            |
AKKS - Konferencer, seminarer, kurser mv.
Den frivillige kulturs fremtid i Danmark
Åbningsindlæg ved AKKS-konferencen "Den folkelige kultur og AKKS's rolle i fremtiden"
Slagelse Vandrerhjem 5.-6. marts 2004
Af Villy Dall,
formand for Amatørernes Kunst & Kultur Samråd (AKKS)
Lad mig sige straks sige det lige ud: Denne konference har til formål at finde ud af, om vi har en fremtid sammen. Om vi, der sidder her i aften, og dem, der af forskellige årsager ikke er til stede, har en fremtid sammen. Vi kommer fra hver vort hjørne af det varierede felt, der udgøres af de organisationer, der repræsenterer de mennesker, der arbejder frivilligt og folkeligt med kunst og kultur.
Men lad os lige udskyde fremtiden et øjeblik.
Set over de seneste 35 år har der været en solid grobund for udvikling inden for den frivillige kultur. Området har generelt været set som en integreret, helt uundværlig og også i kunstnerisk henseende udviklende del af kunst- og kulturlivet. Det har givet sig udtryk i lovgivning, og det har givet sig udtryk i offentlige tilskud.
Sådan er det ikke længere.
For os selv er fordelene ved det frivillige kulturarbejde som oftest så oplagte, at de bliver nærmest usynlige. Vi har svært ved at formulere dem. Men politikerne og embedsmændene har brug for beviser.
Vi har for tiden en regering, der taler meget om at bryde den sociale arv, nu hvor man mener, at klassekampen er slut, og hvor ligestillingen kan tages af dagsordenen. Her kan det frivillige kulturarbejde få stor betydning for kultur og sundhed samt for social og økonomisk udvikling. Samfundets investering i det frivillige kulturarbejde tilbyder en billig vej til ikke bare sammenhængskraft i samfundet ved at skabe en forståelse for den samlede kulturpolitik, men også gennem den personlige dannelse til livslang læring og omstillingsparathed hos borgerne - og dermed arbejdskraften.
Når det gælder den kunstneriske udvikling eller menneskers personlige dannelse, er der naturligvis mange berøringsflader mellem de kunstneriske aktiviteter, de professionelle lever af, og de kunstneriske aktiviteter, de frivillige deltager i for deres egen skyld. De eksisterer i industrisamfundets opfattelse parallelt, fordi der er tale om hhv. arbejdstid og fritid, men berørings- og befrugtningsfladerne er store. Og i det nutidige samfund tyder alt på, at grænserne er og vil blive mere flydende.
Endelig kan man sige, at når det gælder vore rettigheder som mennesker og borgere og vælgere til at udtrykke os selv kreativt og deltage i det kunstneriske liv, så har det ene ikke mere berettigelse end det andet, medmindre man fra statsmagtens side udelukkende anlægger en markedsbetragtning på kunst og kultur. Men det gør vel dog kun i de færreste, når det kommer til stykket, i en gammel kultur- og nationalstat.
Hvordan kan så frivillig deltagelse i kunstnerisk og kulturelt arbejde bidrage til individuel og samfundsmæssig udvikling?
Individuel udvikling:
· Kunstneriske aktiviteter øger deltagernes selvbevidsthed, hvilket igen øger deres livskvalitet generelt og udvider deres deltagelse i samfundslivet.
· Deltagelse i kunstnerisk aktiviteter giver den enkelte mulighed for at opdage nye talenter og evner. Den succes og glæde, den kreative aktivitet giver, opmuntrer til yderligere udvikling gennem eksempelvis uddannelse og efteruddannelse. Og oplevelsen af succes og glæde i et fællesskab modvirker isolation.
· Deltagerne kan opnå nye praktiske og sociale færdigheder, der øger deres markedsværdi i arbejdslivet. Der er tale om brede, ikke smalle, færdigheder, som bl.a. omfatter arbejdserfaring, administration, fundraising og træning, men også endnu bredere færdigheder som bedre associationsevne, kreativitet, problem- og konfliktløsning, kommunikation og ledelse.
· Deltagelsen i kunstneriske aktiviteter øger menneskets kreativitet. Evnen til at forestille sig, at visualisere, øges. Evnen til at se, hvad der kan ske i fremtiden, er et vigtigt værktøj, når problemer skal løses, og situationer skal ændres. Evnen til at sætte sig i andres sted og til at kende sig selv er nødvendig for enhver udvikling.
· Kunstneriske aktiviteter kræver en vis ansvarlig risikovillighed. Uden risikovillighed ingen vækst eller udvikling. Det at klare de risici, der er involveret i forbindelse med ens identitet, ens evner og det at indgå i relationer, skaber tryghed og fleksibilitet hos den enkelte. Mennesker med risikokompetence kan bedre klare fremtidens usikkerhed og ændringer.
· Deltagelse i kunsteriske aktiviteter giver mennesker mulighed for at opdage nye værdier, nye indsigter og nye drømme, hvilket øger deres opfattelse af, hvad der er muligt i livet. Og hvad der er efterstræbelsesværdigt.
· Deltagelse i kunstneriske aktiviteter giver følelse af velvære og modvirker derfor generelt stress og angst. Det kan også modvirke psykosomatiske lidelser, der er funderet i oplevelse af manglende betydning eller isolation.
Samfundsmæssig udvikling:
· Deltagelse i kunstneriske aktiviteter modvirker isolation både på landet og i byen. Venskaber og almindelige bekendtskaber er en nødvendig del af et tilfredsstillende liv. Isolerede mennesker og mindretalsgrupper får igennem de kunstneriske aktiviteter en mulighed for at udvide deres omgangskreds.
· Dette er naturligvis vigtigt for unge i de større byer, men også på landet, hvor det kunstneriske og kulturelle udbud er mindre generelt og måske især mindre blodfattigt, mere laveste fællesnævner.
· Deltagelse i multikulturelle aktiviteter giver alle mennesker mulighed for på én gang at fastholde kontakten til deres rødder og til at indgå i nye sammenhænge.
· Deltagelse i kulturelle aktiviteter bygger bro over generationskløfterne.
· Deltagelse i stævner og festivaler med ligesindede grupper giver deltagerne mulighed for at opleve, at de er led i en større helhed, hviket er med til at skabe større mobilitet.
· Mange kulturelle aktiviteter arbejder inden for ikke-hierarkiske og samarbejdende strukturer, hvor den enkelte påtager sig de opgaver, der viser sig nødvendige for at gennemføre projektet. Det giver en øget fleksiblitet og mobilitet, som i stadig stigende grad efterspørges på arbejdsmarkedet.
Udvikling i lokalsamfundene:
· Deltagelse i kunstneriske aktiviteter giver borgerne mulighed for at involvere sig i deres lokale samfund og deres lokale medborgere til en pris, de kan betale.
· Lokale kunstneriske aktiviteter udgør et mødested for mennesker fra forskellige samfunds- og erhvervsgrupper.
· De lokale projekters organisering og ledelse skaber nye redskaber i lokalsamfundet: Gruppearbejde, teamwork, forhandling, en pragmatisk og kompromissøgende arbejdsform, kommunikation, netværksdannelse o.s.v. At mennesker opnår disse færdigheder og oplever betydningen af og glæden ved fællesskabet giver grobund for nye aktiviteter, der er med til at udbygge muligheden for, at folk lokalt tager ansvar for deres egne forhold.
· Oplevelsen af succes og indflydelse, opnået gennem både den organisatoriske proces og den kreative proces i en lokal kunstnerisk aktivitet, øger lysten til politisk aktivitet.
· De lokale kunstnerisk aktiviteter er stærkt medvirkende til at oplyse om og engagere deltagerne i den lokale kulturarv, de lokale traditioner, hvilket både giver mulighed for at bevare disse og at udvikle dem. Aktiviteterne er også med til at skabe en lokal identitet uden for området.
Kulturpolitisk udvikling:
· Deltagelse i - som et modstykke til rent forbrug af - kunstneriske aktiviteter øger tilgængeligheden til kunst og kultur. Det opleves ikke længere som noget, der kræver en særlig uddannelse eller kun er for de få. Dette igen opmuntrer til eksperimenter og udviklingen af nye ideer, færdigheder og talenter.
· Kunstneriske aktiviteter, der omfatter ideer og holdninger i forskellige kulturer eller forskellige generationer, kan føre til en øget grobund for udviklingen af nye kunstformer og dermed ny kunstnerisk udvikling.
Er nu alt dette, noget jeg har fundet på. Nej, det må jeg bedrøve jer med. Listerne er lavet med inspiration fra den mest veletablerede AKKS-lignende organisering, jeg kender til, nemlig Voluntary Arts Network (VAN), der dækker De Britiske Øer, og som er delt op i fire underliggende Voluntary Arts Network for de fire lande: England, Skotland, Wales og Irland (dækkende både republikken og Nordirland). VAN henter sine økonomiske midler fra de fire statslige kunstråd, der igen får sine midler fra de offentlige budgetter og fra lotto, plus Carnegie-fonden. VAN uddeler ikke tilskud, men fungerer som overordnet kulturpolitisk paraply for ca. 300 landsdækkende organisationer. Dertil stiller VAN konsulentbistand, kursusaktiviteter og information til rådighed.
Vi skal senere i aften høre, hvordan situationen er i vore to nordiske broderlande, Sverige og Norge, både når det gælder hele indstillingen til det frivillige kulturelle landskab, og når det gælder organiseringen af den offentlige tilskudsaktivitet. I den forbindelse er jeg meget glad for, at vi har direktøren for Sveriges Orkesterförbund, Magnus Eriksson, der er tidligere styrelsesmedlem i vor svenske søstersamråd, Amatörkulturens samrådsgrupp (ax), og formanden for Norsk Amatørteaterråd (NAT), Steinar Arnesen, hos os.
I mange år var det her hos os nok, at vi fra amatørorganisationernes sørgede for at holde gode kontakter til den til enhver tid siddende kulturminister og til de relevante embedsfolk i Kulturministeriet. Med kulturministre som Julius Bomholt (S), Hans Sølvhøj (S), Bodil Koch (S), Kresten Helveg Petersen (R), Niels Mathiesen (S), Lise Østergaard (S), Mimi Jakobsen (CD), Ole Vig Jensen (R), Ebbe Lundgaard (R) og Elsebeth Gerner Nielsen (R) kunne det aldrig gå helt galt. Denne samme garanti udgjorde datidens embedsfolk i Kulturministeriet, fordi de følte sig i overensstemmelse med den generelle konsensus om amatørkulturens betydning, uanset om de kom fra universitetet eller direkte fra de forskellige dele af kulturlivet.
Sådan er ånden ikke længere i ministeriet.
Det begyndte nok, mens Jytte Hilden (S) var kulturminister i de to første Nyrup-regeringer 1993-96. Her startede en tendens, som vi endnu ikke har set slutningen på, nemlig forsøget på at overflytte statslige kulturudgifter til amter og kommuner, eksempelvis gennem de regionale kulturforsøg. Det var også under Jytte Hilden, at man indledte en ny budgetteringsteknik, hvor statslige kulturudgifter blev flyttet fra finansloven og over til Kulturministeriets andel af tips- og lottomidlerne. Hvilket betyder et totalt fravær af offentlig politisk debat om tilskuddet til amatørkulturen, fordi den bevillingsmæssige behandling sker for lukkede døre i finansudvalget. Siden Jytte Hildens tid har amatørkulturens organisationer da også oplevet en løbende udhuling af deres driftstilskud, da der ikke er sket forhøjelser som følge af løn- og prisudviklingen.
Jytte Hildens to efterfølgere i de senere Nyrup-regeringer forsøgte at nyformulere en statslig kulturpolitisk holdning til amatørkulturen. Ebbe Lundgaard havde et projekt - måske var det til en vis grad det, han led politisk skibbrud på - om at skrive amatørkulturen ind i tips- og lottoloven. Og Elsebeth Gerner Nielsen tog initiativ til oprettelsen af Kulturministeriets Udviklingspulje for amatørkultur og folkelige kulturaktiviteter, hvor hun overlod både administration og fordeling til AKKS i en treårig forsøgsperiode fra den 1. april 2000 til den 31. marts 2003.
Jeg skal ikke komme nærmere ind på Udviklingspuljen her. Den eksterne evaluering, vi har iværksat af puljen, kommer vi nærmere ind på i morgen tidlig.
Blot konstatere, at efter regeringsskiftet lige før julen 2001 er Kulturministeriet fortsat i det spor, der i sin tid blev lagt ud under Jytte Hilden. Efter at amatørmusikken, der jo lov- og fordelingsmæssigt dengang hørte under Statens Musikråd (nu: Musikudvalget under Kunstrådet), allerede under Ebbe Lundgaard (R) og Elsebeth Gerner Nielsen (R) havde været udsat for væsentlige besparelser, kom turen så i foråret 2002 til amatørteatret. Dansk Amatør Teater Samvirke (DATS) fik beskåret sit tilskud med 14 pct., og ligeledes skete der en reduktion i den årlige bevilling til Udviklingspuljen. Ét år senere, da forsøgsperioden med Udviklingspuljen løb ud, fjernede Brian Mikkelsen (K) den så helt - så at sige med et pennestrøg. Nemlig helt uden forudgående evaluering eller forhandling med AKKS - angiveligt som led i regeringens generelle indsats for at fjerne råd og nævn og udvalg og tilskudspuljer.
Lad os lige tage nogle flere lovændringer, der er sket i den nuværende regerings levetid:
· Frivilliggørelsen af folkeoplysningslovens 5 pct.-pulje
· Fordoblingen af deltagergebyr på folkeoplysningsområdet
· Fjernelsen af amatørkulturen som et specifikt tilskudsområde i folkeoplysningsloven
· Frivilliggørelsen af amtsmusikudvalgene
· Frivilliggørelsen af folkeoplysningsudvalgene
· Nedlæggelse af kvartersløft-puljerne
· Nedlæggelse af integrationsrådene
· Fjernelsen af portostøtten til tidsskrifter
Selv om disse lovændringer ikke alle hører under Kulturministeriets område, har de stor betydning for de frivillige kulturaktørers mulighed for at skaffe finansiering til deres projekter.
Både da Udviklingspuljen blev nedlagt, og det lykkedes os at få stillet et onsdagsspørgsmål i folketingssalen, og ved flere senere lejligheder har kulturminister Brian Mikkelsen (K) givet et klart udtryk for, hvordan han ser på amatørkulturen. Senest skrev han den 19. februar i år i et brev til DATS's stifter, den nu 90-årige aktivist Arne Aabenhus, der også var medstifter af Samrådet for amatørkor, -orkestre og -teatret, som senere blev til AKKS, således:
"Jeg er enig i Deres betragtninger om amatørkulturens store værdi - ikke mindst som led i den kunstneriske fødekæde og i uddannelsen af et kyndigt publikum ..."
Pyyyyyyyh ha, nå, ja, så fortsatte han:
"Men jeg bliver nødt til at fastholde den grundlæggende arbejdsdeling mellem kommunernes og statens forpligtelser i forhold til kulturlivet, og dér er det min klare opfattelse, at amatørkunst og -kultur er en opgave for det kommunale niveau. Det gælder også finansieringen af særlige udviklingsprojekter. Jeg har modtaget evalueringen af puljen, og den giver mig ikke anledning til at revidere min opfattelse af den grundlæggende arbejdsdeling."
Undervejs i sin argumentation omkring dette emne er der dog kommet nogle udtalelser fra kulturministeren, som jeg også vil nævne. Dels fordi de er direkte i modstrid med virkeligheden, og dels fordi de viser en total historieløshed hos ministeren - og de embedsfolk, som skriver eller leverer materiale til hans breve, artikler og udtalelser.
For et par år siden hævdede Brian Mikkelsen på et offentligt møde i København, da Bent Jacobsen fra DATS spurgte til hans holdning til amatørkulturen, at det var helt enestående i verden, at der i Danmark ydes store tilskud til driften af de landsdækkende amatørkulturorganisationer. Som enhver med blot en minimalt kendskab til området ved, er det forkert. Det er et helt almindeligt billede - ikke kun i de øvrige nordiske lande, men i hvert fald også i en lang række øvrige nordeuropæiske lande.
Senest hævdede Brian Mikkelsen i et interview med JydskeVestkysten den 20. februar i år, at ministeriet "undtagelsesvis" yder tilskud til DATS og AKKS. Hvori det undtagelsesvise består, ved jeg ikke. For DATS var på finansloven fra den 1. april 1970 til den 31. december 1996, og siden har samvirket fået driftstilskud af Kulturministeriets andel af tips- og lottomidlerne. AKKS har nu også i en længere årrække fået et driftstilskud fra ministeriet, ligeledes af tips- og lottomidlerne.
Argumentationen er altså særdeles løs i koderne. For nu ikke at sige direkte manipulatorisk.
Jeg ved, at både AKKS og DATS for lang, lang tid siden blev bedt om at indsende materiale til Kulturministeriet med henblik på, at dette skulle indgå i kulturministerens kommende kulturpolitiske redegørelse. Den er siden blevet udsat og udsat og udsat - indtil den nu her i januar blev aflyst. Vi havde set frem til den, fordi der tilsyneladende var lagt op til en klargørelse af regeringens holdning til statens engagement i forhold til amatørkulturen - med efterfølgende mulighed for en politisk debat om emnet, når redegørelsen skulle til forhandling i folketingssalen.
Allerede på AKKS's repræsentantskabsmøde i maj i fjor var vi klar over, i hvilken retning vinden blæste. Dengang var Udviklingspuljen lige blevet nedlagt, og det stod klart, at der måtte en politisk initiativ til. Et bredere parlamentspolitisk initiativ. Det er ikke længere nok at holde kontakt med minister og ministerium.
For at sikre hele området en politisk opmærksomhed og for at repræsentere så bredt et felt som overhovedet muligt i et kulturpolitisk perspektiv, vedtog AKKS-bestyrelsen at lade den politiske offensiv ske i samarbejde med to af vore nære og gode samarbejdspartnere, nemlig Huse i Danmark (HID) og Kulturelle Samråd i Danmark (KSD) - det såkaldte HAK-samarbejde. Dem har vi et nært samarbejde med i det daglige og har haft i flere år, siden vi fik kontorfællesskab, først i Bredgade hos Dansk Folkeoplysnings Samråd (DSF) og senere i Suhmsgade hos Københavns Kommune. Selv om vore formål og vore indsatser er forskellige repræsenterer vi alligevel alle "lapper" i det spraglede patchworktæppe, den frivillige kultur i Danmark udgør. Ingen andre end nogle af vore egne medlemsorganisationer i AKKS har da heller sat spørgsmålstegn ved, om det var det rigtige forum for den kulturpolitiske offensiv.
Da Folketinget samledes i oktober, satte vi ind. Vi har forsøgt at få samtlige politiske partiers kulturordførere i tale, og jævnt hen er det lykkedes. Vi har haft møder med Ole Sohn (SF), Naser Khader (R), Bodil Kornbæk (KD), Carina Christensen (K), Mette Frederiksen (S) og Louise Frevert (DF). Og der er i nærmeste fremtid planlagt møder med Eyvind Vesselbo (V) og Søren Søndergaard (ENH).
Vores delegation har bestået af de tre formænd og de tre sekretariatsledere. Hos alle er vi blevet modtaget med venlighed og velvilje. Måske med DF som undtagelse. Det møde kunne jeg ikke deltage i, men der er andre til stede her i aften, som var med.
Foreløbig er der kommet to konkrete resultater ud af møderne, begge med Ole Sohn i førersædet:
· Folketingets kulturudvalg har tvunget kulturministeren til alligevel at lave en slags kulturpolitisk redegørelse - de såkaldte kulturpolitiske sigtelinjer
· Der forsøges rejst en forespørgselsdebat til kulturministeren om, hvad der er regeringens politik på det frivillige kulturelle område.
Dette er godt i tråd med det råd, jeg fik fra Arne Aabenhus - den mand i Danmark, for hvem det er lykkedes at skaffe flest midler til amatørkultur - i et brev, hvor han, som han nu er, naturligvis afstod fra at råde mig.
"Hvor venlig kulturministeren end er, så er svaret," skriver Arne, "efter mit skøn - utrolig farligt. Han opdeler uden blusel dansk kulturliv i noget, der støttes af staten og andet, der kun støttes af kommunerne. Kulturministeren lagdeler således dansk kulturliv i en fornem del, der er værdig til statsstøtte, og en anden, der må henvises til kommunal støtte.
Det er rystende! Og hvad værre er: Det er direkte en farlig opdeling af dansk kulturliv, såfremt Kulturministeriet fremover kan tilbagesende ansøgninger fra det folkeligt-kulturelle liv påstemplet "Forkert adresse".
Noget af kulturlivet kører efter Brian Mikkelsens mening på første klasse, men vi, der flokkes under AKKS's paraply, kører på anden!"
Og så er det, at Arne alligevel råder og foreslår, at "sagen gøres politisk - tilmed partipolitisk - måske efter samråd med Elsebeth Gerner Nielsen. Ved en henvendelse direkte til de folketingsmedlemmer, vi mener forstår værdien af det folkeligt-kulturelle virke, der samles i AKKS, og vil række det en hjælpende hånd, kunne sagen blive et tema i [den] kommende valgkamp.
Men i så fald er det nu, Skræp skal slibes, hvis vi vil gøre os håb om politisk bevågenhed," skriver den gamle aktivist.
Jeg er helt enig. Og jeg er glad for at kunne sige, at vi er på forkant, da vi nu kun mangler at tale med to af Folketingets otte partier.
Der er to forhold, som har gjort et vist indtryk på de fleste af de politikere, vi har talt med.
Dels den økonomiske virkelighed, vi har kunnet præsentere dem for, og som for de fleste af dem var et perspektiv, de slet ikke kendte.
Med et simpelt skema har vi fortalt, at i 2002 udgjorde den årlige statsstøtte, inklusive tips- og lottomidler, til:
· Idrættens organisationer 518 mio. kr.
· Humanitære organisationer samt andre kulturelle organisationer som f.eks. Friluftsrådet 245 mio. kr.
· De folkeoplysende forbund og paraplyorganisationer samt de idébestemte ungdomsorganisationer i Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) 155 mio. kr.
· Amatørkulturens organisationer 16 mio. kr.
Dels har det også gjort indtryk på dem, at kulturministeren og Kulturministeriet så at sige er ved at skrive den frivillige kultur - amatørkulturen - ud af sammenhængen. Der er hos ministeren ingen reel forståelse for, at amatørteatret er en del af teatret som sådan, at amatørmusikken er en del af musiklivet som sådan. "Fødekæde" og "uddannelse af publikum", javel, men ikke af teatret eller musikken som kunst.
Da det nye Kunstråd var på vej, samlede vi os i AKKS for én gang skyld virkelig om en fælles sag: Vi vedtog på repræsentantskabsmødet i 2002 en henvendelse til kulturministeren om, at hele amatørområdet burde lægges ind under Kunstrådet, og at amatørorganisationerne derfor burde kunne udpege både et medlem af bestyrelsen og et medlem i de enkelte fagudvalg. Vi hørte aldrig noget herom, og i forbindelse med vedtagelsen af loven om Kunstrådet - et forlig, alle Folketingets partier deltog i - undlod ministerens fikst at tage stilling til spørgsmålet.
Forud havde DATS skrevet til det daværende Teaterråd og lagt billet ind på at komme under det nye Teaterudvalg - altså opnå samme bevillingsmæssige placering, som amatørmusikkens organisationer har i det nye Musikudvalg. Godt eller skidt på kort eller lang sigt: I hvert fald ville amatørteatret have sikret sig en placering i teaterkunsten. Heller ikke her kom der noget svar på henvendelsen.
Vi står altså ganske alene. Bortset fra de kulturpolitikere, der nu har lovet at støtte os.
Men står vi ikke sammen, er jeg sikker på, at den støtte vil forsvinde. Lad mig derfor være provokerende og stille sagen på spidsen:
Naturligvis skal amatørmusikken kæmpe for sine rettigheder i musikudvalget og Kunstrådets repræsentantskab, og naturligvis skal DATS kæmpe for amatørteatret i Kunststyrelsen, eller hvor det nu kommer til at foregå i Kulturministeriet i fremtiden, og naturligvis skal Musik og Ungdom og Rytmisk Musik Danmark gøre, hvad de kan på ungdomsfronten i DUF. Det er ikke det, det handler om. Det er ikke AKKS's opgave, og AKKS skal også i fremtiden holde sig til, at samrådet ikke anfægter de enkelte medlemsorganisationers integritet eller bevillinger. Det giver så at sige sig selv.
Den politiske kamp, derimod, kræver sammenhold. Den kræver bredde, og den kræver styrke gennem opbakning og solidaritet.
To medlemsorganisationer har besluttet at forlade AKKS-paraplyen, nemlig Landsforeningen Børn, Kunst og Billeder og Danske Film- og Videoamatører. De er de naturligvis i deres gode ret til. Andre har - mere eller mindre truende - talt om at gøre det samme. Jeg tror ikke på, at det vil gavne deres områder på hverken kortere eller længere sigt, tværtimod.
Det kan kun blive sværere - for os allesammen - hver for sig og i fællesskab!
Velkommen til disse to dage, hvor vi skal diskutere AKKS's rolle i fremtiden.
|
|
