kontrol over evalueringen. Gør det for jer selv? Hvad kan I lære af det?
• Hvad er det I vil vide? Man stiller forskellige spørgsmål til forskellige projekter.

Plenum diskussion 2 under temaet: At bevise værdien af frivillig/amatør kunst overfor tilskudsmyndigheder.

Meir Llewellyn mente at det grundlæggende handlede om at udvikle langvarige forhold til tilskudsmyndigheder for at undgå hvad han kaldte ”serialfunding” refleksbetonet tilskud uden nogle bagvedliggende refleksion. For ham var det ydermere positivt at evalueringer kan føre til selvrefleksion på alle niveauer (også det politiske). Robin Simpson, leder af Voluntary Arts UK, opsummerede session 2 med følgende. ”Vi skal udvikle vores evalueringsmetoder med dem der skal evalueres. Få deres sprog med og bruge det. Og så skal vi være positive, direkte og tage føringen mht. at fortælle historierne om os selv.

Hermed sluttede konferencens 1. dag

Session 3: At få indflydelse på politik

Christopher Gordon, kulturpolitisk ekspert i forhold til UK og Europa, var lørdagens første taler. Han redegjorde for den kulturpolitiske situation i Europa og hele problematikken med optagelsen af de nye lande. Udgangspunktet var iflg. ham krigen i det tidligere Jugoslavien. Her var Jugoslavien blevet suspenderet via EUs Cultural Convention, hvis demokratiske rettigheder og krav er adgangsbilletten til EU. I Europa Rådet har kultur høj status, men Europa Rådet har ingen penge. Man har mange projekter og udføre megen research. Det er egentlig op til de individuelle lande at videregive alle informationerne om disse projekter, men de er tilgængelige på hjemmesiden: www.coe.int. Her finder man bl.a. evalueringer af nationale kulturpolitikker. Her kan man således erfaringsudveksle. Europa Rådet er meget engageret i hvordan kunst og kultur og deltagelse fungere i forhold til det lokale politiske niveau. Europa Rådet har 46 medlemsstater og er en stor klub. En af årsagerne til at man har været forløber i den sociale sammenhæng er at de delegerede repræsenterede det sociale område – ikke Kulturministerierne. I Europa Rådet er de kulturelle diskussioner således i vidt omfang knyttet til deltagelse. Iflg. Christopher Gordon er det også nødvendigt at vide at EU oprindeligt er skabt, som forum for handel ikke kultur. Man opfatter kultur som produkter, der kan handles. Det er her fokus har været. Men parlamentet synes også at det er vigtigt med kultur i forhold til borgerne. Han referede til artikel 128 og den omdiskuterede passus om kulturel kompetence. Det havde været vigtigt for Sydeuropa at få penge til kultur værdier. Men Nordeuropa var imod fordi der ikke var nok kontrol med tilskuddene. Derfor kan man ikke få særlig mange penge herfra til kultur. Samtidig skal man være opmærksom på at de professionelle lobbyister har været meget aktive til at beskytte de professionelles rettigheder i EU sammenhæng. Og så er de regnskabsmæssige krav ekstreme og medfører at kunstverdenen ikke kan søge pga. egenfinansieringskravene. Desuden er budgettet lille. 7 cent pr. indbygger, så hvis man vil søge midler i Europa er det en ”op ad bakke” kamp. Men der er dog også positive ting at sige i forhold til at skaffe midler til amatørkulturen i EU. Især de strukturelle fonde der ofte omhandler landbrugsprogrammer har penge. Hvis kulturområdet har 7% har de strukturelle fonde 93%. De er vejen frem – og her er penge også i fremtiden i form af partnerskabsmuligheder. Men det betyder også at vi må intrumentalisere kunsten, så det der er vejen frem er værdien af kunsten i dens kontekst – og den rolle den kan spille i f.eks. landbrugsprogrammer.

Cathrine Giffard, embedsmand for området ”teaching and artistic practice” i det franske ministerium for kultur og kommunikations afdeling for musik, dans, teater og underholdning. Cathrine Giffard talte om hvordan amatørernes kunne få indflydelse, hvilket hun mente kun kunne ske gennem omfattende dokumentation, talmateriale og netværksarbejde. En undersøgelse viser at 50% af alle franskmænd er aktive amatørkunstnere. I Frankrig har man ikke en social instrumentalisering af amatørkunsten. Det handler i langt højere grad om en merkantil instrumentalisering og om hvor mange job området skaber. Man har iflg. Giffard en gammeldags opfattelse af amatører. De har et dårligt image og opfattes som den fejlslagne professionelle. Staten opfordrer derfor til bedre kvalitet og et image skifte. I Frankrig er det dog meget svært at søge penge igennem ministeriet for amatørkunsten. De er de lokale myndigheder, der støtter fordi de er mere fokuserede på deltagelse end på kunstnerisk kvalitet.

Peter Harding, leder af den kunst afdelingen i det walesiske parlament, ville atter forholde sig til spørgsmålet” Hvordan amatørkunsten får indflydelse på politikerne?” I Chartret for den politiske vision i Wales handler det om deltagelse og om at få deltagelsen op. Den lokale og frivillige kultur spiller en rolle som limen der klæber samfundet sammen. I dag har man i Wales en direkte linie til ministeren, hvilket han anså for meget positivt. Wales har en kulturstrategi, der dækker kultur i allerbredeste forstand, dvs. inklusive sport og sprog. I dag er der dog mere fokus på kunst. Der arbejdes endvidere på at udvikle en ny udviklingsstrategi. Og alle i Wales kan få indflydelse på denne. Det skal man benytte sig af. Man skeler også til UK og EU, men Wales er et nyt land og har kun haft sit eget parlament siden 1999, hvorfor interessen er her.

Plenum diskussion 3 under temaet: ”At få indflydelse”

I denne plenum diskussion talte man bl.a. for og imod den sociale instrumentalisering og om kultur som kommunikation og at det især var lokalt at det var muligt at få indflydelse. Efter denne plenum gik man over til tre ”best practise” cases.

Session 4: Et større perspektiv

Jan Symon, en fotograf der arbejder i Brno i Tjekkiet, fortalte om sit arbejde på tre projekter med sigøjnerbefolkningen i Brno. Jan Symon fortalte bl.a. at Tjekkiet har et rigt kulturliv, men også mange begynderproblemer, som en ny stat. På det nationale niveau er der f.eks. ikke megen forståelse for de amatørkunstneriske projekter, men lokalt er der i lidt højere grad. Men en tommelfingerregel er at amatørkunsten ikke kan forvente nogen offentlige tilskud i Tjekkiet. Jan Symons tre projekter var således blevet til via mange forskellige tilskudsgivere og et vidt forgrenet net af vennetjenester. De tre projekter var 1.A colourfull world 2000. Det var et 2 årigt projekt med sigøjnere. Dette projekt førte bl.a. til delvis oprettelse af et lokalcenter. Projektet var et sociokulturelt projekt. Det handlede om ved hjælp af sigøjnernes musik og dans, at åbne et meget lukket ghetto område og dermed give det et nyt image. Man fik bl.a. hjælp fra det nationale Romani Museum til at komme ind i miljøet, der er meget uigennemskueligt og præget af en klanstruktur. Kun en gang i løbet af projektet var der meget stor tilskuertilstrømning. Det var til et arrangement på rådhuspladsen i Brno med en kendt sigøjner gruppe fra Slovakiet. Et af problemerne med projektet var at der ikke var nogen til at føre det videre bagefter. Ikke mindst fordi de teenagere, der var med i projektet, hellere vil arbejde med vestlig musik. Det helt specielle ved ”A colourfull world” var at lære gensidig respekt fordi uenighederne i området var store. Det var derfor på mange måder mere gadearbejde end kulturarbejde. Det 2. projekt var Multicultural Brno, hvis mål var at genskabe den multikulturelle fortid og fremtid i Brno. Dette projekt var ikke kun for sigøjnere. Men i kølvandet på kommunismens fald, havde der ikke været nogen ambition om at løfte dette problem. Vi tilbød kun at præsentere folk for kultur og mad via en udstilling og musik. Det var også en bogudgivelse og en endags musikfestival. Det var med alle former for musik. Der var en god respons for de lokale folk, fra medier og fra det nationale niveau. Der var også mange unge gæster og projektet kulminerede med en cd-udgivelse. Det sidste projekt var me and you. Et projekt hvis mål det var at binde bånde mellem sigøjner børn og tjekkiske børn – og nedbryde racisme, bl.a. ved hjælp af tegninger og fotos.

Thomas Hauger,  general sekretær i DATS, var den anden oplægsholder i denne session og han fortalte om IATAs arbejde i baltikum.

Ioan Pop, traditionel musiker fra Maramures regionen i Rumænien. Ioan Pop fortalte at Maramues regionen er et virkeligt isoleret sted i Rumænien, gemt i bjergene. Ioan Pop arbejdede engang som sanger og musiker, men efter revolutionen arbejdede han som regional konsulent. 10 år senere var han tilbage på landet, hvor han nu lever som bonde, hvor han arbejdede imod de konsekvenser der har været under kommunismen i Rumænien. Under kommunismen var der en berømt amatørkonkurrence i Rumænien. Problemet var imidlertid at Rumænien allerede havde et livligt kulturliv og den centralt styrede konkurrence var meget top-down. Ioan Pop er meget stolt af at være den eneste kulturelle organisation der ikke modtager noget tilskud. Han har fået flere tilbud om lokal støtte, men han vil ikke styres. Han lever som bonde, men turnere også med sin gruppe som musiker. Hans gruppe består af skiftende unge musikere, der trænger til at blive løftet socialt. Han arbejder også med teater og har bl.a. turneret verden rundt med en rumænsk udgave af Electra med traditionel rumænsk musik, der ligger meget tæt på hvad man formoder har været den oprindelige græske musik. Målet for hans organisation er bl.a. at samarbejde med et museum for bønder og musikere. De har bl.a. fokuseret på landsby dansen, som er et mødested i landsbyen, der er truet pga. vestlig udvikling. Alle landsbyer der vil være med mødes i byens centrum en gang om året. Hvis den traditionelle dans stadig foregår så ser de unge den og kan samle den op. De unge er vestligt orienteret og det er derfor vigtigt at de møder det traditionelle. I fremtiden ønsker Pop at fokusere på sociale begivenheder i landsbyen, som f.eks. barnedåb med sang og musik.  Han kunne godt tænke sig at bruge musikere udefra i gensidig udveksling. Han er meget åben over for alle former for samarbejde.

Plenum session 4: At forbinde øst og vest, de gamle og nye Europaer.
Denne diskussion har jeg ikke gidet at referere.

Afsluttende session: Arbejdet i ENVAA de næste to år

Robin Simpson, leder af Voluntary Arts Network UK, var ordstyrer på denne diskussion. Han lagde ud med at samle op på indholdet af de gule sedler konferencedeltagerne havde hængt på en opslagstavle i løbet af konferencen. De kunne kort opdeles i ønsker til indholdet af ENVAA

1. Et strategisk niveau rettet mod politikere, hvor det primære ønske var at området skulle indskrives i europæisk lovgivning.
2. Et ønske om ENVAA som en samarbejdskanal
3. Et ønske om at ENVAA skulle udføre research og dokumentation, evaluering og måling.